Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Nyt Prince-album dukker op af arkiverne og taler direkte ind i vores tid

En arkivar har i fem år gravet i Princes efterladte arkiver, og sidste år fandt han for første gang et helt album, ’Welcome 2 America’. Det har nu set dagens lys og er en funky, luftig affære, der taler direkte ind i vores racebevidste tid

Modsat The Black Album, der blev lækket på nettet, har Welcome 2 America ikke været ude i nogen form – ja, selv blandt samlere var albummet kun et rygte.

Mike Ruiz

Kultur
5. august 2021

Det krævede en grundig arkivars fingre at bladre sig frem til glimt af den sene Princes storhed.

Lige siden den lillaglade, geniale højheds alt for tidlige død i 2016 har Michael Howe gennemgået de efterladte, vidtstrakte arkiver. Og fire år senere – sidste år – faldt han over tre brændte cd’er med musik og hver sin trackliste håndskrevet af Prince på deres covers.

Howe forstod hurtigt, at han mellem sine hænder havde noget, han ikke havde fundet før i arkiverne. Et helt, uudgivet album.

Welcome 2 America blev indspillet i Paisley Park, Princes hjem og studie i Chanhassen, Minnesota, i foråret og sommeren 2010, men det blev skrottet. Af uransagelige årsager.

For der er virkelig perler undervejs.

Velour-lyd, tornede emner

»Welcome to America / Where you can fail at your job / Get fired, rehired / And get a 700 billion dollar tip,« lyder Princes første talte ord på albummet. Således slås det fast fra start, at Prince er i politisk og socialt bevidst gear.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Louise Hansen

"Nyt Prince-album dukker op og taler direkte ind i anmelderens nostalgiske knogler og udgiverens pengepung, hvilket smelter sammen i en skønherlighed af overvurdering og søgte undkyldninger for, hvorfor albummet bliver udgivet".

Bo Stefan Nielsen

Welcome 2 America er et både musikalsk og politisk veltimet album i 2021 - nok uden at det var tiltænkt. Om det til gengæld var en tiltænkt finger til industrien, at han i 10'erne holdt de gode ting tilbage og i stedet udgav nørdede jazz-funk ting, ingen udover den snævre kreds af hardcore fans tog totits af (eller forærede det væk som indlæg i tabloidsprøjten Daily Mail!), måske og måske ikke, så det kunne udgives på et senere tidspunkt, kan man så kun gisne om. I så fald, en mere subtil én af slagsen end at skrive "slave" på kinden.

Min egen teori angående det mysterium, det unægteligt er, at His Funkness valgte at gemme hans nok bedste album i to årtier væk i en kasse i Paisley Park, er formet af min egen opvækst og ungdom i Jehovas Vidner. I den fundamentalistiske sekt Jehovas Vidner, som Prince blev døbt i i 2001, er politiske holdninger og engagement (ligesom så meget andet) forbudt. Prince, der selv var vokset op i en adventistisk familie og var stærkt troende, blev forelsket i det antiracistiske og antimilitaristiske kristne broderskab, Jehovas Vidner, trods alle trossamfundets stærkt autoritære og reaktionære dogmatikker, faktisk er. Hans 2001 album The Rainbow Children er én lang forkyndelse af JV's teologi. Men Prince var et elendigt Jehovas Vidne. Hvordan i hede hule helvede skulle et menneske, der var komplet drevet af den eksplosive kombination af utæmmelig kunstnerisk skaberkraft og ditto seksualitet, da også kunne passe ind i en strengt overvåget kult, hvor seksualitet, hvad enten det handler om begærlige tanker, masturbation, samleje fær eller udenfor ægteskabet eller (gisp!) homoseksualitet, er tabuiseret og straffes hårdt? Og hvordan skulle man få samfundskritikeren til at holde sin kæft? Den eneste løsning her på ville naturligvis have været, at broder Prince Rogers Nelson havde lagt funkguden og sexsymbolet på hylden og var trukket i tækkelige klæder (slips og blazer) og var blendet ind i JV's ulastelige og anonyme skare - og havde opført sig der efter. Med til den obligatoriske JV-opførsel hører altså, at man ikke stemmer ved valg, ikke udtaler sig politisk, og ikke engang HAR politiske holdninger. Heller ikke dem, der ikke følges op ad et tilhørsforhold til et parti eller en ideologi.

Sidstnævnte lærte jeg selv, da jeg som fjortenårig lod min far læse min fristil i faget dansk, som jeg havde fået 13 for. I stilen havde jeg, inspireret af Exxon Valdez katastrofen i Alaska, diskuteret og kritiseret den fossile industri og den globale økonomis profitmotiv som årsag til både den specifikke ulykke og generel miljøkrise. "Du er jo kommunist, knægt!", var min fars bekymrede reaktion på min stil. En anklage, jeg selv pure afviste, da jeg bestemt ikke ville sættes i bås med Sovjet Unionen, hvor vores brødre og søstre blev forfulgt af regimet, og fordi, jeg vitterligt ikke anede, at mine holdninger var antikapitalistiske. Og dén gik jo ikke. Så jeg måtte prøve at lære at holde min mund og at erstatte systemkritik med en totalt afstandstagen til alt og alle, inklusive Greenpeace osv., der ikke havde valgt "den gamle verden" fra og var trukket i slips og blazer og havde valgt "Sandheden" til.

Så mit bedste bud er altså, at Prince fik kolde fødder i plateauskoene og droppede et politisk album. Men godt, vi fik det alligevel. Det er fedt!