Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Sebastian Nathans debutdigte glider forbi i et næsten naivt og alligevel knaldsikkert sprog

Digtene i den fine debutsamling ’Honey Moon’ handler om de langsomme tanker og de langsomme dage
Sebastian Nathans digte har noget langsomt, noget næsten tilbagelænet over sig.

Sebastian Nathans digte har noget langsomt, noget næsten tilbagelænet over sig.

Anders Rye Skjoldjensen

Kultur
27. august 2021

Der er en særlig, slentrende måde at være på, der vel forbindes med noget ungdommeligt, måske især med den unge mand, og som på én gang er nærværende og distræt. Man cykler gennem byens gader, ligger i parker, mødes med venner eller en kæreste, er helt åben for verden og sine stemninger, men lader sig alligevel ikke slå ud af noget, lader intet fæstne sig som et særligt, intenst øjeblik. Den måde skriver Sebastian Nathan frem i sin fine, fine debutsamling Honey Moon.

Nathans digte lader dagene og tingene glide forbi i et enkelt, næsten naivt og alligevel knaldsikkert sprog. De vender tilbage til de samme ting igen og igen, citater på engelsk fra popsange, solen og regnvejret, højhuse, livet i byen og tæt ved en sø, rejser, fugle og vennerne og flyene på himlen, et brud med en kæreste. Digtene holder ikke fast i noget, alligevel er det, som om tilværelsen står stille. De langsomme tanker, de langsomme dage, dagenes stilstand: Det handler digtene om.

»der er rare drømme, men så vågner man
hele dagen er søvnig,« som der står.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her