Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Hvid mandlig journalist er taget på antiracistisk dannelsesrejse for at forstå Serena Williams' vrede

Journalist og tenniskommentator Anders Haahr Rasmussen forsøger i ’Al den vrede’ at forstå, hvad der skilte vandene, da man diskuterede, om Serena Williams’ raseriudbrud under US Open-finalen i 2018 var en reaktion på diskrimination eller bare forkælet opførsel
I sin nye bog behandler journalist og forfatter Anders Haahr Rasmussen spørgsmålene om, hvor Serena Williams’ vrede stammede fra den dag i 2018, hvor hun mistede besindelsen på tennisbanen, og hvad der forhindrede ham i at forstå den.

I sin nye bog behandler journalist og forfatter Anders Haahr Rasmussen spørgsmålene om, hvor Serena Williams’ vrede stammede fra den dag i 2018, hvor hun mistede besindelsen på tennisbanen, og hvad der forhindrede ham i at forstå den.

Mathias Svold

Kultur
27. august 2021

Da Serena Williams for tre år siden blev rasende på dommeren i US Open-finalen, gav det anledning til en bred debat, der gav genlyd langt uden for tennisverdenen, og som hurtigt stivnede i to positioner. Enten mente man, at dommerens usædvanligt hårde stil var udtryk for en racistisk diskrimination med historiske rødder tilbage til slavehandlen, eller også mente man, at Serena Williams spillede det såkaldte racekort, fordi hun var en dårlig taber. 

Anders Haahr Rasmussen kommenterede tenniskampen for Eurosport den dag, og han hørte til de sidste. Ved siden af jobbet som tenniskommentator er Anders Haahr Rasmussen også journalist med speciale i at bruge sine personlige erfaringer som afsæt for undersøgelser af de mellemmenneskelige brydninger, der præger vores samtid, en rejsende i efterrefleksioner over egne anfægtelser.

Hans sidste bog, En fandens mand fra 2019, handlede om, hvordan man som heteroseksuel mand gebærder sig i mødet med kvinder, når de normer, man blev formet af tilbage i sidste årtusind, er i opbrud. Dette – ret brede – spørgsmål blev behandlet i en blanding af selvbiografisk funderet essayistik og interviews med forskere og aktivister med et generøstt strejf af metaovervejelser over, hvad han egentlig ville med det hele.

Samme metode bruger Anders Haahr Rasmussen i Al den vrede – Serena Williams i en hvid verden, hvori han prøver at give det bedst mulige svar på, hvad der egentlig skete den dag i tennishistorien. Både på banen, hvor Serena Williams blev virkelig, virkelig vred, og i kommentatorboksen, hvor han sad og konstaterede, at hun overreagerede.

Historisk raseri

Spørgsmålene om, hvor Serena Williams’ vrede stammede fra, og hvad der forhindrede ham i at forstå den, bliver behandlet parallelt som et fundamentalt etisk spørgsmål med politiske implikationer. Et sted skriver Anders Haahr Rasmussen, at han gerne vil »forstå, hvordan et andet menneske er blevet til under andre vilkår end mine«, og bogen er tydeligvis skrevet på og med en tro på, at verden kan blive et bedre sted, hvis folk prøver at sætte sig i hinandens sted. At det så ikke er så nemt endda, bliver han som researchende forfatter, og man selv som (i øvrigt godt underholdt) læser mindet om igen og igen.

Serena Williams er sort kvinde i en hvid sport, hvor dommerne dømmer hende hårdere end hendes medspillere, og hvor ethvert følelsesudbrud meget vel kan blive tolket ud fra en racistisk fordom om sorte som mindre civiliserede end hvide. 

En ting er, at regler skal følges på tennisbanen, men Anders Haahr Rasmussen er ikke så naiv, at han opfatter sporten som et neutralt rum renset for alt andet end råt talent. Historien spiller også ind her, og den er for en sort kvinde som Serena Williams, der er vokset op i et kriminalitetshærget kvarter i Los Angeles, fuld af gru og uretfærdighed. Efter bogens prolog, hvori Anders Haahr Rasmussen gennemspiller den famøse tennisfinale, dykker han gennem bogens første to kapitler ned i Serena Williams’ familiehistorie.

Den del er til at tude over, så fuld af menneskelig ondskab, smerte og styrke er den. Allerede her kan jeg høre Anders Haahr Rasmussens fortællerstemme spørge, hvad mine tårer skulle gøre godt for, hvilket formål de mon ville tjene?

Det ville være underforstået i spørgsmålet, at min gråd godt kunne ske at være en lidt narcissistisk gestus, en måde at minde mig selv om, at jeg grundlæggende er god og aldrig ville have været voldelig, hvis jeg var vokset op som hvid i et samfund, hvor man slog unge sorte mænd ihjel for et godt ord og hellere ville efterlade en sort kvinde i fødsel i vejkanten end standse og give hende et lift til hospitalet.

Sådan er Al den vrede nemlig, der veksles hele tiden mellem malerisk fremmaning af den store historiske kontekst og kritiske analyser af forfatterens egne reaktioner. Det gælder også i kapitel 3 og 4, hvori han med stor pædagogisk effekt fortæller Serena Williams’ livshistorie ud fra to forskellige perspektiver.

Det historiske perspektiv er bogen igennem indlejret i en rejseberetning, for Anders Haahr Rasmussen holder sig ikke til skrivebordsjournalistikken, men er taget på en slags antiracistisk dannelsesrejse i USA, nærmere bestemt New York og Californien, med coronavirussen i hælene. Interviewene, og de dertilhørende nogle gange lidt selvsmagende reportageelementer med et generøst drys af livsstilsmarkører, fylder mere i bogens anden halvdel.

Inden USA lukker ned, når han at tale med begavede forskere, forfattere og en gammel studiekammerat samt at blive truet af en lokal sort mand i Serena Williams’ gamle kvarter, Compton, L.A. Bortset fra en, så vidt jeg kan se karikeret, nedgørende sammenligning af førnævnte lokale mand med vilde gadehunde, som stikker lidt ud, formår Anders Haahr Rasmussen at møde det, han ikke umiddelbart kan sætte sig ind i, med tænksomhed, nysgerrighed og selvkritisk sans.

Anders Haahr Rasmussen: ’Al den vrede - Serena Williams i en hvid verden’. Gyldendal. 248 sider. 250 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her