Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Er det sjov eller alvor, når en flygtning sælger sin hud til kunst – for et visum?

I tunesiske Kaouther Ben Hanias Oscar-nominerede, stimulerende, men også lidt humørsyge ’The Man Who Sold His Skin’ får en syrisk flygtning visum og synlighed, da en kendt kunstner tatoverer sit værk – en illustration af et visum til Schengen – på hans ryg
’The Man Who Sold His Skin’ er historien om en syrisk flygtning, som stiller sin ryg til rådighed for en kendt kunstners provokerende værk og dermed får både visum og synlighed, da han nu er en attraktiv kunstgenstand frem for et værdiløst menneske i mængden.

’The Man Who Sold His Skin’ er historien om en syrisk flygtning, som stiller sin ryg til rådighed for en kendt kunstners provokerende værk og dermed får både visum og synlighed, da han nu er en attraktiv kunstgenstand frem for et værdiløst menneske i mængden.

Pressefoto/Another World Entertainment

Kultur
13. august 2021

I Roy Anderssons klassiske kortfilm Dejlig er jorden får en far tatoveret VOLVO i panden på sin søn. Vareliggørelsen af mennesket handler i Anderssons dystopiske samfundsskildring ikke længere om bare at gå rundt med et logo på en sportstrøje; virksomhedsnavne skal bæres som en konstant markør, og selv om faren lover, at bilfirmaets navn på sigt skal fjernes, står det nu tydeligt i barneansigtet.

I denne uge kan man så se tunesiske Kaouther Ben Hania bygge en hel spillefilm op omkring brugen af menneskehud som kontroversiel budskabsbringer. The Man Who Sold His Skin er historien om en syrisk flygtning, som stiller sin ryg til rådighed for en kendt kunstners provokerende værk og dermed får både visum og synlighed, da han nu er en attraktiv kunstgenstand frem for et værdiløst menneske i mængden.

Ben Hanias film er inspireret af den belgiske kunstner Wim Devoye, som i 2008 tatoverede værket Tim på manden Tim Steiner og siden solgte det. Wim og Tim indgik en aftale om, at Tim ville posere til udstillinger, og at han fik en tredjedel af salgsprisen til en samler, som efter Tims død har ret til huden på hans ryg til indramning.

Med rygvisum til Schengen

Devoyes tatoveringsværk rejser en række spørgsmål om, hvad der kan betragtes som kunst, og hvor grænserne går, når man gør mennesker til værker. Mange af de spørgsmål er også til stede i Ben Hanias film, men hun tilsætter flere andre problematikker ved at lade det tatoverede menneske være en syrisk flygtning og værket på hans ryg en illustration af et visum til Schengen.

Den tatoverede mand er Sam Ali (Yahya Mahayni), som havner i fængsel efter at have råbt sin kærlighed til rigmandsdatteren Abeer (Dea Liane) samt sine ønsker om revolution højt på en fyldt bus i Raqqa anno 2011.

Det lykkes ham at flygte til Beirut, hvor han møder den kendte kunstner Jeffrey Godefroi (Koen De Bouw). Jeffrey tilbyder ham som en anden Faust en aftale om visum og penge mod at bruge Sams ryg som lærred.

Sam accepterer og får dermed mulighed for at rejse til Bruxelles, hvor hans elskede Abeer nu bor og lever i et arrangeret ægteskab, der gav hende mulighed for at forlade Syrien. Herfra følger filmen de mange udfordringer forbundet med Sams rolle som købt kunstværk, mens omverdenen nedladende snakker til og om ham som en ting, syriske demonstranter protesterer over hans ’offeraftale’, og forholdet med Abeer langt fra går som håbet.

Levende og død kunst og kyllinger

Film som Ruben Östlunds The Square rammer renere i sin spiddende skildring af en selvoptaget kunstscene, men i The Man Who Sold His Skin er der også godt gang i de sigende øjeblikke om kunst, kommercialisme og kynisme, for eksempel i en scene, hvor Sam skal sælges på auktion, men ender med at skræmme alle i lokalet – som et mere storpolitisk ladet ekko af The Squares panikscene med en grænseoverskridende performancekunstner i gorillakostume.

The Man Who Sold His Skin er filmet af Kapernaum-fotografen Christopher Aoun, som løbende skaber maleriske billeder og overraskende vinkler. Det gør han oplagte steder, når han effektivt gør brug af museernes dramatiske lyssætninger, kølige marmorskulpturer og velkendte motiver som kontrast til Sams kød og blod, men også i mere dagligdags miljøer, hvor Sam pludselig dukker op på et vognlad iført en skjorte, der får ham til at gå i et med opbevaringsposerne.

Sams kyllingefabriksarbejde, som han udførte inden kunstkarrieren, giver også anledning til markante scenerier i en film, der generelt ikke er bange for at skifte toneleje.

Drama med fjollede bumser

Blandingen af humor og alvor er både filmens styrke og svaghed. På den ene side tager den fat i en alvorlig problematik og undgår at blive prætentiøs ved at satse på det skælmske.

På den anden side er det svært at tage det politiske eller romantiske drama ind, når man i en sekvens for eksempel skal more sig over, at Jeffreys kunstværk er blevet beskadiget i form af en stor bums, så ryggen må ’restaureres’ hos en hudlæge, der med ansigtet forvrænget gennem forstørrelsesglasset trykker bumsen ud til toner fra Tosca.

Disse stemningsskift gør filmen til en fortrinsvis underholdende frem for hudflettende fortælling, hvilket helt sikkert har hjulpet den med at blive Tunesiens første Oscar-nominerede film.

Skuespillerne (der også inkluderer stjernen Monica Bellucci som Jeffreys håndlanger) navigerer overbevisende i skiftene, og historien finder en tilfredsstillende slutning, selv om den til sidst strækker sig lovligt langt i afsøgningen af konsekvenserne ved Sams eventuelle død og indeholder en kort, brutal scene, man helst havde været foruden.

Et værk på vej på plads

Efter tidligere at have lavet dokumentarfilm kom Ben Hania i 2017 i verdens søgelys med sin spillefilmsdebut Beauty and the Dogs om en kvindes trængsler med at rapportere en voldtægt. The Man Who Sold His Skin slår fast, at hun er en spændende instruktør med en vigtig, visuel dagsorden, som man skal holde øje med.

Jeg var ikke opmærksom på Devoyes tatoveringsværk før, og filmen gav lyst til at søge viden om dets videre skæbne. Det ledte blandt andet til en artikel om, hvordan Tim fortsat indtog sin plads på en udstilling i Tasmanien, selv om museet blev mennesketomt på grund af coronanedlukning.

Tim har tilsyneladende fremvist sin ryg i over 4.200 timer på museet siden 2011. Det er tankevækkende at have i baghovedet, når man i filmen ser Sam posere blandt de klassiske værker og spæne igennem museumsgangene som et værk på vej på plads.

’The Man Who Sold His Skin’. Instruktion og manuskript: Kaouther Ben Hania. Fotografering: Christopher Aoun. Tunesien, Frankrig, Belgien, Tyskland og Sverige. Længde: 104 minutter. Premiere i Grand Teatret og Vester Vov Vov i København, Øst for Paradis i Aarhus, Cafe Biografen i Odense m.fl.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her