Når Kanye West er bedst på storværket ’Donda’, gør han musikhistorien smukkere

Åh, at være Kanye West. Den store forfører, der får en hel musikverden til at holde vejret. Tænk at kunne trække tiden så sødmefuldt ud som den amerikanske superstjerne, rapper, producer, sangskriver, auteur har gjort det i forbindelse med udgivelsen af sit tiende album Donda.

Ventetiden har nærmest føltes som en syg erotisk udskydelse af den kunstneriske orgasme, som de bedste albumudgivelser kan være. Og – lad os kort løfte sløret – orgastisk føles i hvert fald dele af det gigantiske en time og 49 minutter lange album.

Tilbage til forspillet. Det har været langt og krukket. Undervejs har der været tre store intermezzoer med kong West i centrum.

Først lignede han en stor oppustet klitoris i sin postkassefarvede højglanslakerede dynejakke og bukser ved lyttepremieren i det gigantiske Mercedes-Benz Stadium i hans fødeby Atlanta den 22. juli.

Her gik manden bare rundt på et hvidt overdække på banen og gestikulerede til sin musik.

Dagen efter skulle Donda være udkommet. Men nej. Masserne blev efterladt med røde kinder. 14 dage senere blev de på selvsamme stadion stimuleret igen ved et nyt, nu langt mere koreograferet og gennemtænkt show, hvor pladen igen blev afspillet. Det hed gudhjælpemig »Kanye West Presents: The Donda Album Release.« Men stadig ikke skyggen af regn.

I mellemtiden havde West boet under det enorme stadion – hvis man skal tro det billede, han postede på Instagram – under cellelignende vilkår med et interimistisk studie og en madras, noget workoutudstyr, et tv og lidt tøj. Hans team og en kok boede så også i bygningen.

Inde på stadion dirrede hans ego måske som en utidig og aldrig tilfredsstillet ånd, det ville i hvert fald være smart at parkere det dér, mens han skulle sove.

Anal perfektionisme

Udskydelserne handler dog ikke kun om forførelse, men også om en nærmest anal perfektionisme.

Vi ved fra tidligere, at Kanye West har haft svært ved at slippe sine albummer.

Der er hele annoncerede udgivelser, der er blevet skrottet. Og så er der hans fire måneder lange, fascinerende modificeringer af albummet Life of Pablo i 2016, hvor han fortsatte med at beskære, udbygge og remixe videre på flere numre på streamingtjenesterne. Ja, det blev til et liquid album, der først endelig (indtil videre?) frøs til en fast form med tilføjelsen af det afsluttende og konkluderende nummer »Saint Pablo« – præcis fire måneder efter den oprindelige udgivelsesdato.

De tre aktuelle Donda-megaevents bød også på et work in progress. Et flydende værk, hvor malingen kun var ved at tørre, og hvor kunstneren siden ville rette i og udbygge det hørte.

Ja, sigende nok så blev albummets helt afgørende nummer »Believe What I Say« først spillet til det sidste af de tre events. Måske fordi West gemte det som sin store joker. Måske fordi han helt enkelt stadig fiflede med det. Måske fordi han stadig skulle cleare rettigheder til det. Det vender vi tilbage til.

Alt ved det gamle i Kanyestan

Endelig sidste torsdag den 26. august fulgte så det tredje og sidste trin af forførelsen med et tredje lytteevent. Nu i Chicago, hvor West voksede op på fodbold- og american football-stadionet Soldier Field.

Wests manager fortalte, at albummet ville udkomme dagen efter. Men det kom først tre dage senere, søndag den 29. august.

Donda er opkaldt efter Kanye Wests elskede mor, der døde af komplikationer efter plastikkirurgiske operationer i 2007.

»When you lost your life, it took the life out the party,« lyder det på afslutningsnummeret »Jesus Lord pt 2.« En virkelig smuk, 11 et halvt minut lang hymne med et enkelt beat, tre orgelakkorder og en rørende vokalvignet – »Jesus Lord« – afsunget hver fjerde takt.

Tilbage på åbningsnummeret »Donda Chant« prises moderen også. Sanger og realitystjerne Syleena Johnson gentager Donda igen og igen i forskellige tonefald og kadencer.

Så er bolden givet op og bliver sendt afsted med helflugteren, det efterfølgende track »Jail«, hvor vores hovedperson opsummerer sit nye liv efter skilsmissen fra Kim Kardashian, som hun satte i gang.

»You made a choice, that’s your bad / Single life ain’t so bad,« noterer han sig på det fornemt guitar-gennemsavede nummer og synes så at bekræfte rygtet om, at han skiftede nummer efter skilsmissen, så Kardashian måtte kontakte ham gennem hans sikkerhedsvagter. »Better that I change my number so you can’t explain«.

Kanye behandler sin skilsmisse fra Kim Kardashian på nummeret ’Jail’.

»Guess who’s going to jail now / God gonna post my bail tonight,« rapper han om sit nye singleliv i overhalingsbanen, hvor synden hersker. Hvorefter man må sone under Guds åsyn, i nødsporet, bag – metaforiske – tremmer.

»Demons stuck on my shoulder / Father, hold me close, don’t let me drown,« rapper han på »Hurricane«.

»Please, no more Parties in L.A.,« rappede han på Life of Pablo i 2016. Nu er han tilbage i det løse liv.

Donda er i høj grad et kristent album. Kanye rapper og synger utrolig meget om dæmoner, engle, (torne)kroner, korsfæstelse, Jesus, Gud, himlen, skyld, soning og tilgivelse. Og der er passager, der minder mere om messende tilbedelse i kirken end om sange.

Hvad Jesus så ville mene om Wests fortsatte hang til dyrt design, som han namedropper undervejs, er en anden sag.

I hvert fald er West tilbage som en vild kunstner. Det tiende album er færdiggjort, han er single, genfødt kristen, han har planer om at blive USA’s næste præsident.

Alt er på mange måder ved det megalomane gamle i Kanyestan. Også selvom han synger »Make me new again«.

Styr på symbolhandlingerne

Der er også en del at hidse sig op over, der er en række perler (og et par faldgruber) blandt de hele 26 tracks.

Helt centralt står førnævnte »Believe What I Say«, hvor Kanye West sampler den amerikanske neosouldronning Lauryn Hills »Doo-Wop (That Thing)«, megahittet fra hendes mesterværk The Miseducation of Lauryn Hill fra 1998.

Det er der mange grunde til at hidse sig op over. For det første gør West det helt sublimt, transformativt. Han bygger nye akkorder på sangen, komponerer nye melodier rundt om de oprindelige og affyrer hertil en beskidt, lækker-elastisk baslinje, der gør »Believe What I Say« til en slags discobanger.

Men tracket er også et billede på forsoning med fortiden. På Kanye Wests debutalbum The College Dropout huserede Lauryn Hill nemlig også. Men det var kun hendes komposition, ikke hendes stemme.

Til »All Falls Down« søgte West nemlig i 2004 at sample fra sangen »Mystery of Iniquity« fra Hills live-plade MTV Unplugged 2.0. Men det var et clearinghelvede med alt for mange rettighedshavere, så han måtte i stedet genindspille sangen, så han kun skulle købe rettigheder til kompositionen.

Med Lauryn Hills egen, nu fuldt clearede stemme og fuldt berettigede tilstedeværelse på »Believe What I Say« har West på sin jubilæumsplade gjort musikhistorien smukkere. Måske endda rettet den en smule.

»Believe What I Say« er det helt afgørende nummer på ’Donda’.

Og med Syleena Johnsons åbningstrack med de mange udtaler af modernavnet tegnes der også en fuld cirkel. Det var nemlig Johnson, der i 2004 gensang Lauryn Hills stemme til »All Falls Down«.

Kanye West har styr på sine symbolhandlinger. Det kan man også se, når han vælger at flytte ind under Mercedes-Benz Stadium i et lillebitte rum, der kunne minde om en celle. Og han så efterfølgende starter sin plade med en rap om at ryge i fængsel som metafor for bodsgang.

»Believe What I Say« præsenterer så også en 44-årig mester, der går i dialog med sin egen store fortid, sit halvandet årti yngre selv.

Tænk blot på hvor mange af hans egne store, tidlige soulsamplinger, han spiller op imod her. Hans brug af Ray Charles’ »I Got a Woman« på »Gold Digger« fra 2005. Eller af Curtis Mayfields »Move On Up« på »Touch The Sky« fra 2006. Eller før det i hans 2001-produktion af »IZZO« for Jay-Z, hvor han sampler Jackson 5’s »I Want«.

Med »Believe What I Say« når han et nyt niveau. Hør bare hvordan han har fordoblet kvindekoret på »Doo-Wop« og sat det i kanon med sig selv!

Få kvinder på besøg

Der er celebre og fremragende samarbejdspartnere over alt på Dondas landkort. Udover en række medproducere som Swizz Beatz og Boi-1da, så er der et væld af vokalister på besøg. Stjernerappere som Travis Scott og Young Thug, unge mikrofonløver som Lil Baby og Lil Durk.

Men der er meget få kvinder – såsom den jamaicanske dancehallrapper Shenseea – til stede på et album dedikeret til en mor.

Og værre: Unge Lil Yachty rapper følgende åndssvage linjer »Had them chickens cleanin’ my house, I told them, ’Be of use’« på »OK OK«. Det er slet ikke OK. Og kalder på senere rettelse.

Det betyder naturligvis ikke, at man skal afvise helheden eller dens andre enkeltdele. Såsom den højtstræbende »Hurricane«, der gæstes af superpoplynet The Weeknd, der har sunget vidt og bredt om celeb-livets fristelser, som West nu står over for som single. The Weeknd synger inde fra et katedral-klingende rum, mens et jordbundet trap-hiphopbeat med tungt trædeorgel slæber sig gennem dennesidigheden. Det er dansemusik for slidere.

»Pure Souls« ender i et call and response mellem to kvindestemmer og en virkelig fræk forvrængning ude i yderkanterne af højtalerne. Vi har alle fejl, ingen er perfekt skurevasket rene, antyder disse forkrøblede klange.

Klange fra det kirkelige trædeorgel florerer heftigt på for eksempel »Junya«, »24« og »Pure Souls«. Det vinker til gospeltraditionen, der så også kan høres vokalt på »24« i form af et mandekor og via et kvindekor på »Pure Souls«.

Forfængelighed og dødsangst

Trods Kanye Wests højtlydte kristenhed er det svært ikke at se hans arbejde som et koloenormt forfængelighedsprojekt. Han moser på for at få ego til at rime på Jesus. Og Donda handler utrolig meget om Kanye, knap så meget om mor Donda.

Bevares, denne tidligere professor i engelsk får lov at tale flere gange på pladen, men det meste af tiden handler det om Kanye. Og Jesus. Og Kanye. »Man, I don’t know what I would do without me«, lyder det på »Lord I Need You«, hvor han ellers er i det mere vemodige hjørne, hvorfra han ser tilbage på forholdet til Kim Kardashian.

Han er også i det mere kontemplative, endda strukturelt kritiske lune på de smukke numre »Jesus Lord« og »Jesus Lord pt 2«: »Lately, I’ve been swimmin’ on the deepest end«, rapper han og genintroducerer sin ultimative selvdestruktive tilskyndelse:

»Suicidal thoughts got you wonderin’ what’s up there (Lord).«

’Donda’ er i høj grad et kristent album.

Her synger han også en minihistorie om hævn. Samt om fængsling, gadevold, teengraviditet og narkomani – de afroamerikanske plager. Og han lover, at den gammeltestamentlige Gud vil sende plager over amerikanske og engelske magthavere for deres ugerninger eller passivitet i Haiti, Ghana og Rwanda.

Det ujævne, overvældende og ofte fremragende album kan naturligvis – som enhver menneskelig frembringelse – ses som et forsøg på at dulme dødsangsten ved at sikre sig en plads i eftertiden.

Den burde så også være sikret i Kanye Wests tilfælde. Ja, endnu et kapitel blev tilføjet dagen efter udgivelsen af Donda, mandag den 30. august. Her hævdede Kanye West, at han slet ikke havde godkendt udgivelsen af Donda. Samt at musikselskabet Universal Music havde forhindret inkluderingen af tracker »Jail 2«.

Dermed fortsætter Wests genoptagelse af den vigtige fortælling om afroamerikanske kunstnere, der udnyttes og forulempes af hvide pladeselskaber.

Og dermed kan Donda ende som et album i flydende forandring ligesom Life of Pablo i 2016.

Udeladelsen af »Jail 2« kunne så også skyldes, at nummeret indeholder vokale bidrag fra den sexmisbrugsanklagede Marilyn Manson (der også er medsangskriver på Dondas »Jail«!) og den for nylig selv-outede homofob, rapperen DaBaby.

Men hele denne misere kan selvfølgelig også være en del af pr-showet. Som så meget andet i Kanye Wests verden. Vi lever bare i den.

Kanye West: ’Donda’ (GOOD/Def Jam/Universal)