»Mine værker er breve, jeg sender ud i verden,« forklarer Klaus T. Søndergaards hospitalstøjsklædte, sengeliggende Sven Dalsgaard til Christina Elisabeth Mørkøres polske sygeplejerske, der så nænsomt og kærligt tager sig af ham under hans sidste tid på sygehuset i Randers i 1999.
Sceneriet med hospitalssenge og mennesker i hvide kitler er rammefortællingen for dramatiker Jesper Brædstrup Karlsens fortælling om Sven Dalsgaard. Herfra springer fortællingen frem og tilbage i tid og besøger specifikke tidspunkter i Dalsgaards liv – som for eksempel hans fødsel – og episoder, der illustrerer mere generelle og dominerende følelser – som hans evige higen efter at høre til og være en del af et fællesskab.
Klaus T. Søndergaard er intens og nærværende i rollen som den randrusianske multikunstner. En rolle, som han deler med en lige så velcastet Holger Østergaard, hvis alternative udgave af kunstneren er hans overmenneskelige kunstnerjeg, som med sit storhedsvanvid står i kontrast til Søndergaards mere menneskelige og følsomme fortolkning af mennesket Dalsgaard.
Det er en hårfin balance, at få to skuespillere til på velfungerende vis at stå sammen på scenen og spille to sider af samme rolle, men i fortællingen om Sven Dalsgaard, der netop dyrkede dobbeltheden og sin indre tvilling, giver det mening.
Moqi Simon Trolin forstærker i sin instruktion Brædstrup Karlsens tekst, der som en uforudsigelig rutsjebane bevæger sig op og ned af hele følelsesregistret, uden at det på noget tidspunkt kammer over og bliver for platkomisk eller for tårepersende sørgeligt.
Gentagelser og dobbelthed
Scenografien i en forestilling om en billedkunstner er væsentlig. Ted Pierce, der har stået for hele det visuelle udtryk med scenografi, kostumer, lys- og videodesign, har formået at skabe et udtryk, der på samme tid er sit eget, men også fremviser Dalsgaards kunstneriske identitet.
Hele scenerummet er hvidt, som et blankt lærred, hvorpå fortællingen kan males, ligesom gengivelser af Dalsgaards værker vises med lysprojektioner og mimes i små stregtegninger. Gentagelserne, som var så vigtige for Sven Dalsgaard, ses i både det visuelle og høres i ordene hos eksempelvis koret.
»Han hedder Dalsgaard. Han hedder Dalsgaard,« messer de og gentager dermed igen og igen en sætning fra det sidste, som Dalsgaard nogensinde skrev.
Den musikalske side har fået en fremtrædende plads i Sven fra Randers. Kapelmester Jens Hellemann, der er komponisten bag, står selv på scenen som musiker og dirigent for de seks personer fra Randers Teaters kor, som er aktive medspillere i iscenesættelsen.
Moqi Simon Trolin har formået at implementere koret – både dets fysiske tilstedeværelse og som lydside – som en medskabende del af iscenesættelsen. Fra første strofe, hvor koret – der som kapelmesteren og skuespillerne er iført hvide hospitalsuniformer – med staccato du-lyde gengiver Dalsgaards hjerteslag på hospitalsstuen, er de en uundværlig del af iscenesættelsen.
De skaber baggrundsmusik og –lyd, som giver modspil til det, vi ser på scenen, men de agerer også forstærkere af følelser, som når Klaus T. Søndergaard vrider sig i sengen i smerter, og de seks personer i koret gør det samme.
En fornemmelse af et menneske
»Alting er så forbandet dobbelt,« udbryder Klaus T. Søndergaards Sven, da han sidder ansigt til ansigt med Holger Østergaard som sit jakkesætklædte alter ego. De to, der ligner hinanden overraskende meget trods højdeforskel og forskellig påklædning, er begge sminket med mørke rander på kinderne, der får dem til at se gamle og sygelige ud. Men det er især gennem deres fremtoning og ekstreme nærvær på scenen, at de skaber en fornemmelse af den dobbeltsidede kunstner.
Da de to udgaver af Sven mod slut (både i forestillingen og i kunstnerens liv) sidder midt på scenegulvet i en tæt omfavnelse, vender Klaus T. Søndergaards ansigt ud mod publikum. Hans intense blik i de let opspilede øjne, de små trækninger i det sminkede ansigt og hans blotte kropsholdning fortæller os mere end tusind ord.
Mennesket Sven har brug for en sidste rejse gennem minderne, før han kan gennemføre det, han kalder sin »sidste happening« og »et meget vigtigt kunstværk, der hedder døden«.
Med Sven fra Randers får vi som publikum en følelse af at have truffet den virkelige Sven Dalsgaard, og gennem forestillingens smukke billeder får vi en forståelse af mennesket bag de velkendte kunstværker.
Forestillingen viser det alment velkendte – billederne, kunstværkerne og ordene, som Sven Dalsgaard har efterladt sig – men her er også et langt mere følelsesladet portræt af et menneske. En mand, der drømte om kærlighed og fandt den først hos sin far og siden på uventet vis hos pølsemanden Jens Fly. To roller, som begge spilles forrygende af Jesper Riefensthal, og som giver fornemmelse af en hel ny indsigt.
Der ligger tydeligvis utallige timers grundig research bag Jesper Brædstrup Karlsens dramatik, der forløses blændende i Moqi Simon Trolins iscenesættelse. Forestillingen er en smuk, men på ingen måde poleret hyldest til et bysbarn fra byens teater.
’Sven fra Randers’. Tekst: Jesper Brædstrup Karlsen. Instruktør: Moqi Simon Trolin. Visuelt design: Ted Pierce. Komponist: Jens Hellemann. Koreograf: Esa Alanne. Lyd: Lars Gaarde. Med: Klaus T. Søndergaard, Holger Østergaard, Lisbeth Knopper, Christina Elisabeth Mørkøre, Jesper Riefensthal, Jens Hellemann og Randers Teaters kor. Spiller på Randers Teater til den 11. september.
Tak for en inspirerende anmeldelse.