Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Kedsommelig ruinsex og græsk digter bliver aferotiseret i en lang klagesang af en operaperformance

Når den græske digter Sapfo mindes, hvordan hendes elskede smurte sig ind i velduftende olier og lod sig tilfredsstille på et blødt leje, eller når hendes fragmenterede tekster samles i ny poetisk dryppende poesi, så er det forførende og stimulerende, men når et performanceteam slikker på blomster og kravler gryntende og stønnende rundt på marmorgulvet i Glyptotekets festsal, så er det desværre bare patetisk
Kultur
25. august 2021
Sanselighed, ærlighed, skønhed og sårbarhed drukner i teater, performance, alvor, klichéer, postulater og vulgaritet i ’Dryppende stof’.

Sanselighed, ærlighed, skønhed og sårbarhed drukner i teater, performance, alvor, klichéer, postulater og vulgaritet i ’Dryppende stof’.

Ana Cecilia Gonzalez

Den græske digter Sapfo levede i det syvende århundrede fvt., og hendes digte er kun sparsomt bevarede gennem citater og senere nedskrivninger på dårligt bevaret papyrus. Alligevel klarer hendes poesi sig gennem tiden med dugfrisk sanselighed og psykologisk skarphed, så selv det mindste fragment synes at ringe med kunstnerisk værdi og rammer en nutidig læser både i hjertet og underlivet.

Den 19. august udkom Mette Moestrups og Mette Christiansens gendigtninger af Sapfo. Samme dag var der på Glyptoteket premiere på en operaperformance med en libretto lavet over disse gendigtninger og med musik og iscenesættelse af henholdsvis Matilde Böcher og Jules Fischer.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her