Anmeldelse
Læsetid: 9 min.

Man råber af grin: Miniserien ’The White Lotus’ overklassehelvede er det sjoveste lige nu

Mandag slutter en suveræn miniserie om vestlig overflod, ’The White Lotus’. Skaber Mike White har blandet blod med sine karakterer, sådan at farcen både udstiller sine mennesker og håber på det bedste for dem
’The White Lotus’ pirker i sin myriade af perspektiver også tilbage på den, der kigger.

’The White Lotus’ pirker i sin myriade af perspektiver også tilbage på den, der kigger.

HBO

Kultur
13. august 2021

En satire over den amerikanske overklasse? Er der virkeligt mere at hente der? Ud over selvtilfredse fnys og gys over overfladiskheden og dekadencen?

I Mike Whites aktuelle, mesterlige miniserie på HBO Nordic, The White Lotus, om nutidens adels- og tjenestefolk på et ferieresort på Hawaii, er der. Fordi den på sjovere vis kommer tættere på et vestligt nu end nogen andet fiktion, jeg kan huske at have set de senere år.

Serien skildrer dræbende sjovt den måde, penge og privilegier kan reducere mennesker til opmærksomhedskrævende børnehavebørn på. Som den anstrengt tandsmilende hotelmanager Armond (Murray Bartlett kendt fra homoserien Looking) beskriver hotellets gæster: 

»De skal behandles som skrøbelige børn … De vil bare gerne lægges mærke til. De vil være enebarnet. De særligt udvalgte børn på hotellet.«

To af dem møder vi på det skib, der fører gæsterne til resortet The White Lotus, mens lyden af »On a Coconut Island« af Louis Armstrong and the Polynesians minder os om feriemålets eksotisme. Rigmandsdatter Olivia Mossbacher (Sydney Sweeney) og hendes mørklødede veninde Paula (Brittany O’Grady) er to gudelækre, sarkastiske og woke Ivy League-studerende.

De er intetanende, om hvad de inderst inde føler, også i forholdet til deres arrede venskab, og de beskytter sig med drilsk nedladenhed og studentikos bedrevidenhed. Og så morer de sig over omgivelsernes karikerede forudsigelighed.

Dukkeleg med stereotyper

På skibet hygger de sig således med at gætte på, hvad de andre er for nogen. »De der to er lige blevet gift i The Hamptons, hendes forældre har et hus der … Jeg vil vædde med, at de mødtes på Raya (datingapp for kendte, red.)… han sniffer adderal [en slags amfetamin], det hjælper ham på arbejdet … og gør hans pik mindre …«

De rammer forkert i deres fordomsquiz, men deres gæt lyder vitterligt som karakterer, Mike White snildt kunne have skrevet ind i The White Lotus. I den forstand fungerer scenen som et varsel om seriens forestående dukkeleg med overklassestereotypier.

Men der er også noget ved de unge kvinders vrængen af en klasse, de selv er pragteksemplarer på, der kan minde om den distance, som også vi seere nyder at holde til karakterer i en serie som denne. Og det er ikke en distance, vi får lov at opretholde helt. 

For serien pirker i sin myriade af perspektiver også tilbage på den, der kigger – os: Lige straks bliver vi dybt optaget af det gnidrede, underholdende drama, spejler os i de meget tidsåndsagtige middagsbordsskænderier mellem generationer om feminisme og privilegier og forføres af alt det lækre og luksuriøse og eksotiske, som serien overdynger os med. 

Og således er der konstant så vidunderligt meget at hente – både tvetydighed og sublim underholdning – i nærmest hver eneste scene i The White Lotus.

’Gid, vi havde stoffer’

Et andet lille, men for mig dog stort, eksempel er en scene, hvor resten af Olivias familie er gået i seng, og Olivia og Paula har stuen for sig selv (lillebror har de intimideret til at sove i tekøkkenet). De læser henholdsvis Nietzsche og Freud.

(»Vi har en tøjstylist og en bogstylist«, joker de senere til en bøvet-liderlig ejendomsmægler, der ikke tror, de faktisk læser i deres bøger, der den dag tæller den politiske aktivist Frantz Fanon og socialkritikeren Camille Paglia).

Efter lidt læsning i stuen bliver Olivia rastløs. »Gid, vi havde stoffer«, siger hun. »Jeg ved det,« sukker Paula og tilføjer: »Jeg har pot« og trækker det op af en spraydåse.

»Bliver din mor sur?« »Ja, sikkert, svarer Olivia med triumferende ligegyldighed, der får dem til fnise. Orv, shit, jeg har Adderall«, kommer Olivia så i tanke om. »Jeg har Ambien … Xanax og lidt Klonopin,« supplerer Paula henkastet og trækker det ene pilleglas efter det andet op af tasken, »men jeg skal bruge nogen selv til mine angstanfald.«

Olivia åbner sin dåse med Adderal og trækker en pose med hvidt pulver op og smiler som et barn i Tivoli. »Shit mand, jeg har ketamin!«

En kedelig manuskriptforfatter ville have tegnet dette portræt af en ung overklasses forhold til piller og stoffer ved at lade dem … tage nogen piller og stoffer efter mørkets frembrud. Men Mike White gør scenen levende og desto mere sigende ved at beskrive to unge, der har et helt gadeapotek med på ferie, men slet ikke har tænkt over, at de har det. 

Hvem blev gjort?

Ved at rage alle de bedste dramaturgiske kneb ned fra hylden gør White The White Lotus til noget nær det mest underholdende, man kan forestille sig. Det tykkeste greb – men dejligt effektivt fungerer det – er den hyggekrimiagtige whodunnit-rammefortælling.

Én person fra resortet bliver fløjet hjem i en ligtransport, ser vi i seriens åbningsscene, der foregår en uge efter dramaet starter. Og herfra kan det så rumle i vores baghoveder, ikke (blot) hvem der har ’gjort det’, men også hvem der mon under denne ferieuge ’bliver gjort’ – altså dør eller bliver dræbt.

Det får relationer og situationer, der i sig selv fungerer som herlig social satire, til også at føles potentielt mystiske og faretruende. Well done, White.

Og så fletter han myriaden af små dramaer hos resortets karakterer så kulørt sammen, at man konstant er nærmest overstimuleret.

Hotelmanager Armand følger vi i første afsnit i hektiske ruter rundt mellem krævende og/eller utilfredse kunder, alt imens han forsøger at oplære den lille runde lokale Lani (Jolene Purdy), som – ved kun vi – samtidig simpelthen er i gang med at føde et barn lidt for tidligt, men ikke tør bede om fri på sin første arbejdsdag.

I myriaden af småbegivenheder ved vi altså både, at der snart skal komme et barn ud af Lani et eller andet sted på resortet, og at én på hotellet inden ugen er omme skal dø.

Samtidig er scenerne og replikkerne så smækkende, og skuespillerne så modbydeligt indtagende, og musikkens blanding af koloniale og lokale sange og lyde så gennemført forførende, euforiserende og tiltagende forstyrrende, at de to dramatiske bomber, Lani og den døde, blot tikker stimulerende bagest i hjernebarken, mens man glor og morer sig.

Armand glemmer endda igen og igen, hvad Lani hedder, og hvordan det går med hende, og som serien skrider frem, glemmer serien hende også. Så hysterisk og pumpet er det hele. Og oh skammen, når man selv pludseligt, og alt for sent tænker: Hvad skete der egentlig med Lani?

LOL dialoger

Whites anden store gave er de gnistrende dialoger og replikker. Han er simpelthen, ja, tilgiv ungdomslingoet, men for en gangs skyld passer det: LOL. Laughing Out Loud. Han udløser hysteriske udbrud af overvældende morskab. Høje lyde ud af næse og mund.

Blandt andet på grund af de kreative måder, hvorpå han tematiserer en af seriens store præmisser: den maskuline mands ynkelige fald fra tronen. Det vil sige, mandens fald er ikke en udvikling, som White Lotus undersøger, men i seriens univers et stadfæstet faktum: i matriarkatets tidsalder strutter kvinderne af overlegenhed, dugfriske privilegier og overbærende medlidenhed med deres underlegne penisbærende medmennesker. 

Hos Olivias Mossbacher-familie er det mor, der tjener alle it-millionerne, og som er bekymret for sønnen Zahn, fordi han er en dreng, og hvem gider dem i en moderne verden? Hendes mand, Mark (sjove Steve Zahn), kæmper med dødsangst og faderkomplekser, der får et ordentligt twist, da hans minde om en hård og streng machofar forstyrres af nyt fra onklen om, at farmand knaldede mænd i fritiden og døde af aids og ikke kræft.

Døddrukken udpensler han til sin søn og en ung nygift kvinde, hvor tungt det føles at have sex med hans hustru efter alle disse år »Kender I de der spisekonkurrencer, som de har i realityshows? Hvor man skal spise en skål orme og peppe sig op og virkelig psyke sig selv op for at gøre det?« Sådan føles det for ham. Gulp.

Hvem er White?

Hvem er denne mand, der kan skrive og instruere så godt, forføre os til sultent at følge disse ret ubehagelige mennesker?

Mike White har blandt andet skrevet og spiller med i Richard Linklaters nyklassiker School of Rock fra 2003. Som person er han selv en spøjs én, der blandt andet – og ikke som celebritetsgæst – har været tæt på at vinde realityshows som The Amazing Race og Survivor.

Han har skrevet en rost indiefilm, Beatriz at Dinner fra 2017, udfoldet som et kammerspil af klassesammenstød, der efter sigende skulle føles som et forstudium til The White Lotus, og så har han både skrevet og instrueret serien Enlightened (2011-13), der af nyslåede White-fans med abstinenser kan ses på HBO Nordic.

Den er ikke lige så virtuos, men hovedrollen, spillet af fantastiske Laura Dern, rummer i tifold det, som de fleste af The White Lotus’ karakterer også gør: At være fuldstændigt for meget, omvandrende komiske samtidsklicheer, hvis smerte og kampe samtidig skinner igennem.

Enlightened følger en forretningskvinde (Dern), der efter sammenbrud på jobbet tager en måned på et holistisk behandlingscenter ved havet. Serien præsterer en helt utroligt kvalmende montage af klip fra den idyl og samhørighed, hun her oplever og lever ved lejrbålet, og så det uundgåeligt blodige sammenstød med den virkelighed, hun vender tilbage til.

Hendes selvhjælpslingo og den nye, lidet troværdige optimisme bider sjovt nok ikke på eksmand, kolleger eller hendes emotionelt afkoblede mor. Alt imens dagdrømmer hun om at redde sit arbejde ved at komme med en fængende plan om at redde planeten – efter at have skrålæst lidt om klima og natur på sin holistiske ferie.

Altså kan man more sig over denne utrolige idiot, der kommer med sin livsuddannelse på en måned og vil hele verden – men først sig selv – det bedste.

Men der er så også i denne idiot en masse ægte sorg og grimhed og i hendes bestræbelser på forandring trods alt noget godt at hente, en rækken ud efter andre, hvoraf nogen måske alligevel rækker en lillefinger tilbage. Det gør vores latter over hendes bestræbelser lige dele kærlig og kold.

Generelt er det, som om Mike White har blandet blod med de karakterer, han skriver og instruerer. Han forstår dem smerteligt godt, genkender deres palette af dybfølt angst og tomhed og længsel, men lader dem ikke slippe af den grund.

Naturåbenbaringer

Beatriz at Dinner er hovedpersonen holistisk healer. Og også i White Lotus er forholdet til spiritualitet og natur stærkt ambivalent. Olivias porno- og computerspilsafhængige lillebror, Quinn (Fred Hechinger), ender med at sove på stranden for at flygte fra søster og vens dræberøjne og oplever her en slags epifanisk forbindelse til naturen og den undertrykte, lokale befolkning.

Det minder sjovt nok lidt om åbenbaringerne i Enlightened, men fremstilles uden samme sarkasme. Snarere kommer Quinn til at repræsentere et alternativt bud på det perspektiv, som resten af seriens karakterer i al deres interne dramatik og politiske teoretisering overser. Det kan nærmest virke lidt akavet og kitschet. Men det tydeliggør også, at White ikke peger fingre for at skabe håbløshed, men også for at undersøge sprækkerne af håb. 

Men det er også svært at være god. Et andet semispirituelt spor hos en nærmest-god karakter er resortets kropsterapeut Belinda (Natasha Rothwell), som giver den styrtende alkohol- og forholdsmisbruger Tanya McQuoid (en rørende, botox-indhyllet Jennifer Coolidge) en sakralterapi, der nærmest virker mirakuløst.

Herefter bliver deres forhold til en beskidt handel med penge og fake omsorg. Tanya lokker Belinda til sig med løfter om at finansiere hendes egen klinik. Belinda sælger sit brave smil og sin falske empati og sine aftener på at servicere Tanya, hvis slags hun foragter. Det er forståeligt omend ikke så menneskekærligt. I det subtile sørger White også for, at magt i ubalance bringer grimt frem i alle involverede.

Lever seriens sidste afsnit, som man kan se på mandag, så op til alt, White har stablet på benene? Forløser han, eller driller han sine karakterer på en måde, der føjer endnu et niveau til dem og den? Det synes jeg så faktisk ikke.

Måske netop fordi han mestrer drilske lag og ambivalens og suspense, er han ikke den perfekte afslutter. Både når han tilføjer forløsning, og når han ikke gør, efterlades man lidt umættet.

Men sådan føles hullet efter at skulle trippe ud af det deliriske, vildt grinagtige vanvid, som The White Lotus’ voksne, styrtende rige børnehavebørn leverer, nok uundgåeligt.

Så kan man se serien forfra. Det bliver den ikke mindre imponerende af.

’The White Lotus’. Instruktion og manuskript: Mike White. Fotograf: Ben Kutchins. Fem afsnit tilgængelige på HBO Nordic nu. Sjette og sidste afsnit kan ses mandag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her