Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Gyserfilmen ’Candyman’ bruger byfornyelse til at fortælle uhyggelig historie om racisme

Sig hans navn fem gange, mens du ser dig selv i spejlet, og så dukker han op – og slår dig ihjel. Nia DaCostas ’Candyman’ er en politisk og socialt bevidst gyserfilm om hvide menneskers mangeårige overgreb på sorte i en ghetto i Chicago
Kunstneren Anthony McCoy (Yahya Abdul-Mateen II) bliver besat af vandrehistorierne om Candyman, der manifesterer sig og dræber alle dem, som siger hans navn fem gange, mens de ser sig i spejlet, i Nia DaCostas ’Candyman’.

Kunstneren Anthony McCoy (Yahya Abdul-Mateen II) bliver besat af vandrehistorierne om Candyman, der manifesterer sig og dræber alle dem, som siger hans navn fem gange, mens de ser sig i spejlet, i Nia DaCostas ’Candyman’.

SF Studios 

Kultur
26. august 2021

At den sorte amerikanske filminstruktør, manuskriptforfatter og producent Jordan Peele har et politisk projekt med sine film, er der vist ikke megen tvivl om. Hans to første film som instruktør, Get Out og Us, er på én gang humoristiske og mørke kommentarer til et USA fuld af racisme og ulighed, og samme røde tråd løber gennem hans eneste projekt – som producent og manuskriptforfatter – gyserfilmen Candyman, der er instrueret af Nia DaCosta.

Candyman er en efterfølger til Bernard Roses Candyman (1992), der var løst baseret på en novelle af Clive Barker, og handlede om en kvindelig journalists forsøg på at finde ud af sandheden bag vandrehistorien om Candyman – et morderisk spøgelse (spillet af Tony Todd), der dukker op og dræber én med sin jernklo, hvis man ser sig i spejlet og siger hans navn fem gange. Candyman var kunstner og søn af en slave, og han blev i slutningen af 1800-tallet tortureret og dræbt af hvide mennesker fra området, fordi han havde et forhold til en hvid kvinde.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

@ Christian Monggaard

Endnu en gang tak for en fin anmeldelse, der giver én blod på tanden (i overført betydning!)
til at se filmen.

Jeg synes, din opsummering er virkelig relevant :

"Jeg skal da heller ikke nægte, at det var med en vis usikkerhed, at jeg efter filmen så mig selv i spejlet, mens jeg legede med tanken om at sige hans navn fem gange. Jeg gjorde det naturligvis ikke; jeg er alt for overtroisk og mørkeræd."

For det er jo det evige spørgsmål, man stiller sig selv; hvorfor GØR de det?

Hvorfor går de ned ad trappen til (vaske)kælderen uden en lommelygte, (eller i det hele taget), når de nu VED, lyset ikke virker/plejer at gå ud?
Hvorfor går de alene hjem fra festen i de mørke gader, i stedet for at få et lift fra veninden?
Hvorfor glemmer de at lukke vinduet, når de låser døren?
Og hvorfor, hvorfor dog stille sig foran et spejl og fremsige en forbandelse imod sig selv???

Men okay, de fleste gyser/horror/thrillerfilm ville nok slet ikke fungere uden en god portion ufornuftigt overmod, for ikke at sige ren og skær dumhed, samt deus ex machina indgreb i handlingen..

Tanken melder sig, om jeg overhovedet kan komme i tanke om en film eller serie i disse genrer, hvor disse greb ikke finder anvendelse..?