Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Ny oversættelse af Sapfo slår sproglige gnister – og føles også næsten absurd

Digteren Mette Moestrup og fililogen Mette Christensens oversættelse af den oldgamle digter Safpo er den med nutidigt mundrette og den mest sproglige af flere oversættelser
Den oldgræske digter Sapfo sammen med Alcaeus.

Den oldgræske digter Sapfo sammen med Alcaeus.

Ritzau/Scanpix

Kultur
27. august 2021

Gyldendals nye udgivelse af de få digte og de mange digtfragmenter, vi har overleveret fra den oldgræske digter Sapfo, udgør intet mindre end den tredje oversættelse af hendes værk, der er udkommet på dansk inden for det sidste år. I december udgav Klim og det lille forlag Wunderbuch hver deres version, to helt fine bøger. Oversættelserne var forskellige, men ikke dårlige.

Det er en absurd situation. Selv om den litterære kultur selvfølgelig ikke fungerer sådan, så er det svært som læser ikke at føle, at der er tale om skønne spildte kræfter. Jeg mener, det er snart et århundrede siden, nogen har lavet en ordentlig oversættelse af Catuls værk – Catul er antikkens anden helt store lyriker. I stedet får vi Sapfo igen. Ikke at hendes digtfragmenter ikke har en nærmest forbløffende friskhed og styrke, ikke at hun ikke er fantastisk, men, altså: virkelig, Gyldendal? Er det sådan, I vil bruge jeres ressourcer?

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her