Anmeldelse
Læsetid: 10 min.

Amerikanske translitterære gennembrud kan gøre verden rigere på spændende litterære udtryk

De amerikanske forfattere Torrey Peters og Jordy Rosenberg har flere ting til fælles: De er begge slået bredt igennem med deres debutromaner, de skriver litterær genrefiktion, og så er de begge transkønnede og skriver om transerfaringer
De amerikanske forfattere Torrey Peters og Jordy Rosenberg har flere ting til fælles: De er begge slået bredt igennem med deres debutromaner, de skriver litterær genrefiktion, og så er de begge transkønnede og skriver om transerfaringer

Beowulf Sheehan, Natasha Gornik

Kultur
13. august 2021

Indtil videre har hverken biblioteker eller boghandlere ligefrem bugnet med romaner skrevet af transkønnede forfattere. Men noget er ved at ændre sig. Inden for de seneste år har stadig større forlag i den engelsksprogede verden antaget flere fiktionsværker skrevet af transkønnede forfattere.

To af disse værker er Jordy Rosenbergs Confessions of the Fox og Torrey Peters’ Detransition, Baby, der begge er udkommet hos Penguin Random House. På overfladen er de meget forskellige; Confessions of the Fox er en metafiktiv biografi sat i 1700-tallets London, mens Peters har skrevet en slags hyperintelligent syrligt-kynisk rom-com fra et queer New York. Men netop genrebevidsthed har de to til fælles. Begge romaner forsøger i en dobbeltbevægelse at udvide og udfordre genrekonventioner og kønnede fortællinger. Og resultatet er for begges vedkommende både sjovt og læseværdigt.

Gamle queers

Jordy Rosenberg er professor ved University of Massachusetts, Amherst i USA, hvor han underviser i det 18. århundredes historie, litteratur og filosofi. Hans debutroman Confessions of the Fox (2018) foregår i netop denne periode. Selve romanens fortælling tager form af en fiktiv biografi af den historiske person Jack Sheppard, en berømt og berygtet engelsk tyv, der var kendt i hele London i 1720’erne for sin evne til at bryde ud af ethvert fængsel. Sheppard var en populær folkehelt, en slags storby-Robin Hood, som allerede har været genstand for flere fiktive værker, blandt andet Bertolt Brechts Threepenny Opera. Historierne, der gik om Sheppard i London, var vilde og mangeartede; også efter at han blev henrettet for tyveri, påstod folk, at han var undsluppet til udlandet, at de havde set ham på en kro eller på gaden.

Der er en åbenhed ved den historiske Sheppard-karakter, en tradition for spekulation og for at se ham som en systemkritisk figur, en, der narrer politiet og altid undslipper love og regler, som Rosenberg bygger videre på i sin roman. I Confessions of the Fox er Sheppard også transmand, en drejning af historien som Rosenberg fandt inspiration til i sine kilder: »Meget af materialet (om Sheppard, red.) beskriver ham på en måde, som vi i dag ville forstå som normbrydende i forhold til køn. Jeg siger ikke, at han nødvendigvis var trans, men noget af det, der tiltalte mig i forhold til at skrive om ham, var, at han blev beskrevet som en, der ikke passede ind i kønskategorier. Han blev ofte beskrevet som lille og spinkel, og alligevel meget sexet.«

I romanens fodnoter møder vi en professor, også transmand, i en lettere dystopisk version af nutidens USA. Han studerer Sheppards biografi, annoterer den og kaster sig undervejs (stadig i fodnoterne) ud i længere fortællinger fra hans eget liv, om universitetsbesparelser, en konflikt med en neoliberal dekan og om hans eget besværlige kærlighedsliv.

Kategoriernes fødsel

I teksten mærker man en stor glæde ved at bruge 1700-tallets London-slag i Sheppard-sporet, og nutidsannotationerne bruges til at gøre det hele forståeligt for en moderne læser. En quim er en fisse, I’m music betyder »jeg er en ven« og en molly er en fællesbetegnelse for de transkvinder, homoseksuelle og queer mænd, som frekventerede Londons molly houses, de kroer, hvor datidens queer subkulturer holdt til. Rosenberg finder oprindeligt, historisk sprog, der gør det tydeligt, at det, man i dag kalder transkønnethed og homoseksualitet, også var en del af livet i London anno 1720, selv om det sjældent er noget, vi kan læse om i historiebøgerne. Udspændingen mellem romanens to tider bliver et litterært greb, der, helt konkret, lader nutiden gå i dialog med fortiden.

Netop i 1700-tallet opstod idéer blandt læger i Europa om, at homoseksualitet, intersex og transkønnethed var sygdomme, der kunne og burde behandles – idéer, som stadig ligger til grund for mange fordomme og barrierer, som kønnede og seksuelle minoriteter møder i dag. I romanen møder vi også lægen Evans, der studerer de såkaldte ’chimæere’ (det ord, som læger dengang brugte om mennesker, de hverken kunne kategorisere som mand eller kvinde). Evans bliver talerør for tidens medicinske diskurser, der i stigende grad udpegede kønsdiverse personer som syge og monstrøse.

Rosenberg lader moderne transerfaring møde historisk slang, medicinske betegnelser og sanselig prosa, for at kunne undersøge forholdet mellem krop og beskrivelse. Hvad vil det sige at være fastlåst i en kategori? Og hvad gør vores systemer ved de mennesker, der falder udenfor? I romanen bliver slang-sproget – et underverdenens sprog, der blev brugt af queers, racialiserede mennesker og folk, der på andre måder bliver holdt uden for fællesskabet – til en slags modsprog, en mulighed for at definere sig selv, i stedet for at lade sig definere af lægevidenskaben eller ordensmagten.

Titlens ’Fox’ er et ordspil på slang før og nu. I 1700-tallet var en fox en mand, nu bliver det brugt mere generelt om nogen, der er sexet. Jack Sheppard er både en fox i nutidens og datidens optik. Han er overgået i Londons folklore-historie både som en stor tyv og en stor forfører, og det, der fylder allermest i romanen, er forholdet til hans medsammensvorne, den asiatiske-engelske sexarbejder Bess Khan. Som en 1700-tals queer-version af Bonnie og Clyde planlægger de røverier, bryder ud af fængsler, snyder romanens store skurk, det nystiftede politi, og har masser af hed sex med hinanden. Confessions of the Fox er både systemkritisk, sexet og fuld af liv. Det er en bog om, hvad en transmand kan udrette af bedrifter, kærlige som kriminelle, hvis han kan være, den han er.

Spædbørn og detransition

Torrey Peters’ debutroman Detransition, Baby udkom tidligere i år i USA. Romanen er på vej i oversættelse i flere lande (inklusiv Danmark, hos Gads), og tv-rettighederne er solgt til produktionsselskabet Anonymous Content. Det virker passende, at netop denne bog skal blive til fjernsyn; den foregår i et New York, som på mange måder ligner det, vi kender fra tv-serierne Sex and the City og Girls, befolket af kvindelige karakterer, der arbejder på reklamebureauer, kalder deres elskere for the cowboy, skal forholde sig til uventede graviditeter og i det hele taget navigere i voksenlivets mange besværligheder. I Peters version er de kvinder, det handler om, både trans- og ciskønnede (en betegnelse for folk, der identificerer sig med det køn, de fik tildelt ved fødslen, og altså ikke er transkønnede). Peters har tydeligvis ladet sig inspirere af tv-serien som en moderne dannelsesroman, en form, der har spejlet generationer af kvinders vej ind i voksenlivet. Og hun både udfordrer formen og udvidder den, så den også kan rumme transkvinders erfaringer.

Romanen følger tre hovedpersoner: Transkvinden Reese, der bor i Brooklyn, arbejder skiftevis som modeassistent, servitrice og barnepige, og har en serie af mislykkede affærer med gifte mænd efter et dramatisk brud med ekskæresten Amy, der også er trans. Amy er nemlig ikke længere Amy, men Ames; hun har gennemgået titlens ’detransition’, en betegnelse for det, at en transperson vælger igen at leve som det køn, de fik tildelt ved fødslen. Ames er ikke detransitioneret, fordi han ikke længere føler sig som en kvinde. Det at være ude og leve som transkvinde, med al den diskrimination, den udelukkelse og de trusler, det indebærer, blev bare for hårdt.

Ames indleder en affære med sin chef, den fraskilte Katrina, hun bliver gravid ved et uheld, og det er den graviditet, romanens fortælling drejer sig om. Ames kan knap nok overskue rollen som mand, og slet ikke som far, og vælger som en måske desperat, måske halvgenial, løsning at invitere ekskæresten Reese, hvis store ønske er at blive mor, ind i forældrekonstellationen. Kan de tre og et barn samles om at blive en familie?

Nye fortællinger

Romanen, der er blevet verdenskendt som et værk om transkvinders livsverden, er dedikeret til »fraskilte ciskvinder«, og det er sigende, for det, som de tre hovedpersoner har til fælles, er ikke en bestemt identitet, men det, at de har skullet omskrive deres egen historie. Kynikeren Reese øjner pludselig den mulighed for moderskab, som hun altid har ønsket sig, men den balancerer på kanten til at være så umulig at forestille sig, at det måske alligevel føles for vanvittigt at håbe. Den fraskilte, heteroseksuelle Katrina skal finde ud af, om hun kan se sig selv i en queer familie. Ames omtales gennem romanen både som hun og han og flimrer frem og tilbage mellem sit livs forskellige køn, endnu langt fra landet i noget, der er nemt at leve med. De har alle afvist, eller er ikke lykkedes med at leve op til, den første Store Fortælling, de er blevet tilbudt; bliv en mand, bliv en mor, bliv gift og slå dig ned. Men hvis man ikke kan leve den store, fælles fortælling, hvordan skaber man så sin egen?

Tv-serier som Sex and the City former narrativer, på godt og ondt, som man kan bebo og spejle sig i. Karaktererne er udstukket som verdenshjørner, man kan navigere efter. I Detransition, Baby kaldes det for »Sex and the City-problemet«; »Find en partner og vær en Charlotte. Få en karriere og vær en Samantha. Få et barn og vær en Miranda. Eller udtryk dig i kunst eller skrift og vær en Carrie.« Det er et et matrix af muligheder, som mange generationer af ciskvinder har skullet forholde sig til og navigere i. »Men for alle generationer af transkvinder før Reeses, havde Sex and the City-problemet været et, man kun kunne stræbe efter at have. Kun de allersjældneste, mest succesfuldt passerende transkvinder havde haft muligheden for overhovedet at konfrontere det. Resten var fra begyndelsen udelukket fra samtlige muligheder.«

Detransition, Baby bruger sine serie-referencer som et litterært værktøj til at gøre transkvinders erfaringer genkendelige blandt andre kvinders erfaringer. Den handler om den første generation af transkvinder, der begynder at kunne leve og blande sig i ciskvinders fortællinger. Ved at blande sig, udvidder romanen fortællingen med kompleksitet, nuance og sin helt egen syrlige kynisme. Og viser nye former, som kærlighed, liv og forældreskab kan tage.

Forhindringer for transforfattere

Der har været, og er stadig, mange udfordringer for transforfattere, når det kommer til udgivelse. Den enorme stigmatisering af transkønnethed, blandt andet som følge af patologisering, har gjort det yderst vanskeligt for tidligere generationer af transpersoner overhovedet at være åbne omkring deres identitet, såvel som at komme til orde offentligt. Dertil kommer de specifikke forventninger, som både forlag og læsere har til forfattere, som er en del af en minoritetsgruppe. Både Peters og Rosenberg har talt om de forhindringer, de møder, og deres håb for forandring i forlagsbrancen.

Især er der for transkønnede et pres for at fortælle det, man kunne kalde en autentiske historie; en udtalt selvbiografisk, lineær fortælling, der begynder med at være ’født i den forkerte krop’ og ender i forløsningen ved at være landet i et andet (oftest binært) køn. Mens store forlag har antaget i hvert fald nogle selvbiografier af transkønnede forfattere, er transfiktion stort set kun udkommet på mindre forlag. I LA review of books’ podcast fortæller Jordy Rosenberg: »Transteoretikeren Viviane Namaste sagde, jeg tror, det var i år 2000, at selvbiografi var den eneste genre, som transkønnede ville få lov til at tale i. Og jeg er slet ikke imod selvbiografier på nogen måde,« siger han. »Men ingen har lyst til at føle, at det er det eneste, de får lov til at sige.« Han beskriver, hvordan det indledningsvis var svært for ham at få antaget den bog, han gerne ville skrive. »75 procent af alle forlag, som min agent og jeg viste bogen til, sagde, at hvis det var en selvbiografi, ville de have købt den. Så jeg skylder stor tak til min agent for aldrig at sige: Kan du ikke bare skrive en selvbiografi i stedet?«

Også Torrey Peters fortæller om glæden ved at have fået mulighed for at udgive sin roman, men også om bevidstheden om, hvor langt der stadig er igen, når det kommer til ligestilling og lige muligheder for transforfattere: »Jeg har skrevet en bog, som i bund og grund er en transversion af, hvad der ellers kunne have været en kulørt bestseller for kvinder, så det giver mening, at de (på forlaget, red.) har tænkt: Hvis vi skal tage en chance med en transkvinde, så lad os tage en chance med hende her.« Peters taler om sig selv som en, der lige akkurat kunne passe ind i i hvert fald nogle af forlagenes forventninger, men håber, at man i fremtiden vil lukke endnu flere forskellige stemmer ind.

Noget sker i hvert fald. Også nonbinære forfattere som Akwaeke Emezi, Marieke Lucas Rijneveld og Andrea Lawlor har fået internationale gennembrud de seneste år. Verden åbner sig, når flere forskellige fortællinger kan fortælles. Det er – som disse to bøger viser – ikke kun narrativerne om transkønnethed, men også selve historien og de genrer, vi kender, der kan forandre sig, hvis flere forskellige stemmer, karakterer og perspektiver kan få mulighed for at bebo dem. Hvis de store forlag giver transkønnede forfattere mulighed for at fortælle og skrive på egne præmisser, kan vi alle blive klogere og verden blive rigere på nye og spændende litterære udtryk.

Jordy Rosenberg: ’Confessions of the Fox’. Penguin Random House, 352 sider, 160 kroner

Torrey Peters: ’Detransition, Baby’. Penguin Random House, 320 sider, 190 kroner

Alle citater i artiklen er oversat af skribenten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her