Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Aaiún Nins digte har en enorm energi. De viser poesien som en politisk kamp

Aaiún Nin er en kroppens digter, og lige ved siden af de lidende kroppe befinder den liderlige kvindekrop sig. Den, der begærer andre kvinder. Som en form for statement, som et udtryk for overlevelse og trods

’På min huds sorthed’ protesterer ikke kun mod det angolanske politiske system og undertrykkelse af minoriteter, den er også et dis til Danmark.

Daniel Hjorth

Kultur
20. august 2021

For nærmest præcist et år siden bragte Information et digt af angolanske Aaiún Nin (født 1991) sammen med oplysningen om, at hun netop havde fået afslag på asyl, og at dansk, norsk, svensk og islandsk PEN var gået ind i sagen med en samlet appel til udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye. PEN oplyste ministeren om, at digteren var i fare, fordi hun skriver »stærkt kritisk om det angolanske politiske system, om vold og voldtægt som opdragelsesmetode og om det traditionelle, religiøse og stærkt konservative syn på kvinder«.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her