Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Daniel Dalgaard har begået en feberhed roman om nazister på Bornholm og turister i Thailand

En olding sidder i kørestol på kanten af en pool, og en ung kvinde rejser Asien rundt, mens tsunamien fra 2004 ulmer i horisonten. Trådene fletter sig i romanen ’Sfinx’ sammen til en fascinerende fortælling om almindelig modbydelighed
Dalgaard har tidligere udgivet digtsamlingerne Vi er ikke konger (2013) og Spejlkamel (2015).

Dalgaard har tidligere udgivet digtsamlingerne Vi er ikke konger (2013) og Spejlkamel (2015).

Lea Meilandt

Kultur
13. august 2021

Hvad er det, der først går på fire ben, siden på to, og til sidst på tre? Sådan lyder sfinxens gåde, som Ødipus i tragedien løser med svaret: et menneske. Spædbarnet må først kravle på alle fire, den voksne rejser sig på to ben, og i alderdommen må man støtte sig til stokken.

Daniel Dalgaards (f. 1987) nye roman med titlen Sfinx vender på sin vis gåden om, så den i mere jeopardyagtig ordstilling lyder: Hvad er et menneske? En sfinx, en gådemaskine, er løsningen her.

For det er en myriade af fejlbarlige skæbner, man møder i romanen, som åbner mesterligt med en rablende monolog fra oldingen Jan Schnecker, der er lam og sidder i kørestol. Hans datter har alligevel transporteret ham med på ferieresortet Paradise Beach i Thailand.

Den helt friske hjerne i grøntsagskroppen, hvor kun øjnene kan bevæge sig, reciterer resigneret sin livshistorie for sig selv. Han voksede op på Bornholm under besættelsen, og en dag ankom realiteterne til klippeøen:

»Det var et rædselsfuldt år der begyndte med at jeg fandt et lig, og derfra gled tingene lidt ud af kontrol«.

Tsunamien kommer

Mildt sagt. Jan Schnecker var ikke bare albino og ildeset med sit tyskklingende navn i krigstiden, han var også den ene uægte søn af en aldrende husholderske, der kun syntes at trække vejret af pligt. 

Den store dreng og hans mor bor og arbejder og tolereres kun akkurat i huset Norresân i Gudhjem, hvor en kunstner og hans familie bor.

Man må selv lægge brikkerne til, at det er maleren Oluf Høst og hustruen Hedvig Wiedemann Høsts bolig – i dag museum. Høsts hustru, der selv har været kunstner, er blevet vanvittig af lediggang og vandrer gulvbrædderne tynde, mens parrets søn melder sig til Hitlers hær og dør ved fronten. Her spøger fremtiden for læseren, der kan genkende prominente personligheder som forfatter Ole Wivel og Louisiana-stifter Knud W. Rasmussen blandt nazisønnens bekendte.

Men tjenestefolkene Jan og mor betragter borgerstandens diskussioner med udeltagende miner, som om de allerede ved, at de vil blive glemt, når historieskrivningen skal finde sine vidner. 

Jan er sådan en, som andre lader deres ophobede følelser gå ud over. Nogle gange er det kunstnerelitens ulykker, andre gange er det kærlighed, som den jødiske flygtning Karolina med de afmagrede hofter forsøger at give ham. Han kan ikke finde ud af at tage imod noget af det.

Alt det fortæller han fra poolkanten, som er romanens nutid. Året er 2004, måneden er december, og at tsunamien snart vil ramme den thailandske kyst er endnu et fremtidsspøgelse, kun læseren kan ane. 

Menneske uden historie

Men noget vil ske, så tråde kan flettes, forstår man, da Thea, en omtrent 20-årig backpacker fra Danmark introduceres. 

Hun rejser Asien rundt med et slet skjult håb om at blive optaget i et fællesskab, som hende, der er storkehøj og akavet, aldrig har prøvet. Mens Jan fortæller for sig selv, sidder hun buret inde på et hotelværelse og vil ikke gå ud af frygt for, om nogen vil genkende hendes ansigt. Indstik i teksten transskriberer samtalebidder, som det thailandske politi har fundet på hendes diktafon. Hvad har hun gjort?

Hvordan Dalgaard forløser mødet, vil jeg ikke afsløre, men det er elegant og overraskende. Og undervejs åbner romanen æske på æske af sidehistorier som den om de 27 flasker rådden mælk, der må sluges som et stædigt tegn på hengivenhed, eller de hagl, der borer sig ud gennem lamme Jan Schneckers kød, men som hans familie tror er bylder eller allergi. Men han kan ikke tale og forklare sig, og uden fortælling er mennesket ingen, synes romanen at sige. 

Thea slår sig på to grænsesøgende italienske piger og bestiller en thailandsk prostitueret, som hun vil have skal nyde hende oprigtigt – for hun vil omvendt så gerne have en historie, så hun kan blive nogen. Men hvad nytter det, hvis ingen gider lytte?

Rengøring og hærværk

Dalgaard har tidligere udgivet digtsamlingerne Vi er ikke konger (2013) og Spejlkamel (2015), og det er tydeligt, at ordene selv har lige så stor betydning som plotlinjerne i Sfinx. Dalgaard har et imponerende blik for at give små, ellers ubetydelige, men sansemættede ord og detaljer vigtige funktioner. 

Som bestyreren på hotellet, der frustreres over, at hans lamper går i stykker, og at sengelinnedet går op; selv gæsterne bidrager til »denne konstante nedslidning der stjæler hans glæde ved at drive et godt hotel«.

Straks efter følger man stuepigen Suchadas vej gennem værelserne. At lure lidt på gæsternes beskidte vasketøj, det kan man sætte sig ind i. Men det viser sig, at hun ødelægger sin arbejdsplads i smug. »Rengøring og hærværk, det kan ingen forstå, ikke engang hende selv,« lyder en af romanens aforismer. Sfinx leverer nærmest et forsvar for, at poetisk præcision er essentielt for at skabe drama.

Samtidig fungerer Paradise Beach-resortet som en magnet, der trækker stemmer fra både Thailand og Danmark til sig.

Selv om Jan og Thea fylder mest, flakker synsvinklen, som var den et rastløst kamera, så vi nogle gange følger handlingen helt nede fra backpackervenindernes fødder, der er babybløde af at have været i fiskespa, og andre gange ser bizarre scener fra den ufølsomme hud på Jans krop, som alligevel afgiver sveddråber i varmen.

Bedrevidende overdommer

Thea og Jan har aldrig passet ind nogen steder, men er blevet tolereret som sultne hunde ved bålet af de fællesskaber, de har nærmet sig. I stedet er de blevet skarpe iagttagere, men de forstår ikke rigtig at gribe ind eller afkode, om det er ondskab eller godhed, de ser.

I barndommen skriver Jan en rygtebog om livet på Bornholm, som en tysk officer opsnapper, og officeren beskytter ham i krigens sidste kaotiske dage, før russerne kommer. Som tak for informationen eller som en kat, der leger med sin mus? Jan følger viljeløst med.

Samme apati sidder dybt i Thea, når hun betragter skænderier mellem de lokale og turister om regninger eller forhåndsaftaler, hvor det ikke altid er klart, hvem der er skurken.

Indimellem savner man, at Thea eller Jan også selv reagerer eller reflekterer, måske endda snyder sig selv – for det er en roman, der er så optaget af psykologiske spil og livsløgne, at det føles ufuldstændigt, at de bare skal sanse, og endda på enslydende måder. Der er nemlig en vis overdøvende alvidende fortæller, som har en tendens til at pådutte karaktererne sit register. 

Eksempelvis tænker en dansker således om sin underdanige tjener på resortet:

»Han får sikkert en bedre løn her end de fleste andre steder han kunne få arbejde, tænker Jørgen i et af den slags forsøg på at rationalisere det der kendetegner skyldsplagede skandinaver som i virkeligheden slet ikke er så skyldsplagede igen«.

Nogle gange tror jeg, at digteren slet skjult i den alvidende fortæller egentlig helst selv ville skrive gammelkloge sandheder om mennesket i stedet for alt det bøvl, det er at indlejre afgrænsede perspektiver i karakterer. Men den civilisationskritik, der så kommer ud, savner krop at forankre sig i og kommer til at lyde som letkøbt moralisme fra elfenbenstårnet. 

Fra bugen af moralen

Ferieparadiset, der i virkeligheden viser sig at være udbytningshelvede på jord, er et velkendt litterært sted. Jonas Eikas prisbelønnede Efter Solen skildrer et brutalt og liderligt fællesskab blandt strandopvartere på et mexicansk resort. Og i Michel Houellebecqs forfatterskab, hvis blaserte outsiderkarakterer Dalgaard synes meget inspireret af, er sexturisme og nudistresorter genstand for lige dele moro og oprigtig skuffelse over, at intimitet ikke er, hvad det har været.

Men Sfinx skiller sig ud fra forbillederne ved at være mere allegorisk. Det er snarere de grundlæggende spørgsmål om dominans og fællesskabstrang, der gør romanen spændende, og ikke det mikrokosmos af global dynamik, som Paradise Beach repræsenterer.

Dalgaards karakterer, der smyger sig langs verdenshistoriens paneler, og som man aner, at flere verdenskrige, torturregimer og tsunamier vil ramme, er nederdrægtige. Men de kunne også meget let ligne én selv.

Det er det besættende ubehag, der får en til at sluge siderne i Sfinx, og det er handlinger og historier drevet af lede og afmagt, der får en til at spørge: Er modbydelighed virkelig alt, som kræves for at blive menneske? 

Daniel Dalgaard: ’Sfinx’. Gutkind, 411 sider, 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her