Født 1944 og med debut 1970 tilhører Laus Strandby Nielsen den tidlige halvfjerdsergeneration, som litteraturhistorikerne aldrig rigtig har kunnet bringe på begreb og sætte på en fiks fælles formel. Han er drømmer som Henrik Nordbrandt og fabulant som Rolf Gjedsted, han har sans for tomhed (ikke at forveksle med tomgang) ligesom Laugesen, har i lighed med Peter Nielsen blik for planter og fugle og kan som Marianne Larsen flirte med det syret surreelle, og der bor i ham en grinebider (med hang til gakkede anekdoter) a la nyligt afdøde Eske K. Mathiesen. Måske er den formmæssigt ofte så fjerlette Strandby med sine 11 originale bøger trods ret lange pauser en af holdets tungestvejende poeter.
Om det nye værk med den åbent paradoksale titel Halvvejs gennem uendeligheden, hans anden bog på Asger Schnacks Forlag, kan indledningsvis slås fast, at de 45 digte tematisk set mestendels kredser om ensomhed, tomhed og larmende stilhed. Men som så tit i hans digtning sker der en fordobling af det eksistentielle mønster, så der opstår et møde mellem verdens og digtets virkelighed:
