Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Hun er en af Skandinaviens største nulevende malere og aktuel med en dragende udstilling på Louisiana

Svenske Mamma Anderssons malerier på Louisiana er mørke, vibrerende af intensitet og dybt dragende. Hun kan male stemninger som ind i helvede med en teknik, der aldrig er kedelig og statisk
Mamma Andersson bygger sine malerier op på et væld af kunsthistoriske referencer og fundne fotografier, film og historiske udklip.

Mamma Andersson bygger sine malerier op på et væld af kunsthistoriske referencer og fundne fotografier, film og historiske udklip.

Louisiana Museum of Modern Art

Kultur
18. august 2021

Det summer af liv på Louisiana den tirsdag, hvor jeg besøger museet og Mamma Andersson-udstillingen Humdrum Days. Det føles helt præpandemisk med alle de mennesker og alle de sprog, der bliver talt omkring mig i salene. Tysk, fransk, hollandsk og særligt svensk hører jeg. Så det kan godt være, at danskerne er forsigtige med at vende tilbage til kulturlivet, men det opvejes her heldigvis af landets sommergæster.

Der bliver diskuteret særligt ivrigt foran den svenske maler Mamma Anderssons værker, og mange går helt tæt på malerierne for at vurdere nærmere. For nu kan vi endelig komme tæt på kunsten igen, og lige den dag oplever jeg det magiske ved det faktum. For det ville være umuligt at opleve Anderssons særlige taktile og sanselige malerier i en virtuel 3D-tur. Man må være der, dufte dem, se dem, og bevæge sig omkring dem. Lysets genskær i overfladerne giver malerierne en ekstra dimension. Nogle skinner igen, andre er helt matte og sluger lyset. Mamma Anderssons malerier lever med andre ord i de omgivelser, der er omkring dem.

Mamma Andersson (f. 1962) er én af Skandinaviens største nulevende malere, og udstillingen viser værker fra de sidste 20 år, hvoraf ti malerier er skabt særligt til udstillingen, og så kommer det svære valg: Vil man starte med de helt nye værker, og derfra bevæge sig bagud i hendes oeuvre, eller starter man forfra og lader de nye ende som kronen på værket? Jeg vælger at starte med de nye. For ingen tvivl om, at de ti nye værker er et tilløbsstykke i sig selv. Mørke, dystre, sceniske og ekstremt æstetiske, er de.

Scenisk sort

Skulle man klassificere Andersson ud fra én enkelt farve, ville det være sort. Krasbørstig sort, stille sort, fed sort – som tjære – eller tynd og glinsende. Sort som ind i helvede.

Det sorte hos Andersson er enten en mat mur eller et åbent mørke, der suger synet ind. Skyggerne falder i Anderssons værker, som de gør det i italienske Giorgio de Chiricos (1888-1978) malerier; tunge og fyldige, så de bliver lige så dominerende som det, der skaber skyggen. Og som de Chirico er Anderssons malerier udpræget sceniske: De forestiller et landskab, et interiør, en opstilling, og er ofte mennesketomme. Hvis der er menneskefigurer, er de ofte rygvendte, som i det værk, der enten åbner ballet, eller afrunder det, afhængigt af, hvordan man vælger sin entré på udstillingen. Det er et stort vertikalt værk, hvor man ser en række ridende og rygvendte mennesker. Maleriet hedder Holiday (2020), og fantasien pirres: Hvor er de syv ridende på vej hen?

Himlen er markant orange, landskabet udefinerbart, men en sti markeres tværs igennem værket – de rider væk fra os. Selv om titlen markerer ferie og hyggetur, er der andre af de nye malerier i dette rum, der indikerer en dramatik, der også ulmer i dette værk – de syv ridende bærer på en historie, som man instinktivt fornemmer.

Ligeså i Dagen efter (2020), der også er et vertikalt landskabsmaleri, men uden mennesker. Her er både himmel og hav helt sort og gråt, landskabet ildrødt. Jeg oplever ikke værket som et portræt af et specifikt landskab, men som en metafor: Landskabet er i krise, det lider, det brænder og bliver svedent. Alle de træer, der er i Anderssons værker: lange og tynde, brede og barske, eller som her, helt mørke og måske afbrændte som følge af en skovbrand.

’Dagen efter’ (2020) Mamma Andersson.

’Dagen efter’ (2020) Mamma Andersson.

Statens Museum for Kunst
Ikke at Anderssons værker er spækket med eksplicitte politiske agendaer, de er langt mere poetiske, tyste, og ladede med en form for indre antydet spænding. Det dramatiske aspekt af Anderssons værker er aldrig udpenslet: Man ser en scene, hvor noget tydeligvis har udspillet sig. Der er på den måde en nærmest filmisk suspense i flere af hendes malerier.

Som i det markante maleri Den sidste vals (2020), hvor et stort bord er midtpunkt. På bordet står adskillige vinflasker, en sort stol er væltet, andre er stablet i baggrunden. Selve scenen er svær at afkode, for det meste er malet med fed sort, hvis da ikke lærredet står helt bart som hen over bordets træagtige konturer. Øverste højre hjørne forestiller to billeder: en lampe, en båd og et billede i billedet, som forestiller en bygning malet som en hurtig skitse. Er vi her på en restaurant med billeder på væggen? Eller er vi i en natlig scene ved en kaj i Venedig? I mange af Anderssons værker er der flere billedplaner simultant, eller der er malet billeder ind i billedet. Værket har en dyster stemning af, at noget er ladt tilbage efter en vinøs aften. De snakke, de stemninger, der er blevet udvekslet hen over bordet, hænger stadig og emmer i luften. Det er historiefortælling uden narrativer, det er poesi uden ord, for der sker en vækkelse af fantasien, så snart man står foran ét af Anderssons værker – det sker spontant og uvægerligt og udfolder sig i ens indre, og det er derfor, hendes malerier virker så voldsomt dragende.

Hverdagens ophobninger

Stakkevis af bøger, en sofa med tre stablede puder og en sort kat, der kigger ud på os, et klaver, hvorpå der er placeret bunker af bøger, eller et rodet bord med kaffekopper og en skjorte, der hænger til tørre på sin bøjle over dørkarmen. Det kunne ligne noget fra mit eget hjem. Det er malerier, der vidner om stilfærdige menneskeliv, men der er ingen mennesker med i selve det udsnit af en scene, Andersson vælger at male. Det er, som om nogen lige har rejst sig fra sofaen eller fra morgenbordet, og alle de vigtige hændelser foregår uden for lærredet.

Og så er der de malerier, hvor døden kommer på besøg. Som i The Long Goodbye (2015), hvor et skelet står midt i døråbningen og tilsyneladende har smidt det fine kluns lidt skødesløst omkring sig, eller det ret vilde selvportræt Jag (2916), hvor et skelet sidder krummet sammen på gulvet i et rødt rum. Andersson har på den måde flere henvisninger til det helt klassiske maleri – stilleben og memento mori-symbolik – men hvor tableauet, det stillestående liv, hos Andersson helt konkret bliver scener fra stille hverdagsliv, og det dramatiske er en fornemmelse, der mest af alt foregår i én selv, mens man kigger.

’Dead End’ (2010) af Mamma Andersson.

’Dead End’ (2010) af Mamma Andersson.

Louisiana Museum
Det er ikke nødvendigvis kun de ting, Andersson maler, der interesserer mig mest ved hendes værker, men også den måde, hun gør det på. Hendes teknik er aldrig kedelig og statisk, men ændrer sig fra billede til billede, og alligevel er værkerne umiskendeligt lavet af hende. Hun skifter hele tiden mellem billeder, der virker mættede i farven og statiske i scenen, til mere skitseagtige og hurtige strøg og scener, der kun antydes, som i proces. I flere tilfælde er alt dette på færde i værket på én gang. 

Men kendetegnende er en helt særlig malerisk virtuositet, som hun har tilfælles med de andre  nulevende malere som Peter Doig (f. 1959), Daniel Richter (f. 1962), Tal R (f. 1967) og Cecily Brown (f. 1969), der alle har haft store soloudstillinger på Louisiana de senere år.

De er alle del af samme kunstnergeneration, der på trods af meget forskellige kunstnersignaturer og udtryk har visse fællestræk. Landskaberne, farverne og de store formater, som eksempler.

Andersson favner alt dette og har alligevel helt sit eget dystre, gedigne udtryk, som udtrykker en særlig nordisk melankoli. Den stimulerer poetiske væsner med den erfaring, at det er i mørkets afgrund, at livets største skønhed findes.

Mamma Andersson: Humdrum Days’, Louisiana, indtil 10. oktober 2021

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her