Lone Hørslevs nye roman – et ganske muntert stykke slægtshistorisk ’exofiktion’ – betegner på én gang et spring tilbage og fremad i tid. I forhold til samtids- eller næsten-nutidsromanerne Naturlige fjender (2008) og den firserskildrende Sorg og camping (2011) er hun rykket langt tilbage, nemlig til sin oldemors generation, men i forhold til den historiske roman Dyrets år (2014), som handlede om Marie Grubbe, hopper hun to et halvt århundrede frem og på hovedet ned til Københavns centrum, Pisserenden nærmere bestemt.
Her møder læseren via filmisk krydsklipning søstrene Ellen og Dagmar, begge først i tyverne og fyldt med appetit på livet. Af deres vredladne far, som dør i romanens prolog, har de fået at vide, at »det vigtigste, en pige skal lære, er at lave mad og holde mandfolk på afstand«, og af kvindeskæbnerne i kvarteret har de ved selvsyn lært, at den, der ikke kan styre sig, »selv må bære sin del af skylden og skammen«.
Men inderst inde kribler det i dem efter at dyppe sig i livet og se, om de kan give slip, når de elsker. Her har de ikke ligefrem nogen rollemodel i deres enkemor:
