For nærmest præcist et år siden bragte Information et digt af angolanske Aaiún Nin (født 1991) sammen med oplysningen om, at hun netop havde fået afslag på asyl, og at dansk, norsk, svensk og islandsk PEN var gået ind i sagen med en samlet appel til udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye. PEN oplyste ministeren om, at digteren var i fare, fordi hun skriver »stærkt kritisk om det angolanske politiske system, om vold og voldtægt som opdragelsesmetode og om det traditionelle, religiøse og stærkt konservative syn på kvinder«.
Inden PEN’s appel havde Aaiún Nin været udgivet i flere skandinaviske tidsskrifter og var dermed blevet en del af den skandinaviske offentlighed, og nu sker der så det breaking, at hun bogdebuterer med På min huds sorthed på et dansk forlag. Digtene er meget passende oversat fra engelsk af Mette Moestrup i samarbejde med Aaiún Nin selv. Meget passende, fordi Mette Moestrup i årevis har protesteret poetisk mod racisme og sexisme i sine egne bøger. Det skandinaviske smørhul og dets humanisme kan stadig noget – jeg mener, at Nins digte rent faktisk kan udkomme her – men så er der heller ikke så meget mere at råbe hurra for.
»Hvis vi mødes på den her vej
på dette støvede, flygtige sted
et sted mellem ly og afvisning
er vi langt hjemmefra
de rutiner vi lærte
tidligere i livet er brast itu
og vi må opfinde et nyt sprog
nye mønstre
for at beskrive den uvished
vores forskellige ruter er belagt med.«
De sidste fire linjer om behovet for et nyt sprog læser jeg som en præmis for digtsamlingen samt dens håb for de mennesker, der er inkluderet i digtets vi. Jeg hæfter mig desuden ved, at digteren har valgt »ly og afvisning« og ikke eksempelvis »asyl og afslag« og på den måde gør erfaringen mere generel, men samtidig også til en helt kropslig erfaring. Ordene asyl og afslag befinder sig på et skrivebord, ly og afvisning kan man mærke med kroppen.
Aaiún Nin er en kroppens digter, og lige ved siden af de lidende kroppe befinder den liderlige kvindekrop sig. Den, der begærer andre kvinder. Som en form for statement, som et udtryk for overlevelse og trods, men vent med at ånde lettet op og tænke opbyggelige tanker. Tænk i stedet på grundene til, at skildringen af visse kroppes seksualitet kan blive til et statement, en politisk protest. Eller læs bare her om den lesbiske krop, den myrdede krop:
»Gud skabte mennesket
og i ordet var hans navn
han tog ordet og fortolkede det
i sit billede
udelukkende i mandens billede
ordet fordømte kvinden
og jorden hvor den myrdede lesbiskes lig lå
blev gennemblødt af hendes blod
og opslugte den retfærdighed hun aldrig fik
hun blev dræbt i guds navn«.
Digtet ekkoer af den kristne skabelsesberetning, det gentager linjen »i guds navn« og slutter i en bøn:
»bed for os nu og i vores dødsstund
bed for os nu og i vores dødsstund
bed for os nu og i vores dødsstund
bed for os«.
Aaiún Nins poesi er, som man nok kan fornemme, direkte og lige til at gå til. Hendes virkemidler som politisk digter er at mime, forvanske og vende undertrykkernes sprog, og når hun skriver om erotiske og romantiske møder, skriver hun bare: »du var så smuk / at det knuste mit hjerte« med samme lethed som en popsang. Det samme digt fortsætter:
»jeg elskede dig i de øjeblikke
hvor ingen af os sagde noget og
det eneste som betød noget var
at vores gnistrende kroppe
var tæt på hinanden nu
at danse med dig
helt flydende
og umiddelbart efter
stå fanget mellem
dig og en fugtig væg.«
For mig begynder der først rigtigt at ske noget særligt med den fugtige væg der, men det øjeblik er til gengæld også stærkt. Især når man samtidig husker på »den myrdede lesbiskes lig« fra det tidligere digt.
På min huds sorthed protesterer ikke kun mod det angolanske politiske system og undertrykkelse af minoriteter, den er også et dis til Danmark. I et digt, der begynder med »Rør ikke mit hår. Stop med at spørge mig hvad jeg synes om Lemonade. Vi løj da vi sagde I ser godt ud med box braids«, og som fortsætter i en lang række racismerelaterede spørgsmål, til et »I«, som jeg som hvid dansker hører til, er temmelig meget spot on, det vil sige umuligt at ignorere.
Aaiún Nins digte har en enorm energi, de viser poesien som en demokratisk kunstform, som en politisk kamp. Og så er der ømheden, som Aaiún Nins digte også har, og som især kommer til udtryk i en lidt længere suite ’Sproget skal være rammende ...’, som taler om, hvor svært det er at tale om vold, som en der hele sit liv er blevet truet til tavshed:
»og hvis vi ikke kan tale må vi skrive
og hvis vi ikke kan skrive
må vi tale igen
før vi forvandles til noget helt andet.«
Aaiún Nin: ’På min huds sorthed’. På dansk ved Mette Moestrup i samarbejde med Aaiún Nin. Gads Forlag, 200 kroner, 104 sider.
