Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Ny oversættelse af Sapfo slår sproglige gnister – og føles også næsten absurd

Digteren Mette Moestrup og fililogen Mette Christensens oversættelse af den oldgamle digter Safpo er den med nutidigt mundrette og den mest sproglige af flere oversættelser
Den oldgræske digter Sapfo sammen med Alcaeus.

Den oldgræske digter Sapfo sammen med Alcaeus.

Ritzau/Scanpix

Kultur
27. august 2021

Gyldendals nye udgivelse af de få digte og de mange digtfragmenter, vi har overleveret fra den oldgræske digter Sapfo, udgør intet mindre end den tredje oversættelse af hendes værk, der er udkommet på dansk inden for det sidste år. I december udgav Klim og det lille forlag Wunderbuch hver deres version, to helt fine bøger. Oversættelserne var forskellige, men ikke dårlige.

Det er en absurd situation. Selv om den litterære kultur selvfølgelig ikke fungerer sådan, så er det svært som læser ikke at føle, at der er tale om skønne spildte kræfter. Jeg mener, det er snart et århundrede siden, nogen har lavet en ordentlig oversættelse af Catuls værk – Catul er antikkens anden helt store lyriker. I stedet får vi Sapfo igen. Ikke at hendes digtfragmenter ikke har en nærmest forbløffende friskhed og styrke, ikke at hun ikke er fantastisk, men, altså: virkelig, Gyldendal? Er det sådan, I vil bruge jeres ressourcer?

Nå ja, det skal ikke lægge digteren Mette Moestrup og filologen Mette Christiansen til last. Deres oversættelse er rigtigt god, i mine øjne både den mest nutidigt mundrette og den mest sprogligt gnistrende af de tre. Moestrup og Christiansen har taget et både overraskende og intuitivt rigtigt valg: teksterne i Sapfo er trykt i kapitæler, det vil sige store bogstaver, og med så lidt tegnsætning som muligt. De markerer på den måde fragmenternes ophav i en skriftkultur, der ikke sondrede mellem minuskler og majuskler – og ikke brugte tegnsætning, ikke engang satte mellemrum mellem ordene. De markerer også lakuner og filologiske gæt, men diskret, uden at det forstyrrer læsningen unødigt. Og så er de ikke bange for at ramme et tonefald, der føles vildere og mere upoleret, end man forventer.

Deres Sapfo er ikke bange for det dionysiske og har ikke noget ønske om at besynge begæret og længslen på en glat eller formildende måde. Derfor siger hun, helt enkelt, »DU KOM OG JEG VAR VILD MED DIG«, derfor spørger hun i et kort fragment: »LÆNGES JEG STADIG EFTER MIN JOMFRUELIGHED?« – og ikke »ungdom«, som det typisk oversættes med. Derfor kan en fest i bystaten lyde sådan her:

»OG ALLE DE ÆLDRE KVINDER BRØD UD I JUBELSKRIG/ OG ALLE MÆNDENE SANG I FALSET EN FORTRYLLENDE MELODI/ SOM PÅKALDTE PAON, DEN BUESKYDENDE GUD FOR LYREN/ OG LOVPRISTE HYMNISK HEKTOR OG ANDROMACHE SOM VAR DE GUDER«

Jeg er grønnere end græs, en af de to oversættelser fra sidste år, valgte at skrive »alle mændene brød ud i en høj smuk tone«, og sluttede på ordet »gudlignende«. Jeg skal ikke sige, hvad der er mest præcist i forhold til originalen, men passagen er unægtelig mere interessant – og sær – med de gamle mænds falsetsang, og »som var de guder« giver linjerne en spændende bitone af hybris.

De lidt mørkere undertoner passer godt til den læsning af Sapfo, Mette Moestrup antyder i sit både vidende og personlige efterord. Moestrup betoner radikaliteten i Sapfos lyrik. Selv om nogle af Sapfos digte oprindeligt blev opført som korsange, så handler de om kærlighed og længsel, ikke om krig og ære, ikke om den græske bystats offentlige liv. De sætter ord på inderlige, flygtige stemninger, og forankrer de stemninger i kroppen og nære omgivelser – armbånd, æbletræer, hyacinter.

På den måde markerer de en afstand fra en ældre, homerisk, mandighedsdyrkende digtning. I stedet besynger Sapfo kvindelige fællesskaber. Allertydeligst bliver den modsætning i fragment 16, der simpelthen erklærer, at den elskede er smukkere end nogen hær – og også, må man antage, mere meningsfuld at skrive om:

»NOGLE SIGER EN HÆR AF HESTE OG NOGLE SIGER EN HÆR AF SOLDATER/ OG NOGLE SIGER EN HÆR AF SKIBE ER DET SMUKKESTE/ SOM FINDES PÅ DEN SORTE JORD. MEN JEG SIGER DET ER/ HVEM DU END ELSKER«

Netop det digt var Mette Moestrups seneste digtsamling, Til den smukkeste, i stadig og tæt dialog med. I efterordet fortæller Moestrup også om Sapfo som en stemme, der har fulgt hende i hele hendes digterliv, og som hun hører som en nutidig hvisken, ikke bare som en stemme fra den fjerne fortid. På en måde er det vel idealet for denne oversættelse, at den skal lade læserne møde den oldgræske digter, som var hun nutidig, eller i al fald som en stemme, der taler direkte til os i dag, i det enogtyvende århundrede.

Og det gør hun jo, Sapfo. Hendes digte føles på en gang enkle og svimlende. Så snart fragmenterne er længere end bare et par halve verslinjer – den slags fragmenter er der desværre en del af – så mærker man umiddelbart deres kraft. Man mærker den jordnære, ligefremme, fornyende længsel, der strømmer gennem dem. Selvfølgelig fortjener hun at blive læst, og også at blive læst igen, og også i denne oversættelse.

’Sapfo’. Gendigtet af Mette Moestrup og Mette Christiansen. Gyldendal. 246 sider. 200 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her