Bille Augusts filmatisering af digteren Thorkild Bjørnvigs erindringsbog om sit altopslugende venskab med Karen Blixen balancerer imponerende mellem det Hollywood-prægede schwung, der skal til for at lave en storfilm om to kunstneres diskussioner af kunstsyn, og den stilfærdige følsomhed, som er nødvendig, hvis den slags ikke skal virke oppustet.
Storfilmen Pagten skildrer den nære relation mellem den aldrende og internationalt anerkendte baronesse og dronning af dansk fabulerende litteratur (blændende spillet af Birthe Neumann) og hendes unge og håbefulde protegé (Simon Bennebjerg). Dramaet i såvel bogen som i Bille Augusts filmatisering findes i dialogerne og brevvekslingerne, og størstedelen af filmen foregår i de to hjem, Thorkild Bjørnvig er splittet mellem.
Et stille sted i Nordsjælland bor han med sin kone, Grete (Nanna Skaarup Voss), og deres søn Bo i et stråtækt bindingsværkshus. Med lidt god vilje ligger huset i cykelafstand til Blixens landsted, Rungstedlund, og god vilje skorter det ikke på fra Bjørnvigs side, da denne excentriske stjerne med den karakteristiske aristokratiske fremtoning i 1948 begynder at interessere sig for ham.
Helt forsimplet handler Pagten om, at Thorkild Bjørnvig har svært ved at vælge, om han skal være derhjemme hos sin familie, der gør, hvad de kan, for at give ham arbejdsro, eller hos sin selvbestaltede, dragende og djævelske mentor, hvor alt handler om Kunsten med det største k, man kan forestille sig.
Den inspirerede intellektuelle samtale flyder i Karen Blixens gemakker, og et enkelt formanende blik fra hende er nok til, at Bjørnvig tager sig sammen og pludselig formår at citere Goethe efter hukommelsen. Dialogerne har både karakter af subtile magtkampe, sublimeret erotik og lykkelig overgivelse. På hendes initiativ indgår de to en pagt om at stole ubetinget på hinanden og hellige sig kunsten, også når det kræver, at man hæver blikket over det liv og de forpligtende relationer, man ellers har gang i.
Gennemført storfilm
Historien om venskabet mellem den unge lovende digter og den ældre og af livet hårdt prøvede forfatterstjerne kunne snildt være afviklet som et intenst kammerspil. Men til trods for, at kernedramaet i Pagten altså udspiller sig inden for rammerne af brevpapir og forskellige dagligstuer, opleves den ikke som et sådant, men snarere som en visuelt gennemført storfilm.
Bille August har sat alle sejl til for at lave et periodedrama, og selv om der ikke bliver brugt særlig mange forskellige lokationer i forhold til Bille Augusts forrige film, den mere episk anlagte Lykke-Per fra 2018, giver iscenesættelsen og fotograf Manuel Alberto Claros billedside med mange elegant komponerede interiørbilleder lidt den samme følelse af at komme på tur i en flot genopført fortid.
Rundt om Bjørnvig og Blixen optræder en håndfuld bipersoner, der enten forstyrrer eller assisterer dem to i deres dyrkelse af kunsten og hinandens genialitet. Forretningsmanden og ostegrossisten Knud W. Jensen, der senere etablerede kunstmuseet Louisiana, optræder i Anders Heinrichsens skikkelse som en dedikeret kunstmæcen, der både har en fast plads på gæstelisten i Rungstedlund og holder hof for kultureliten i sin egen moderne funkisvilla ud til Øresund. Herudover spejler han Thorkild Bjørnvigs åndsfraværende måde at være ægtemand på, hvad der giver Benedicte Jensen (Asta Kamma August) god tid til at lære Thorkild Bjørnvig at kende på tomandshånd.
Ud over den nordsjællandske kulturelites selskabsliv tager Pagten sit publikum med til den krigsprægede universitetsby Bonn, hvortil Thorkild Bjørnvig på Blixens opfordring tager på langvarigt studieophold uden sin familie.
Lunefuld autoritet
At basere et venskab på en pagt er så højstemt, som det kan blive, men det er sådan, Karen Blixen opererer. Som det mest selvfølgelige i hele verden taler hun om velsignelser, forbandelser og aftaler indgået med selveste djævlen. Det fyger med ord som »frihed«, »mod« og »kald«, og det går hårdt ud over familielivet hjemme i det lavloftede hus. I Blixens optik, som Bjørnvig er tilbøjelig til at give sig hen til, er livet ikke noget, der bare skal fungere og give mening i betydningen gøre gavn. Mening opstår først, når man giver sig hen til sin skæbne, der per definition er større end de projekter, man går og har for sig selv eller sammen med andre. Bjørnvig og Blixens venskab handler heller ikke om at have det godt eller hygge sig, det handler om at forløse den størst mulige kunstneriske udladning.
Blixens foragt for det prosaiske, ægteskabelige liv kommer indirekte til udtryk i hendes bestræbelser på at holde Thorkild Bjørnvig på sikker afstand af »den håbløse småborgerlighed«, han efter hendes mening lider af. Og den kommer direkte til udtryk, når protegeen efter et månedlangt ophold på Rungstedlund siger, at han vil tage hjem til sin kone.
»Kan De citere et eneste værk med ordet ’kone’?« spørger hun og svarer selv: »Nej!« Og så er det kommunikeret, hvad hun mener om den sag. Den type oneliners, der driver af arrogance til seks stjerner, er en af Pagtens helt store attraktioner. Karen Blixen var om nogen en forfatter, der forstod at tale i tungt ladede, fyndige udsagn, der gør sig godt på citat (og på Gajol-pakker), og de fungerer også mere end godt som replikker i et højspændt samtaledrama. Det er jo både sigende og sjovt, når Karen Blixen fnyser: »Deres evner med ord rækker lige præcis til, at de kan overbevise dem selv,« når Bjørnvig siger noget, hun ikke bryder sig om.
Paradokset i deres relation er hele tiden, at det fælles mål er at frigøre og forløse Bjørnvig som digter og menneske, men han skal hele tiden tage imod hendes instrukser til, hvordan han præcis skal være fri. Blixen er en lunefuld mester, og selv om Pagten helt forsimplet kan beskrives som historien om et anerkendelseshungrende pjok, der underlægger sig en kontrolsyg autoritet, er dynamikken mellem Simon Bennebjergs tvivlende og tøvende Thorkild Bjørnvig og Birthe Neumanns viljestærke Karen Blixen grundlæggende interessant at se på, fordi den er så godt ramt.
Neumanns suveræne bævren
Pagten er fortalt i et filmsprog, hvor de fleste kan være med og eksempelvis forstå, hvad symbolikken handler om, når Thorkild Bjørnvig overnatter på Rungstedlund og idet, han skal slukke natlampen, ser en natsværmer, der flakser rundt i lampeskærmen. Den søgte bare den største lyskilde, den kunne finde, og pludselig var den fanget.
Når filmen dyrker sit centrale dilemma så konsekvent pædagogisk, kunne det for denne anmelder let kamme over og blive så svulstigt, at det var svært at tage alvorligt, men den reaktion bliver afværget af det over hele linjen ret fantastiske skuespil. Der findes rigtig mange gudsjammerligt kedelige eksempler på ’svigtet kvindelig biperson med romantisk relevans for mandlig hovedperson’, men i Pagten er de underordnede kvinderoller, Benedicte Jensen og Grete Bjørnvig, skildret som kvinder med egne ønsker og mærkbar integritet, og de bliver spillet, så de fremstår totalt fulde af liv. Det klæder filmen, fordi det giver modstand til den besidderiske baronesses forsøg på at gøre dem til nogle, der lokker Bjørnvig væk fra det, livet i virkeligheden går ud på.
Simon Bennebjerg fremstår troværdig som en formbar ung mand, der egentlig vil det hele, men som for en tid lægger sin vilje i hænderne på en ældre autoritet, der både skaber muligheder for ham og fortæller ham, hvordan han skal vælge mellem dem.
Men mest stråler Birthe Neumann, der doserer det djævelske i rollen, så det aldrig bliver decideret dæmonisk. Hun formår at pendulere mellem fremstillingen af Blixen som en fast klippe og som et skrøbeligt menneske plaget af syfilis og smertefulde behandlinger mod den. Den bævren, der hele tiden foregår i Birthe Neumanns ansigt, er det bedste ved filmen, også fordi man ser, at der er hul igennem til en (djævelsk) humor omme bag ved alvoren. Ligesom der er det i Karen Blixens forfatterskab, der ellers er ladet med stor og pompøs alvor.
’Pagten’. Instruktion: Bille August. Manuskript: Christian Torpe efter Thorkild Bjørnvigs erindringsbog af samme navn. Fotografi: Manuel Alberto Claro. Dansk. Varighed: 115 minutter. Vises i biografer over hele landet.
Bogen skildrer jo den infame side af Blixen. Det lyder til, at filmen i et omfang også lykkes dermed.
Tak for advarslen. Lyder til at være lige så kedelig finkulturel som Blixens værker.
Bille August kalkulerer med at han får en Oscar for denne film. Han kender godt amerikanernes næsegruse beundring for Blixen, så nu kan bare læne sig tilbage og vente på trofæet.
Tak til Arne Lund for hans præcise analyse af Blixen værker og den skjulte dagsorden for Bille. Man måber over klarsynet.
Arne, havde du tilføjet et "sandsynligvis" eller lignende efter kalkulerer ville din kommentar fortjene min anbefaling, men jeg er lidt allergisk overfor postulater, men der er velsagtens noget om snakken.
"Kedelig finkulturel" er nok det fjerneste, man kan karakterisere Blixens værker som..
"Karen Blixen skrev allerede mens hun var i Afrika, men det var først efter sin endegyldige hjemkomst til Danmark, at hun udgav sine fortællinger. Hun udkom til at starte med på engelsk med 'Seven Gothic Tales' (1934), skrevet under pseudonymet Isak Dinesen, som hun fik stor succes med. Bogen udkom året efter på dansk med titlen 'Syv fantastiske fortællinger'. Senere er der kommet et stort antal værker, og Karen Blixen har vundet stor anerkendelse over hele verden.
Blixens forfatterskab er for en stor del atypisk for sin tid, da historierne sædvanligvis foregår i aristokratiske miljøer i tiden ca. 1770-1848. Men forfatterskabet skriver sig samtidig ind i sin samtid ved at beskæftige sig med det oprindelige, det primitive, som også var litteraturtendensen i Danmark i 1920-erne og 1930-erne. Og det eksistentielle aspekt, der er til stede i stort set alle fortællingerne, var en tendens i 1940-ernes øvrige danske litteratur. Set i det lys var Karen Blixen moderne og på linje med sin tid.
Hendes historier er bygget op over "de store fortællingers" mønster. Dvs. at forfatteren er en stedfortræder for den skabende Gud og med sin fortælling skaber et ordnet billede af verden. Flere historier er skrevet efter "det kinesiske æskeprincip", hvor én historie ligger inden i en anden historie, som igen ligger inden i en tredje osv. Der er et gennemgående fortællende forløb i teksterne og opbyggelige budskaber. Hendes fortællinger betyder altid noget andet og mere end det, der umiddelbart fortælles."
https://litteratursiden.dk/forfattere/karen-blixen
PS. Og hvis Bille August får en Oscar, hvad er der så galt i det?
Eva svaret på dit PS er, intet ;o)
Jan, hvorfor er du så enig i, at Bille August "kakulerer med" at få en Oscar, fordi han kender amerikanernes smag?
Det er ligesom at sige, at det er begrundelsen for at lave filmen.
Iøvrigt er det ikke længere kun amerikanere, der sidder i komiteen, selvom den da er sammenspist.
Jeg synes godt man kan beundre en film om en stor, dansk personlighed og forfatter, der blev verdenskendt for sine fantastiske fortællinger uden at gå i selvsving.
Ville der have været samme nedladende bemærkninger over En film om H. C. Andersen eller Søren Kierkegaard?
Kalkulerer, skulle der stå.
Eva " Og hvis Bille August får en Oscar, hvad er der så galt i det?"
Er det ikke lige lovligt kalkulerende?
For os der nyder Badehotellet er der ikke noget overraskende i at Birthe Neumann avancerer til Blixen og Bille.
Arne Lund, jeg forstår stadig ikke din pointe.
Mener du, det er kalkulerende at vinde en Oscar, og/eller at have ambitioner om det?
I så fald må en hel del filmskabere kaldes kalkulerende..
Men det er måske selve Oscar-eventen, der trigger din foragt?
Eller filmpriser i det hele taget..?
Eller også er det at lave film om en lavadelig forfatterinde?
Eller at instruktøren før har vundet en Oscar?
Det er ikke til at finde ud af.
Problemet for Blixen er, at vi ikke for alvor har en tradition for at lære litterær humor at kende. Reelt er hun - som det antydes sidst i anmeldelsen - en af vore morsomste forfattere, på linje med Kierkegaard.
'Sidste Fortællinger' er decideret erotisk OG humoristisk; men det kræver, at man ikke tager ordet blot for pålydende, hvilket der desværre er en tendens til blandt yngre forfattere.
eva jamen jeg er da hverken enig eller uenig, når jeg skriver velsagtens noget om snakken, så betyder det såmænd bare at jeg tror Bille gerne vil have en oskar, og måske ! bevidst har lavet en film med det potentiale, akkurat som det måske ! er bevidst, at han har valgt en populær person fordi det giver et større publikum,
men begge dele er selvfølgelig helt legitimt,
at jeg så egentlig ikke er interesseret i personen blixen, eller for den sags skyld mange andre kendte, kan muligvis medføre en vis bias i min mening om filmen og motivationen for at lave den.
steffen hvem der er morsom og hvad der er morsomt, er vist også lidt et spørgsmål om smag, og så ville jeg kun overveje at udtale mig om "hvem der er morsomst"
i mine øjne,
og kun hvis jeg havde læst dem alle,
jeg har læst et ocean af bøger, men jeg vil helst ikke beskyldes for at være litterær ;o)
et PS til Eva, og så tror jeg sådan set den vigtigste motivation trods alt er, at Bille finder Blixen interessant.
Jan, det PS tror jeg, du har mest ret i.
Desuden har Bille August udtalt, at han kan genkende sin egen distance til familien, fordi han lod sig opsluge af kunsten.
Så der er nok en hel del spejling igang ! ;-)
En stor del af Bille August film er baseret på romaner.
Pagten (filmen) har jeg ikke set, men bogen har jeg læst. Den må vel betegnes som erindringer.
Vil man tættere på, kan man nu om dage se Morten Henriksens fortræffelige dokumentar Bag Blixens maske fra 2011 på Filmstriben. Her interviewer MH sin far, Aage Henriksen, om dennes forhold til Blixen.
Eva Schwanenflügel - Ja, jeg mener, at Bille August er kalkulerende fordi han kender amerikanernes forhold til Blixen. Skabende folk/kunstnere kan sagtens være lige så beregnende, og satse på det sikre, og det der giver cash som alle andre.
August filmer stort set kun bøger, der har været bestseller, vælger det sikre - Pelle Erobrereb, Åndernes Hus, Frk. Smilia, Lykke-Per m.fl. Jeg har ikke set, at han nogensinde (?) har givet sig ud på den tynde is, og givet sig i kast med noget, der kunne give bagslag. Så hvis ikke kunstneren tør løbe en risiko, så får vi en behagekultur, der stryger sit publikum med hårene, bekræfter folks opfattelser af dette eller hint.
Heraf følger, at jeg anser Oscar- o g andre prisuddelinger i øvrigt for at være branchens selvbenovende bunkepul. Også her satses der på det sikre, og det "alle" kan lide, og som ikke fornærmer nogen. Hvorfor mon de afholdes så mange alternative filmfestivaler som modvægt mod Hollywoods orgie i candy floss?
Giv hellere pengene og opmærksomheden til talenter der er på vej og som har brug for støtte og opmuntring for at kunne udvikle sig. De etablerede navne skal nok klare sig.
Mht. Blixen - jeg har læst en del af kendes værker - Gengældelsens veje, Syv fantastiske fortællinger, og gik også i gang med Min afrikanske farm - men opgav halvvejs inde i bogen. Hendes opstyltede, slæbende sprog og fortælle plots kedede mig enormt. Ikke fordi hun er baronesse - det må hun gerne være - men hun er simpelthen (for mig) kedelig - og det er vel legitimt, at mene det? Andre finder hende læseværdig, og dem om det.
Det er en meget vellykket og velspillet film. Denne anmeldelse rammer plet.
Det, der slog mig mest var, hvor ekstremt manipulerende Blixen kunne være.
Arne Lund, mange tak for dit uddybende svar, der til dels forklarer din aversion mod Bille August og Karen Blixen.
Sat sammen til en film bliver det nok værre..?
Når jeg skriver "til dels", er det fordi du, måske som mange andre, kun hæfter dig ved Bille August som mere international filminstruktør, men fuldstændig overser hans danske film, hans socialrealistiske værker, og hans Bergmann influerede periode.
Se her:
"Filminstruktør og manuskriptforfatter. Født 9/11-1948 i Danmark.
Bille August startede sin filmkarriere som fotograf. Han blev uddannet på fotografskole i Stockholm og på Den Danske Filmskole (afgang 1973). Hans gennembrud som instruktør og manuskriptforfatter kom i 1978 med "Honning Måne". Den blev efterfulgt af "Zappa" (1983) og "Tro, Håb og Kærlighed" (1984) - begge resultater af et samarbejde med forfatteren Bjarne Reuter. De tre spillefilm blev suppleret af bl.a. TV-serien "Busters verden", der også endte i en filmudgave.
Bille August blev et stort navn i den internationale filmverden med Oscar-, Cannes-, Bodil- og Robert-vinderen "Pelle Erobreren" (1987).
Sit talent og sine muligheder brugte Bille August efterfølgende på en kombination af Ingmar Bergman-initierede skandinaviske film og større internationale satsninger som "Den gode vilje" (både TV-serie og film), "Åndernes Hus" (1993), "Jerusalem" (1996), "Frøken Smillas fornemmelse for sne" (1997), "De Elendige" (1998), "En sang for Martin" (2001), "Farvel Bafana" (2007), "Marie Krøyer" (2012) og "Stille hjerte" (2014).
Bille August har genremæssigt arbejdet meget bredt med film. Han har filmatiseret både klassikere, børne-/ungdomsfilm, svenske periode-dramaer og close-up socialrealisme - sidstnævnte eksemplificeret ved "En sang for Martin".
https://www.dfi.dk/viden-om-film/filmdatabasen/person/bille-august
Det er muligt, Bille August er en ambitiøs filmskaber, der ønsker at blive anerkendt for sine værker i den brede offentlighed gennem at vinde filmpriser, men når du anvender ordet "kalkulerende", kommer ihvertfald jeg mest til at tænke i blockbuster-baner, altså en økonomisk indbringende kendis-strategi, istedet for kunstneriske aspirationer og idealer om at blive bedre til at formidle store værker.
(Personlighedsmæssigt oplever jeg også Bille August som beskedenheden selv, men det er klart mit eget synspunkt.)
Med hensyn til Blixen har du naturligvis ret til at finde hende kedsommelig. Men "finkulturel" er hun bare slet ikke, snarere det modsatte.
Prøv at høre "Min afrikanske farm" på lydbog, det giver en anderledes indlevelse.
Jeg mener, jeg har hørt den indtalt af Bodil Udsen engang.
Men måske er du bare ikke til magiske skæbnefortællinger ;-)
Per Jakobsen, du skal lige huske på, at "Pagten" er skrevet af Thorkild Bjørnvig, og derfor udelukkende hans egen, ret så ensidige udlægning af begivenhederne.
Jørgen Stormgaard har skrevet to bøger om denne Pagt mellem Blixen og Bjørnvig, der dekonstruerer forfatteren som noget af en sølle person:
"I Karen Blixens forfatterskab finder man ofte personer, der hensætter andre i umulige situationer. Ikke mindst har Blixen et falkeblik for nølerne – dem, der skuffer andre menneskers forventninger, fordi de ikke kan beslutte sig.
Jørgen Stormgaards nye bog "Blixen og Bjørnvig. Pagten, venskabet og bruddet", beskriver forfatteren Thorkild Bjørnvig (1918-2004) som netop sådan en nølende mand. Bogen fortæller, hvordan Bjørnvig i den periode, han beskriver i erindringsbogen Pagten (1974), lod ikke mindre end tre elskende kvinder i stikken: Karen Blixen, hustruen Grete og elskerinden Benedicte.
Hermed dekonstruerer Stormgaard effektivt hovedintrigen i Bjørnvigs erindringsværk Pagten, hvor Bjørnvig fremstiller sig selv som en tragikomisk marionet i Blixens spind. Sin ubeslutsomhed lægger Bjørnvig ikke skjul på, men meget andet i Stormgaards bog afslører reelt Pagten som en autofiktion, hvor fortælleren fremstiller begivenhederne, som de klæder ham bedst."
Det var fx ikke Blixen, der opfordrede Bjørnvig til at få sig en elskerinde:
"Affærens tredje kvinde, Benedicte, fik i 2013 sin egen biografi, Niels Barfoeds gribende Benedicte, der modtog Brandesprisen i 2013 og Rungstedlundprisen i 2017. Jørgen Stormgaard tilføjer her vigtigt nyt ved at vise den kronologiske sammenhæng mellem den psykisk syge Benedictes selvmord og udgivelsen af Pagten året efter. Måske udløste Benedictes skæbne et behov hos en skyldbetynget Bjørnvig for at fralægge sig ansvaret? I hvert fald udnævner Bjørnvig Blixen til den egentligt ansvarlige for affæren, uden at fortælle, at det ikke var Blixens, men vennen Knud W. Jensens idé at sende sin unge kone på ’opmuntringsbesøg’ hos Bjørnvig i Bonn! De mænd passede vist bedre på deres venner end på kvinderne i deres liv.
Bekvemt nok var både Blixen og Benedicte døde, Grete Bjørnvig ikke i stand til at protestere, og Knud W. Jensen sagde ikke noget. Dermed slap Bjørnvig for de offentlige brokkerier, som nutidens autofiktionelle forfattere må døje med, når de udnytter andre menneskers liv i deres kunst."
https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2018/06/thorkild-bjoernvig-...
Det kunne være forhåbningen, at en dygtig filminstruktør lavede en film set fra kvindernes side en skønne dag.
Uddybning: når jeg skriver "overser hans danske film" burde jeg have skrevet:
Overser hans internationalt ukendte danske film og svenske tv-serie.
Hvad hjælper det, at man har læst Blixen, Bjørnvig, Barfoed og Stormgård, hvis det der skal diskuteres er Bille, og man endnu ikke har været i biografen og set hans film.
Bille kan da noget med billeder, hvorimod SAMTALEN næppe er ham.
Deadline på DR2 i lørdags var en tom omgang. Såvel første halvleg med Bille og Bjarne, som anden ditto med Informations anmelder og Rungstedlunds direktør.
Den megen omtale kan munde ud i kun at få det allermest elementære frem og det i et noget kulørt lys.
Maj-Britt, min kommentar til Per Jakobsen var jo netop foranlediget af,at han havde set filmen - men var "overrasket over, hvor ekstremt manipulerende Blixen kunne være."
Det indtryk syntes jeg ikke skulle stå uimodsagt, når der foreligger beviser for en helt anden historie end hos Bjørnvig.
Et af problemerne med bøger skrevet eller film lavet over såkaldt autobiografiske, men i virkeligheden subjektivt vinklede og anekdotiske beretninger er, at publikum (læser/seer) opfatter dem som veritable sandheder.
Desuden forekommer det mig lidt besynderligt, at Blixens liv og forfatterskab ikke bør diskuteres, når det er en del af filmens omdrejningspunkt..?
Tak til Eva S for at nævne en anden indfaldsvinkel til historien end Bjørnvigs egen. Jeg vidste ikke den fandtes.
I fremstillingen af baronesse Blixen i Billes film oplevede jeg, som skrevet tidligere, at hun manipulerede med alt og alle, og i særdeleshed med Bjørnvig.
Dog uden at virke usympatisk, nærmere ret så karismatisk. Jeg har spekuleret på, om den rigtige baronesse var så karismatisk, eller karismaen skyldes fru Neumann ;o)
Bjørnvig fremstår i filmen, som jeg ser det, som et nokkefår der alt for længe lader sig piske rundt i manegen af baronessen. Flere gange sad jeg og tænkte "Sig nu for fanden fra over for den hejre!".
Hans kone Grethe fremstilles som en kærlig og stærk kvinde, der hen ad vejen formår at få sagt fra.
Mine forudsætninger inden filmen var stort set lig NUL. På vej hjem fra bio talte vi om, at det nok kunne være interessant at besøge Rungstedlund, så en interesse er vakt.
Husk, at film skal ses i biografen - 'Bag Blixens maske' ser vi, af gode grunde, på Filmstriben ;o]