Lordes længe ventede album er visdom fra en kvinde, der kun har levet 24 menneskeår

Der er mange grunde til, at albummer bliver udskudt, langt de fleste er økonomiske eller kunstneriske.

Men i Lordes tilfælde var det sorg.

For to år siden annoncerede den newzealandske popstjerne, at hendes tredje album var udskudt på ubestemt tid, fordi hendes hund Pearl var død.

»Jeg holdt ham, mens han døde, og jeg ved, at han ved, jeg var der,« skrev hun i en mail til sine fans den 2. november 2019.

Hun havde adopteret Pearl i 2018, og han havde været en vigtig del af den kreative proces.

»Jeg følte, at han førte mig i retning af ideerne, og det kommer til at tage noget tid og noget rekalibrering, nu da hyrden er gået i forvejen.«

Så hun måtte omtænke albummet.

Forventer ingen hits

To år er lang tid for en kvinde i 20’erne, og det har givetvis medvirket til, at Lordes nye, tredje album Solar Power er visdom fra en kvinde, der kun har levet 24 menneskeår. Det er et album, der vover at forsøge at drømme, mens det gransker smerten i verden og i det personligt levede liv.

Som man ved, når man har levet noget længere end Lorde, så er livet ikke så meget en hitparade, som en compilation med demoer, der aldrig blev til noget, og B-sider, man ville ønske, man ikke havde lært at kende. Men naturligvis er det også en opsamling af magiske øjeblikke, man ikke ville have været foruden.

Det er ikke nødvendigvis minder, man kan feste til, men som man kan varme sig ved. Ikke ulig Lordes nye plade.

»Der er helt klart ikke noget hit,« sagde Lorde selv i august til The New York Times. »Jeg ved ikke engang rigtig, hvad hits er længere.«

Men det gjorde hun engang.

Det antimaterialistiske modsvar

Ella Marija Lani Yelich-O’Connor alias Lorde blev berømt med popsangen »Royals« i 2013. Med sin helt egensindige melodi, enkle opbygning og en humanistisk tekst om, at alle kan være stjerner i deres egne liv, ramte sangen noget afgørende i tiden.

Med sine ti millioner solgte eksemplarer – ja, det var før, streaming gik amok – står den som en af de absolut bedre sælgende singler i musikhistorien.

Samme år konsoliderede Lorde sin kunstneriske styrke med det strålende debutalbum, Pure Heroine. Med dens spartanske hjemmeklingende produktioner (i samarbejde med landsmanden Joey Little) og hiphop- eller housebeats samt hendes fyldigt soulfulde stemme satte det en ny standard i popmusik, der på det tidspunkt var blevet en overlæsset lagkage.

Opfølgeren Melodrama fra 2017 var en både intim og festlig rejse ud i et farvand med internationale producere, der kastede flere euforiske bangers af sig.

I den relative tilbagetrukkenhed, Lorde har befundet sig i, har hun kunnet notere sig sin indflydelse på nutidens pop – måske allermest i Billie Eilish og hendes brors hjemmelavede popminimalisme.

Det er værd at notere sig, at 2013, hvor »Royals« udkom, også var året, hvor Lady Gagas maksimalistiske Artpop-album udkom. Hvor Katy Perry og produceren Max Martin fyrede den max af med hittet »Roar« og svenske, nu afdøde AVICII byggede skyskrabere af synth med sin EDM-pop på gigahittet »Wake Me Up.«

Lorde var det antimaterialistiske, intimt soulfulde, kød-og blod-croonende modsvar.

I de mellemliggende år har Lorde også kunnet notere sig, at alle (dog ikke denne anmelder) knuselskede Taylor Swifts to seneste monokrome tilbage-til-rødderne-plader Folkore og Evermore. Roen er blevet et populært alternativ i popkulturen.

Alligevel virker det ikke opportunistisk, når Lorde selv stiller skarpt på roen, fordi det sker med så stor musikalsk og tekstlig finesse.

Ophelia Mikkelson Jones

En kende incestuøst

I denne ombæring er Lorde gået i eksklusiv producerduet med amerikanske Jack Antonoff, som her er en strålende fødselshjælper.

Den 37-årige amerikaner var med til både at producere og komponere nogle af de bedste sange på Melodrama, og det gør han også på Solar Power.

Han var så også med til at komponere og producere Swifts to førnævnte, pastoralpopplader. Så han skal holdes i kort snor og tydeligvis ikke komme for godt i gang.

Ja, Lorde betoner faktisk til The New York Times, at hun »ikke har lavet en Antonoff-plade. Jeg har lavet en Lorde-plade, og han har hjulpet mig«.

Det kan også nævnes, at herren også (der er mange også omkring denne efterspurgte herre) var hovedproducer/medsangskriver på amerikanske Lana Del Reys to seneste albummer Norman Fucking Rockwell! (2019) og Chemtrails Over the Country Club) (2021), der sammen med Swift-pladerne har signaleret, at pop også kan bruges som beroligende og eskapistisk medicin til en verdensbefolkning, der ellers har al mulig grund til at hidse sig op.

Og der er sågar også mindelser om Lana Del Rey på Lordes nye plade. Ja, egentlig er den falsetflyvske »California« vel lyden af Lorde, der udklasserer Del Rey, fordi newzealænderen formår at skrive en stærkere melodi i samme supermelankolske luftlag som sin amerikanske kollega.

At sangen så er skrevet sammen med en mand, der også komponerer med Del Rey, gør ærligt talt situationen en kende incestuøs.

Det kan godt være, at Lorde mener, hun har lavet en Lorde-plade, men Antonoffs kendetegn skinner igennem overalt – og dermed har han en form for dominans i vokalstærk, analogt klingende pop i disse år – i oktober kommer hans album med soulikonet Diana Ross også.

Følelserne på bagagebånd

Der er også et tydeligt Antonoff-vandmærke i de subtile, raffinerede, forførende produktioner på Solar Power, hvor instrumenter mumler diskret og kærligt i en permanent fløjlsskumring omkring vores hovedperson. Det samme skete især på Del Reys Chemtrails Over the Country Club.

Tag bare den undersøiske lydproduktion på Lordes seks et halvt minutter lange, fornemme »Oceanic Feeling«, hvor bassen ligger langt ude i højre side, mens guitarer mumler i forskellige boblende stereoforløb, og et langsomt funkbeat slikker om sangens omrids.

Instrumentalt skaber disse produktioner så også en instrumental nydelse med et væld af lækre detaljer og helheder. Hør for eksempel faunaen af strengeinstrumenter i samtale på »Fallen Fruit«.

Og Lorde er – trods en pletvis oplevelse af indavl – sig selv. Tekstligt, musikalsk og vokalt.

Solar Power er et fantastisk sunget værk. Hendes excentriske intoneringer er intakte, men hun opnår også decideret katartisk styrke, især i de euforiske korarrangementer.

Solar Power har så også – trods Lordes påstand om det modsatte – et par totale bangers begge benådet med et forførende let groove og en flyvsk indiegospel. »The Path« starter som en tåget skærsommernatsdrøm og ender som en multikororgasme. Og titelnummeret med den akustiske guitar, rytmikken, der minder om Primal Screams Screamadelica og koret, der hvirvler kærtegnende om ordene »Soooolar Pooooower« er bare … ÅH!

Der er også besøg af den svenske kollega Robyn med stewardessestemme på »Secrets from a Girl« og en virkelig brugbar servicemeddelelse:

»Your emotional baggage can be picked up at Carousell number 2
Please be careful so that it doesn’t fall onto someone you love.«

Blomsterbørnenes tid er forbi

Til tider er Lordes tekster decideret fremragende – et sted i nærheden af den tidlige Joni Mitchell. »Our shapes in the dark are the reason I’ve stayed for all these years,« lyder en forunderlig kærlighedserklæring.

Og selv om hun flere steder på Solar Power lyder som The Mamas and Papas og »California Dreamin’« – hør bare megakoret på »Fallen Fruits«, der gjalder så meget af ungdom og håb, at man tror, det er løgn – så afviser hun også solskinsstatens forlokkelser på nummeret »California«. »It’s just a dream,« som hun påpeger. Blomsterbørnenes tid er forbi. Og kampen for at drømme nye drømme er en ny generations.

Men desperationen truer:

»Won’t somebody, anybody
Be the leader of a new regime?
Free the keepers of the burnt out scene.«

Lorde er en opvakt dame, der støtter Black Lives Matter, har optrådt ved støttekoncerten for ofrene for Christchurch-massakren samt opfordret sine landsmænd til at stemme for fri hash og aktiv dødshjælp.

Og hun er miljøbevidst. Et besøg på Antarktis i 2019 resulterede i hendes bog Going South om klimaforandringer dernede. Hendes nye album er opkaldt efter en evig, ikke forurenende energiform og kan ikke købes på det økouvenlige cd-format.

Her – efter sorgen over tabet af sin hund – besynger Lorde livet, vel vidende at det i sin nuværende form trues af radikale forandringer. »How can I love what I know I am gonna lose?,« synger hun på klimakrisesangen »Fallen Fruit.« Og et andet sted: »Hope the honeybees make it home tonight«.

Solenergi er så heller ikke bare et alternativ til fossile brændstoffer hos Lorde, det er også den livgivende kilde, som får os til at føle os mere levende end noget andet. Og hendes ofte blændende album varmer som solen selv.

Ophelia Mikkelson Jones

Hun agerer ikke smertestiller

Rockens naturalisme er vendt tilbage, også hos Lorde. Ja, i noterne til pladen fortæller hun sågar, hvilken elguitar der bruges på hele albummet. En Fender Jaguar.

Og hun deler et roligt søgende modenhedsprojekt med Taylor Swift og Lana Del Rey, der er i deres 30’ere samt med Billie Eilish, der er 19. De deler en vilje til at fortolke verden på deres egne præmisser og at finde jordforbindelse på en planet, der skælver under deres fødder.

Med de to yngste popstjerner som de mest woke og økobevidste, men også – interessant nok – mere nådesløst selvgranskende. Hør bare Eilish synge »Last week, I realized I crave pity.« Og hør Lorde forsøge sig med al mulig slags healing og wellness for så at konstatere, at hun ikke kan føle noget.

»I keep looking at my mood ring
Tell me how I’m feeling.«

Og der er et uskyldstab i Lordes tekster, en kamp med berømmelsen og en undren sig over en selvdestruktiv verden, som man også kan finde hos Eilish.

I dag har Lorde lagt sin ikoniske sorte læbestift fra sine tidlige stjerneår i skuffen. Hun påpeger på åbningsnummeret, at hun er født samme år – 1996 – som opioid-medicinen Oxycontin, der er skyld i så mange overdoser, blev lanceret. Men det betyder ikke, at hun er sin generations emotionelle smertestiller: »You need someone to take your pain for you? Well, that’s not me.«

Det må fansene selv klare, mens Lorde kæmper med sit. Og man skal også anerkende, ja, granske smerten og dens årsager. Og det gør Lorde.

Solar Power er et godt gammeldags helhedsorienteret album fra en kunstner, der kerer sig om verden og dens uafvendelige forandringer. Og samtidig gør, hvad der passer hende – rent kunstnerisk og dermed o.k. bæredygtigt.

Lorde: ’Solar Power’ (Universal Music). Udkommer fredag den 20. august.