Filmfestival i Cannes
Læsetid: 4 min.

Wes Anderson er mere virkelighedsfjern end nogensinde i sin nye film, ’The French Dispatch’

Wes Anderson har med ’The French Dispatch’, der deltager i årets hovedkonkurrence i Cannes, lavet en smuk film fuld af vidunderlige og excentriske indslag. Det er dog også en fragmentarisk oplevelse, der mangler følelsesmæssig og menneskelig klangbund
Chefredaktør Arthur Howitzer (Bill Murray) på den franske avis 'Dispatch' i Wes Andersons 'The French Dispatch.'

Chefredaktør Arthur Howitzer (Bill Murray) på den franske avis 'Dispatch' i Wes Andersons 'The French Dispatch.'

Searchlight Pictures

Kultur
14. juli 2021

CANNES – Det er svært at forestille sig Spike Lee falde for Wes Andersons nye film, The French Dispatch, der deltager i hovedkonkurrencen på filmfestivalen i Cannes.

Lee, som er præsident for årets konkurrencejury, er ikke bleg for selv at fylde sine vildtvoksende film med kulørte indslag, men alle – fra Do the Right Thing og Malcolm X til BlackKklansman og Da 5 Bloods – handler om den verden, vi lever i, og de ting, Lee har stærke holdninger til og gerne vil have os til at diskutere, ikke mindst forholdet mellem sort og hvid i USA.

Wes Anderson laver stærkt stiliserede komediedramaer, der foregår i verdener og blandt mennesker, som i dén grad er skabt til formålet, og som ikke har så meget med virkeligheden at gøre. Fra debutfilmen, Bottle Rocket, over The Royal Tenenbaums og Moonrise Kingdom til The Grand Budapest Hotel har Anderson forædlet sit hyperstiliserede, symmetriske, farvestrålende og skævt humoristiske udtryk – og sine fortællinger om familier og venskaber – så man troede, at han nærmest ikke kunne nå længere.

Deri tog man – jeg – fejl. Den amerikanske filmskabers nye værk, der skulle have åbnet Cannes i 2020, er et på mange måder vidunderligt og helt igennem smukt udtryk for det særlige kunsthåndværk, den stoflighed og de håndbyggede kvaliteter, som Wes Anderson dyrker. Det betyder dog desværre ikke, at The French Dispatch er en af hans bedste film – dertil er den alt for fragmentarisk og uden klar handlingsmæssig tråd at følge eller personer at engagere sig i.

Luder og lommetyve

Som titlen antyder, foregår The French Dispatch i Frankrig, i den fiktive by Ennui – hvilket er fransk for kedsomhed – hvor chefredaktør og ejer Arthur Howitzer Jr. (Bill Murray) har forvandlet et ubetydeligt tillæg til en avis i Kansas til et The New Yorker-agtigt magasin, titlens French Dispatch – fuld af spændende og farvestrålende journalistik. Og det er fire af artiklerne i det, der skal blive magasinets sidste udgave, som udgør filmen.

Rammen omkring det hele er Howitzers pludselige død, at han i sit testamente erklærer, at The French Dispatch efter hans død skal nedlægges, indboet sælges og medarbejderne sendes ud i verden med en bonus. Det giver anledning til at fortælle om magasinet og de skæve skikkelser, der skriver for det – inklusive ham, der endnu aldrig har fået skrevet noget færdig.

Først får vi fortalt en historie af magasinets cyklende medarbejder, Herbsaint Sazerac (Owen Wilson), der tager os – og læserne – med på tur rundt i Ennui. Til chefredaktørens store fortrydelse har Sazerac dog valgt at fokusere på byens mørke sider: Luderne, lommetyvene og de skolebørn, der i ren og skær kedsomhed har for vane at angribe uskyldigt forbipasserende, også de ældre medborgere.

Aparte historie

Siden får vi fortalt den, må man sige, temmelig aparte historie om kunstneren Moses Rosenthaler (Benicio Del Toro), som først indså sit behov for at male, da han blev fængslet for et dobbeltmord begået i vrede.

Moses bruger den smukke fangevogter Simone (Léa Seydoux) som model for sine abstrakte malerier – de to indleder et forhold – og det er en anden fange, kunsthandleren Julian Cadazio (Adrien Brody), dømt for svindel, som får øje på Moses’ talent og får ham promoveret i hele verden. Og endelig er det J.K.L. Berensen (Tilda Swinton), der skriver historien om dem i The French Dispatch.

I den næste historie handler det om en flok revolutionære studenter med Zeffirelli (Timothée Chalamet) i spidsen. De går på barrikaderne i Ennui, og selvfølgelig slås de ikke fysisk med myndighederne, men i stedet via et spil skak med byens borgmester.

Lucinda Krementz (Frances McDormand) påtager sig at dække studenteroprøret for The French Dispatch, men har svært ved at finde sin objektivitet, da hun indleder et forhold med Zeffirelli og til de øvrige studenters irritation skriver med på deres politiske manifester.

Og endelig får vi fortalt historien om mesterkokken Nescafier (Steve Park) – eller rettere, vi får fortalt historien om, hvordan Roebuck Wright (Jeffrey Wright) skulle have skrevet historien om Nescafier. Og det bliver til historien om, hvordan Wright kom til at arbejde for The French Dispatch og om dengang, byens politikommissærs (Mathieu Amalric) søn blev kidnappet og under megen dramatik forsøgt befriet igen.

Manglende disciplin

Jeg forestiller mig, at det at se The French Dispatch er som at blive vist rundt i Wes Andersons hjerne. Den er propfyldt med al den nostalgi, romantik og ’gamle dages’ genstande, som den amerikanske filmskaber elsker. 

Det er Frankrig, vi befinder os i, men det er også en idylliseret og stiliseret udgave af Frankrig. Det kunne godt være i 1960’erne – studenteroprøret og skrivemaskinerne taget i betragtning – men det kunne også være et næsten hvilket som helst andet tidspunkt. Det er en verden uden for tid og sted.

Anderson minder lidt om sin svenske ’navnebror’, Roy Andersson, der optager alle scenerne i sine film i et studie i Stockholm. Med The French Dispatch – og til en vis grad også The Grand Budapest Hotel – har Anderson forladt den virkelige verden til fordel for et imaginært, sindrigt konstrueret univers, som han kan styre og gøre med, som han lyster.

Det kræver dog disciplin, og hvor jeg personligt elsker den mere stramt fortalte The Grand Budapest Hotel, også fordi den hylder humanismen og tager livtag med fascismen, så fejler The French Dispatch. Filmen hopper fra idé til idé, skifter mellem farve og sort-hvid, og rummer ikke en samlet, gribende historie eller personer, man lærer at kende.

Det er en vidunderlig og dybt excentrisk film, som er proppet med referencer til franske kunst og kultur og film, fra Jacques Tati til Jean-Pierre Melville. Men den mangler den menneskelige og psykologiske klangbund, der gør Wes Andersons andre film så uforglemmelige.

’The French Dispatch’ kommer til Danmark senere på året. Mere fra Cannes på festival-cannes.fr og her i avisen og på information.dk.

Serie

Cannes Film Festival 2021

François Ozon, Wes Anderson, Paul Verhoeven, Nanni Moretti, Andrea Arnold, Catherine Corsini, Jacques Audiard, Asghar Farhadi. Der er mange af de garvede instruktørveteraner på programmet på filmfestivalen i Cannes i år. Men der er også blevet plads til en række andre, yngre talenter, inklusive en række af de kvinder, som festivalen så ofte kritiseres for ikke at prioritere. Filmredaktør Christian Monggaard rapporterer for 22. gang fra filmfestivalen, der er tilbage efter et års ufrivillig pause, og hvis 74. udgave finder sted to måneder senere end normalt, nemlig den 6.-17. juli.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Jeg har altid fundet Wes-film lidt for skæve, men måske skal man bare selv være skæv når man ser dem?