Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Fyr og Flammes 80’er-pop er som et billedrørsfjernsyn med elendige antenneforhold

De danske MGP-vindere Fyr og Flamme lever ikke op til deres navn, men giver nationen retromani for fuld pastiche. Det er trygt og behageligt som en udmast sofa i dit barndomshjem. Og lige så kunstnerisk udfordrende

Det er Jesper Groth (t.v.) der synger for, imens Louis Emmanuel spiller med og står for tekst og komposition.

A:larm Music/Universal Music

Kultur
25. august 2021

»SYNG DINGELING MED MIG / OM LIVETS SJOVE LEG. / SÅ SYNGER JEG MED DIG / EN TO TRE OG HEJ« lød det i Michael Strunges digt »DANSKPIP (GRAND PIS)« fra punkdigtsamlingen SKRIGERNE! fra 1980.

Det var dengang, der var klare skel mellem det hippe, alternative og det populære, konventionelle. Dengang, man ikke både kunne gå til punkkoncert i Saltlageret og lytte til ABBA eller Birthe Kjær derhjemme. Dengang der var klare hierarkier, og hvor diskerne og punkerne ikke minglede.

Siden fulgte de ironiske 90’ere, hvor inderligheden blev afløst af kitsch, vilde genrehybrider og farvestrålende gigapop fra Aqua og Spice Girls. Ja, hen imod slutningen af 90’erne skete det forunderlige, at det blev okay at danse til ABBA og Britney Spears og parallelt nyde støjrock og britpop. Det var slut med guilty pleasures.

Der må være en blondekant

I det lys virker Strunges væmmelse ved Melodi Grand Prix’ banaliteter umoden og snobbet i dag. Men jeg hiver ham nu alligevel frem, fordi selv i en grænseløs musikkultur må der stadig være en blondekant. Og et kvalitetskrav.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Bo Stefan Nielsen

Tak for Strunge-digtet. Fyr & Flamme er poppens svar på Bubbers Badekar.

Ærgerligt at i har brugt tid på det album.
Jyllandsposten anmeldte ved samme lejlighed “Blind vej hjem” debut album, det skulle i hellere lytte til.

i?