Lone Hørslevs nye roman – et ganske muntert stykke slægtshistorisk ’exofiktion’ – betegner på én gang et spring tilbage og fremad i tid. I forhold til samtids- eller næsten-nutidsromanerne Naturlige fjender (2008) og den firserskildrende Sorg og camping (2011) er hun rykket langt tilbage, nemlig til sin oldemors generation, men i forhold til den historiske roman Dyrets år (2014), som handlede om Marie Grubbe, hopper hun to et halvt århundrede frem og på hovedet ned til Københavns centrum, Pisserenden nærmere bestemt.
Her møder læseren via filmisk krydsklipning søstrene Ellen og Dagmar, begge først i tyverne og fyldt med appetit på livet. Af deres vredladne far, som dør i romanens prolog, har de fået at vide, at »det vigtigste, en pige skal lære, er at lave mad og holde mandfolk på afstand«, og af kvindeskæbnerne i kvarteret har de ved selvsyn lært, at den, der ikke kan styre sig, »selv må bære sin del af skylden og skammen«.
Men inderst inde kribler det i dem efter at dyppe sig i livet og se, om de kan give slip, når de elsker. Her har de ikke ligefrem nogen rollemodel i deres enkemor:
»Moren var som en skuffe, nogen havde låst og smidt nøglen væk til for mange år siden. En skuffe, som Ellen engang havde været sikker på indeholdt noget spændende og eksotisk, men efterhånden accepterede nok bare var blevet som alle andre husmødre i Pisserenden: en skuffe fyldt med praktiske dimser og husgeråd og lister, beregninger, bekymringer. Formaninger om, hvad man gjorde og ikke gjorde, og hvad der var fint og ikke fint. Opskrifter på sandkage og sødsuppe og påbud og regler, som at man for eksempel altid skulle sige ’De’ og neje for fremmede og aldrig gå med mænd og slet ikke komme hjem med en unge.«
Lad os standse ved denne passage. Den er på den ene side en klasse- og miljøforankret karakteristik af kvindekår i København anno 1924, men på den anden side virker den også typisk Hørslev ved sit raske tempo og ikke mindst ledgenoptagelsesteknikken (3 x »en skuffe«) og det talesprogsprægede skift fra færdigbyggede sætninger til dynamisk ophobning af punkter. Sådan har forfatteren også tit skrevet i sine digtsamlinger fra og med debuten Tak i 2001. Det interessante, både indholdsmæssigt og stilistisk, er imidlertid, at passagen desuden bærer umiskendeligt præg af 1920’erne. Ikke for intet citeres (og optræder faktisk!) i bogen hyper-ekspressionisten Harald Landt Momberg (Parole, 1922), og søreme om ikke det tillige lykkes at smugle selveste kollega Tom Kristensen ind i skildringen af et løssluppent aftenselskab i Hellerup nær Sundet, finurligt klippet ud af eller kalkeret over hans roman Livets Arabesk fra 1921!
Forekomsten af kendte historiske personer, foruden de to nævnte især smørrebrødsmagnaten Oskar Davidsen (1859-1920), der netop er død, da søstrene begynder som rejepillersker i gesjæften ude på hjørnet af Aaboulevarden og Griffenfeldsgade, placerer Halvt i himlen i genren historisk roman, men af forfatterens efterskrift og et herligt bryllupsbillede med hele 34 personer fremgår, at Lone Hørslev også har fremdraget gammelt materiale fra barndommens gade (vel at mærke oldemors ungdom!) i den hensigt at frembringe et exofiktions-eksperiment, blande det faktisk stedfundne med det fiktivt selvopfundne til en kombination af researchet slægtssaga og københavnsk hjemstavnsskildring.
Resultatet er en veloplagt skrevet, fejende flot roman, som emmer af lokal- og tidskolorit. Man bliver mindet om, hvordan dagligliv og ikke mindst natteliv stank i Teglgårdstræde og Larsbjørnsstræde, og om, at 1924 præcis var året, da Socialdemokratiet blev største parti, og man kunne danne den første regering Stauning. Læseren får lov at svælge i familiehemmeligheder og cigarrøg og dvæle nostalgisk ved kortklippede kvinder i charlestonkjoler med lange perlekæder, klokkehat og cigaretrør.
Men i midten står jo altså, smukt fastholdt gennem en skrift, som skiftevis »fryser« og flintrer af sted, og gennem en klippemetode med tilbagevendende cliffhangere, søstrene Ellen og Dagmar i kampen for at frigøre sig fra deres mor og hele »osteklokkelivet« i familien, den kamp, som tilføjes yderligere kompleksitet, efterhånden som det viser sig, at broren Knud såmænd har vovet sig ud i langt vildere eksperimenter end de. Men han er jo en mand og kan ikke gøres gravid og får følgelig friere tøjler af moren!
For døtrenes vedkommende løftes romanens spændingsniveau, da de en aften i Tivoli forelsker sig hhv. i forfatterspiren (og, viser det sig, familiefaren!) Hartvig og kunstmaleren Kai. Sidstnævnte tegnes op i en nøglescene, hvor Dagmar, modstræbende, indvilliger i at stå nøgenmodel i hans atelier, men får ham til at klæde sig af som den første.
Næste gang hun kommer, bliver det hende, som er nøgen. Efter lang tids stilhed går hun hen til ham ved staffeliet og spørger: »Må jeg se?« Ja, hvisker han.
»Hun rakte ud mod ham og tog fat om hans slips og begyndte at løsne det op. Han lod hende gøre det. Ligesom han lod hende åbne sin vest og skjorte og gengældte hendes kys, da hun plantede sine læber over hans og forsigtigt stak sin tunge ind og lod den møde hans. Lod hendes hænder gå på opdagelse på hans krop og hendes tunge åndedræt forplante sig insisterende i hans nervesystem.«
Hvad der sker på de følgende linjer, kan de fleste læsere formentlig selv tænke sig til. Men til sidst i kapitlet retter Ellen sit blik mod lærredet: »Hendes ryg var bygget op af orange og blålige trekanter. Hendes talje var smal, og nakken lang. Hendes hår havde stænk af alle mulige farver, og perspektivet var skævt og forvredet.«
Alligevel er det hende. Hvorved Lone Hørslev på én gang får adskilt og forenet virkelighed og kunst, krop og æstetik, eller for den sags skyld social realisme og formbevidst kubisme. Pludselig forstår vi som læsere, at der måske slet ingen modsætning består mellem romanen som modigt eksperiment og som et vidnesbyrd om, hvad man i gamle dage kaldte skikkelsesdannende evne og regnede for en basal kvalitet hos en ægte fortæller.
Jeg elsker historier, hvor jeg kan få lov at leve mig rigtigt ind i personerne. Så bliver jeg de personer, siger Ellen ti sider forinden. Og fortsætter så: »Jeg tænker og lever som dem, mens jeg læser. Så går tiden, nærmest uden jeg ænser det. Jeg følger bare de forskellige personer og er helt udenfor tid og sted.«
Sådan føles det også at læse Lone Hørslevs roman, som set i forfatterskabets perspektiv markerer en lykkelig landvindingsbedrift, smukt i pagt med søstrenes længsel efter en slags selvherredømme. Går det som planlagt, at bogen får mindst én fortsættelse, hænger man gerne på.
Lone Hørslev: ’Halvt i himlen’. Roman. Politikens Forlag, 360 sider, 300 kroner.
