Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

100 års protestkunst af kvinder på SMK er dybt originale bearbejdninger af vrede og mod

Fejringen af 50-året for rødstrømpebevægelsen på Statens Museum for Kunst viser, at politisk kunst kan være alt andet end endimensionel, og at kvindekampen er lige så aktuel i dag som for 100 og 50 år siden
’Kvinder frem’ er et af de to malerier af Ursula Reuter Christiansen, der åbner ballet i udstillingssalene.

’Kvinder frem’ er et af de to malerier af Ursula Reuter Christiansen, der åbner ballet i udstillingssalene.

Pressefoto/SMK

Kultur
28. august 2021

Udstillingen Efter stilheden – kunstens kvinder tager ordet starter ikke særligt stille.

Den påkalder sig derimod masser af opmærksomhed allerede i Statens Museum for Kunsts store foyer, hvor et stykke dansk kunsthistorie udfolder sig i form af en installation af Lene Adler Petersen.

Her står en kvindefigur i rød kjole på en åben ovn fuld af bagte boller, omkring hende står koste med røde flag og ophobninger af alt fra ugeblade til æggebakker, sylteglas, tallerkner, konservesdåser, lagner og en støvsuger.

Med andre ord alt hvad en kvinde traditionelt havde med at gøre i en husholdning, da værket blev skabt tilbage i 1970’erne. Installationen med den sigende titel Tingene, din historie, befri dig for tingene blev oprindeligt lavet til en udstilling i Schweiz i 1976 og er aldrig siden blevet udstillet – før nu, hvor det altså er blevet hevet ud af en lade på Møn og genskabt.

Efter stilheden – kunstens kvinder tager ordet fejrer 50-året for rødstrømpebevægelsen med i alt 100 års kunst skabt af 18 kvindelige kunstnere, hvoraf mange værker er skabt som deciderede protestværker: protest mod krig, protest mod systemets undertrykkelse, mod usynliggørelse og mod samfundets ulighed.

Et værk som Lene Adler Petersens udtrykker fuldstændig den indignation, som kendetegner kvindeoprøret i 70’erne. At værket siden er blevet totalt overset og glemt kendetegner til gengæld den generelle behandling af kvindelige kunstnere.

Udstillingen, der er kurateret af den vidende forsker i netop 60’ernes og 70’ernes danske kunst, Birgitte Anderberg, tager det alvorligt at gøre noget ved den glemsel: Flere værker på udstillingen er netop hevet frem, børstet af, genskabt og konserveret eller vises i en oprindelig tænkt ophængning.

Som de to malerier af Ursula Reuter Christiansen, der åbner ballet i udstillingssalene. Det ene ejes af SMK og forestiller en række helt almindelige kvinder side om side – Kvinder frem (1971) hedder det.

Det andet, Det drejer sig om os (1972), ejes af KUNSTEN i Aalborg og forestiller både mænd og kvinder side om side i samtale ved et bord. De to værker var oprindeligt udstillet sammen med et bord i midten, og nu er de altså ført sammen igen. Det er kunsthistorie live, og det vidner om gedigen forskning, som får korrigeret og udvidet vores hidtil kendte viden.

Systemets umenneskelighed

Kirsten Christensens lerrelieffer Min mor og jeg (1977-78) vises også nu for første gang, siden det blev udstillet på Tranegården i 1978. Jeg kendte ikke den kunstner eller det værk, men er fuldstændig overvældet af det.

I det stive materiale, glaseret stentøj, formår Christensen at udfolde et privat og skrøbeligt vidnesbyrd om et umenneskeligt sundhedssystem i kvadratiske og trekantede relieffer. Man ser moren som 68-årig blive henvist til plejehjem, hvor hun sidder affældig og afmægtig i en kørestol.

Man ser tristheden og magtesløsheden over at blive behandlet uværdigt, man ser dødens ensomhed. Det er et protestværk i stentøj, simpelthen! For mig er det lige så vildt som at se Hannah Ryggens enorme vævede værker om krig og undertrykkelse, som også er med på udstillingen.

Den måde, de to kunstnere har formået at bruge medier, der traditionelt ikke har rangeret højt i det kunstneriske hierarki, til at skabe politiske værker om vold og undertrykkelse, giver mig kuldegysninger.

Kirsten Christiansen ’Jeg holder min mor for øjnene’. 1977-78.

Kirsten Christiansen ’Jeg holder min mor for øjnene’. 1977-78.

Torben Eskerod
I flere af disse umiddelbare, stærke protestværker findes der dog også en vision for en anden virkelighed, en visualisering af drømmen om et bedre samfund. Hos Christensen er det i trekantsformerne, at man ser en mere drømmende, erotisk og legende verden med planter, natur og kænguruknepperi.

Fødsel, p-piller, abort

Modererfaringen handler flere af værkerne om på udstillingen. Der er de kendte Dea Trier Mørch-træsnit, der viser fødslen, moderskabet i al sin kropslighed og hverdagslighed.

Der er en overvældende serie tegninger lavet med sort tusch af Lene Adler Petersen kaldet P-pillesagen (1979), der viser kvinder, der får blodpropper i hjernen på grund af pillerne, der ellers mest blev fremstillet som det rene vidundermiddel til kvinder, der gerne ville bestemme over egen krop. Serien blev lavet med udgangspunkt i konkrete sager i 1970’erne.

Der er flere værker, der viser, hvordan kvindekroppe behandles i »systemet«, som Abortserien (1999) af den portugisiske Paula Rego, der viser kvinder i færd med at abortere – alene med deres pinsler, alene om den skammelige erfaring.

Grufulde og smertefulde er også tyske Käthe Kollwitz’ hårde tegninger om barnedød, hvor man ser moren, der knuger sit døde barn, eller døden, der kommer og tager to døde småbørn. Jeg tænker på, hvordan min egen oldemor mistede otte af sine 16 børn. Hver søndag tog hun på kirkegården.

Disse værker udtrykker ganske enkelt en smertefuld kvindeerfaring, som kun litteraturen og kunsten har givet plads til, for siden at gemme værkerne af vejen. Derfor er titlen på udstillingen så god – den peger frem og viser, at nu er stilheden brudt, nu er disse værker kommet frem i lyset, nu kan de ikke længere proppes i kælderen og gemmes af vejen. Kvinder frem!

Den nye generation

Udstillingen favner dog ikke kun rødstrømpegenerationen eller ældre værker. Der er også væsentlige politiske værker fra 1990’erne, for eksempel de uforglemmelige dobbeltprojektioner af iranske Shirin Neshat, der virker utroligt aktuelle i deres måde at vise opdelingen af mænd og kvinder i de islamiske samfund.

Det ene videoværk, Rapture (1999), viser en stor horde af chardor-klædte kvinder i et ørkenlandskab som sorte skygger i landskabet. Overfor er en projektion kun med mænd – i hvide skjorter og sorte bukser – der går i en stor flok igennem et bylandskab. De to grupper reagerer og bemærker hinanden, men er grundlæggende adskilte, kun med betragteren som mediator i midten.

Siden værket blev skabt, er nogle af de figurer, hun viser, blevet selve symbolet på islamisk undertrykkelse, og som i nogen grad også har legitimeret en vestlig invasion i både Afghanistan og Irak.

Men Neshats værk er langt mere komplekst end at vise simple slidte dikotomier som kvinder-mænd, natur-kultur, undertrykkelse-frihed. I filmen ender hun med at lade seks af de indhyllede kvinder sejle afsted i en båd over havet, mens mændene står og vifter med armene.

Shirin Neshat. ’Rapture’.

Shirin Neshat. ’Rapture’.

Pressefoto/SMK
Et helt nyt syret og smukt værk af Tabita Rezaire er lige så aktuelt i dets postkoloniale kritik. Hun er vist den yngste på udstillingen med et værk fra 2017. Det består af et stort blå-grønt tæppe på gulvet med printede motiver fra den film, der kører på en stor widescreen-projektor.

På gulvtæppet står også en stor guldhånd, der holder en gnistrende spådomskugle. Rezaires univers er magisk, funky og teknologisk. Vandets tilbagekomst hedder værket, og filmen viser både dansende havguder og information om, hvordan de ruter, der i sin tid blev brugt til den transatlantiske slavehandel, nu bruges til at forbinde verden med kæmpekabler med internettrafik.

Værket kan minde om den tyske verdensstjerne Hito Steyerls måde at lave videoinstallationer, der kombinerer vandets likviditet med www og kapitalisme, men Rezaire har en mere spirituel og hydrofeministisk vision, som jeg drages mere af end Steyerls noget kølige univers.

Den aktuelle kvindekamp

Oprindeligt skulle udstillingen være åbnet sidste år, men samlet set virker den endnu mere vedkommende og aktuel, end den ville have gjort bare for et år tilbage. Her tænker jeg på den fornyede kraft, der det seneste år er kommet i #MeToo-bevægelsen, jeg tænker på de nye bogudgivelser, der har givet modererfaringen poetisk stemme i blandt andet Cecilie Lind og Olga Ravns seneste bøger, og jeg tænker på Simone Aaberg Kærns Smiling in a Warzone (2006), der opleves særligt stærkt i lyset af de seneste begivenheder i Afghanistan.

Værket, der både inkluderer det privatfly, som billedkunstner og pilot Kærn fløj til Kabul i hen over krigshærgede områder, og den film, der viser mødet med den unge afghanske pige med de store drømme om at blive jagerpilot. Et værk, der hylder kvinders drømme og viser det mod, der skal til, før de kan realiseres i et undertrykkende samfund.

Jeg tænker også på den herhjemme relativt nye debat om postkolonialisme, som også er inkluderet i både Rezaires værk og i en dokumentation af Jeannette Ehlers og La Vaughn Belles monument over Queen Mary. Samtidig er det, som om at der er en langt større lydhørhed over for nødvendigheden af aktivistisk kunst, end der var for bare kort tid siden.

Grundlæggende afmonteres den ofte gentagede frase om, at »al politisk kunst er dårlig, men al god kunst er politisk« fuldstændigt på udstillingen. Disse protestværker omhandler ikke bare forskellige politiske virkeligheder, men er dybt originale æstetiske bearbejdninger af den vrede, magtesløshed eller mod og vilje til forandring, som disse kvinder har oplevet som både kvinder og som kunstnere.

’Efter stilheden – kunstens kvinder tager ordet’. SMK, indtil den 21. november 2021.

Simone Aaberg Kærn. ’Micro-Global Performance#1 (Open Sky). 2002.

Simone Aaberg Kærn. ’Micro-Global Performance#1 (Open Sky). 2002.

Jonas Heide Smith

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Man skal passe på med at sige noget forkert om kvinder, især hvis det er rigtigt; derfor er det nok bedst de selv udtaler sig. Men halvdelen af dagen er allerede gået og jeg kan ikke længere dy mig. Når det kommer til kunst er der jo flere eksempler på at kvinder, under de rette betingelser, sagtens kan hamle op med mænd - de har bare fra naturens hånd fået så meget andet at se til. Måske er det også derfor billedet ovenfor ligner noget Bob Dylan kunne have malet, han har også haft en hel masse andet at se til.

Arne Albatros Olsen

Ursulas Reuter maleri er nok politisk korrekt, men jeg synes ikke at hæver sig synderlig fra det niveau , som det Røde Mor i sin tid præsterede.

Michael Slotsted

Det er altid sjovt, når folk udtaler sig om noget, de intet ved om. Som fx Søren Kristensen og Arne Måge ovenstående.

Sjovt nok tyr de begge til tricket om at føle sig lidt hævet over feministisk kunst og kvinder generelt, mens de udstiller deres uvidenhed.

Palle Yndal-Olsen, Nike Forsander Lorentsen, Anna Olsen, Ole Kristensen, Inger Pedersen og Josephine Kaldan anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

Michael Slotsted:

Min bedømmelse af maleriet har intet at gøre med at føle sig hævet over feministisk kunst.

Det er helt din egen projektion.

Til din orientering , så vil jeg påstå at kunst transendere køn.

Elisabetta Bosetti

[...]"nu er disse værker kommet frem i lyset, nu kan de ikke længere proppes i kælderen og gemmes af vejen. Kvinder frem!"

Præcis! Jeg glæder mig enorm meget til at se udstillingen. Uden at vide meget om Ursula Reuter Christiansens værk "Kvinder frem", kan jeg se tydelige referencer til det ikoniske maleri af Giuseppe Pellizza da Volpedo "Quarto Stato". Ursula formår at gengive den samme kraft i en aktuel og femministisk kontekst.

Nike Forsander Lorentsen

Nå, er det ikke kun tilbage til rude 1, kvindekunsten får et stykke tid på SMK når de egentligen sku være der på lige vilkår i dag år 2021. SMK er da stadigvæk Statens Mausoleum for mænds kunst.