Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

’Young Royals’ vil gerne være ’SKAM’ i overklassegevandter, men lugter mere af royalistisk indoktrinering

Man skal holde godt fast på hat og monokel for at følge med i Netflix’ nye seriesatsning ’Young Royals’. Den svenske prins nikker en skalle og ryger på kostskole. Så forelsker han sig ovenikøbet i en dreng – der er brun og fra underklassen
I Young Royals bliver seriens hovedperson, prins Wilhelm (i midten), beordret på den traditionsrige kostskole Hillerska efter et optrin på et diskotek, hvor han har nikket en fyr en skalle.

I Young Royals bliver seriens hovedperson, prins Wilhelm (i midten), beordret på den traditionsrige kostskole Hillerska efter et optrin på et diskotek, hvor han har nikket en fyr en skalle.

Netflix

Kultur
28. juli 2021

Kongehuset plejer ikke at optage meget spalteplads i Information, så måske er det gået nogle læseres næse forbi, at prinsesse Isabella i midten af maj formastede sig til at vrænge »Du er helt væk« til kronprinsesse Mary for åben mikrofon. Og så fik royalister kongeriget rundt ellers kaffen galt i halsen.

For monarki beror på illusionen om, at de kongelige er anderledes end os. Det er de nok ikke, men at prinser også kan være teenagere, er den slet skjulte hemmelighed, som den nye svenske Netflixserie Young Royals lokker med. 

I første scene nikker den unge Prins Wilhelm, der ikke er tronarving, men nummer to, en skalle til en fyr på et diskotek. Optrinnet er blevet fanget på film og går viralt. Dronningemoderen, spillet af ingen ringere end Pernilla August, der ligner Sveriges Dronning Silvia næsten en til en, befaler ham at undskylde på nationalt tv.

Så bliver han beordret på traditionsrige Hillerska: en kostskole fyldt med andre adeliges afkom plus et par mindrebemidlede dagelever fra den nærmeste provinsby. 

Fra første dag på skolen hviskes og tiskes der om, hvem af pigerne der kan score Wilhelm og føde hans børn – det store fokus på at producere afkom illustrerer effektivt, hvor svære spørgsmål en ung fyr, der både er teenager og kongelig, må jonglere med. Men Wilhelm får snart et godt øje til en anden elev – en dreng. Og så er kongefamiliens idealbillede på spil, tænker man. 

Kys frøen

Wilhelm, eller Wille, som kompisarna kalder ham, har hår som 90'er-hjerteknuseren Nick Carter, og en bumset hud, som kameraet virkelig dvæler lang tid ved. Det virker lidt anstrengt, at vi antages at kunne spejle os i ham, fordi han også får bumser, når han i øvrigt er konventionelt smuk med skarp kæbelinje og elegant kropsholdning. 

Wilhelm bryder den fjerde væg ved at kigge os direkte i øjnene, som om vi er folket, da han skal undskylde på tv – men efter disse indledende dramamanøvrer bliver skildringen af ham og skuespillet dovent. 

I en scene, da han er forvirret over sin nye forelskelse, bliver prinserollens dilemmaer illustreret, ved at han kigger ind i en snekugle, hvor en frø er iført en krone. Stærk symbolværdi, men hans ansigt har næsten ingen mimik. Hvad der fik denne temmelig anonyme dreng til at nikke en skalle, står hen i det uvisse.

Da nyheden om Wilhelms seksualitet rammer offentligheden, skildres det udelukkende som en overskridelse af privatlivets grænser, der er lidt irriterende, men ikke som det normbrud, det reelt ville være for en prins. Det havde serien ellers lagt op til, blandt andet da hans storebror, kronprins Erik, tidligere ringer ham op og driller med, at han har fået en »frille«. Serien kommer til at virke berøringsangst, når den ikke tør skildre homofobi eller i det mindste frygten for homofobi, da det bliver aktuelt.

Repræsentationsbingo

Anderledes over-sympativækkende og god som dagen er lang er dageleven Simon (Omar Rudberg), som Wilhelm kaster sin kærlighed på, efter han har hørt ham synge solo ved en optræden med skolekoret. 

Simon tyr kun til slemme gerninger, hvis han har meget noble formål. Som da han forsøger at sælge sin alkoholiserede fars hjemmebrænd til sine rige skolekammerater for at kunne betale de ekstra matematiktimer, en korrupt lærer kræver for at give ham den høje karakter, han egentlig fortjener.

Ellers har Simon sit at tumle med som den brune søn af en enlig, spansktalende mor, som er immigrant uden meget på kistebunden. Han nærer også en dyb beskyttertrang for sin jævnaldrende søster, Sara (Frida Argento), der har Asperger, og som er den eneste anden dagelev, vi møder.

Sara er skildret lige så helgenagtigt som broren. For eksempel når hun lærer overklassepigen Felice (Nikita Uggla) at håndtere den racehest, som forældrene har købt til hende. Felice har været grov ved Sara, men hun bærer ingen nag og siger blot visdomsord som at »du må acceptere, at du er bange« og fører Felices hænder langsomt over hestemulen.

Felice har sine egne udfordringer, blandt andet fordi hun som datter af en sort far og en hvid mor har krøllet, mørkt hår, som hun i seriens antydning af en racialiseret konflikt kæmper med at få så glat som muligt.

Sara og Felice udvikler et umage venskab, men det virker desværre mest som noget, der hjælper plottet og hemmelighedskræmmeriet omkring Wilhelm og Simon videre. For begge piger får lidt for mange gammelkloge replikker at lire af – lige efter hestesnakken siger Felice, at Saras Asperger da er »en superkraft«. 

Efterhånden virker nuancerne mere som repræsentationsbingo, når selv 3.g’eren August (Malte Gårdinger), der skal være seriens skurk, og som spiller Simon og Wilhelm ud mod hinanden, også pludselig skal vække sympati som en plaget sjæl med økonomiske problemer, en død far og et forbrug af study drugs.

Royal socialrealisme

Young Royals har kigget den norske ungdomsserie SKAM efter i kortene, når det kommer til at inkorporere sociale medier og temaer som etnicitet og homoseksualitet, men mest åbenlyst på lydsiden, der er rig på pumpende technobas og højstemt kærlighedspop. 

I SKAM var der hjerteskærende lange passager, hvor karakteren Isak lå på sit værelse og bare håbede, at han ville få svar på en sms fra sin udkårne Even. Turen i omklædningen efter gymnastik blandt nøgne drengekroppe var lige dele soft porn og tortur for en ung mand, der så småt var på vej ud af skabet. SKAM skildrede almene følelser i stærke karakterer, og Young Royals vil så gerne have, at vi skal ane en lige så genkendelig smerte i stjålne blikke over frokosten mellem rig, forelsket prins og fattig immigrantsøn, der faktisk har brug for det gratis skolemåltid. 

Fra første dag på kostskolen hviskes og tiskes der om, hvem af pigerne der kan score Wilhelm (til højre), som i stedet forelsker sig i dageleven Simon (til venstre), der kommer fra en fattig familie med en enlig, spansktalende mor

Fra første dag på kostskolen hviskes og tiskes der om, hvem af pigerne der kan score Wilhelm (til højre), som i stedet forelsker sig i dageleven Simon (til venstre), der kommer fra en fattig familie med en enlig, spansktalende mor

Johan Paulin

Men fordi serien foregår på en kostskole, hvor der ikke er mere end en græsplæne, der adskiller eleverne, når den aldrig at blive langsom og længselsfuld, så spænding kan bygges op. Og fordi alle karaktererne skal være så ekstraordinære, får Young Royals aldrig helt fremkaldt den pinlige følelse af at være både alt for normal og ikke normal nok, som SKAM skildrede så forbilledligt.

Omvendt er teenagetiden, og måske især i et mikrokosmos som en kostskole, en kamp på attituder, hvor man langsomt arbejder sig hen mod et mere stabilt selv. Der er noget poetisk retfærdigt i, at teenagerne her ikke skildres som stærke personligheder med klare mål i tilværelsen, men virker totalt uformede og bare har ungdommens seriøst intensiverede følelser og liderlighed at slæbe rundt på.

The Crown eller klassekamp

En anden serie, Young Royals lægger sig op ad, er den ligeledes Netflix-producerede The Crown, der skildrer det britiske kongehus. The Crown handler om menneskelighed, og om hvor lidt af den det kræver at være kongelig. Når dronning Elizabeth meget hellere vil opfostre raceheste end tage sin svigerdatter Dianas spiseforstyrrelse alvorligt, gyser man over, at et sådant menneske er blevet givet så stor autoritet. 

Når man skildrer kongehuset på tv, skildrer man også indirekte klasseskel. Men i Young Royals anfægtes status quo næsten ikke, som The Crown ellers subtilt, men konstant gør.

Simon og hans familie har alle odds imod sig, men skal man tro klipningen, så er billig hygge a la nudler foran tv'et faktisk deres største ønske. De behøver slet ikke mere. Samtidig får vi closeups af mobberen Augusts svedperler, rynker i panden og hidsige træk i romaskinen i alt for mange scener, som synes at ville overbevise om, at det virkelig er synd for ham, at han må sælge noget af sin jord fra for at betale skoleopholdet. 

Underklassen romantiseres som særligt disponerede for sammenhold, mens overklassens privilegier afvæbnes ved at gøre dem til stakler, man ikke bør kritisere, men have ondt af.

Young Royals er en til tider betagende serie med en præmis, der burde være vild. Der er kåde og bebumsede sexscener, som får tv-temperaturen til at stige, og der er plottwists, der holder tempoet højt. Der er så mange stimuli, at man måske skal se overse, at karaktererne er forsimplede og at præmissen om, at kongehuset har særstatus, ikke udfordres. 

Young Royals ender derfor med at tilbyde romantisk fantasi om, at vi har brug for prinser og prinsesser til at blåstemple homoseksualitet og akne. Og at kongehuset samtidig er beundringsværdigt og på magisk vis hævet over os. Næste generation forsøges ihærdigt opdraget som royalister af serien, der dog glemmer, at blåt blod ikke undtager nogen fra grundigt karakterarbejde. 

’Young Royals’. Skabt af Lisa Ambjörn, Lars Beckung og Camilla Holter. Alle seks afsnit er tilgængelige på Netflix.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her