Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Søren Ulrik Thomsen har en formidabel evne til at bringe sine refleksioner helt frem til scenekanten

Man lytter selv engageret og opmærksomt til, hvad Søren Ulrik Thomsen har at berette i sit nye tænksomme essay, ’Store Kongensgade 23’
Man lytter selv engageret og opmærksomt til, hvad Søren Ulrik Thomsen har at berette, skriver Informations anmelder.

Man lytter selv engageret og opmærksomt til, hvad Søren Ulrik Thomsen har at berette, skriver Informations anmelder.

Nikolai Linares

Kultur
27. august 2021

Der er en ganske særlig forening af sprog og intellekt i Søren Ulrik Thomsens tekster. En spændvidde fra det ræsonnerende til det poetiske, en ræsonnerende poet, kunne man kalde ham.

Indledningsvis i sin nye bog, det tænksomme essay, Store Kongensgade 23, stiller Søren Ulrik Thomsen spørgsmålet: »Er der et enkelt år eller sted i et menneskes liv, der efterhånden som tiden går, vil vise sig at være det vigtigste?«

Ja, svarer han. Der er et punkt, »hvor passerens spids kan placeres, fordi alt tidligere drømmeagtigt peger ind mod det, og alt senere viser tilbage til dette centrum«.

For Søren Ulrik Thomsen er dette centrum Store Kongensgade 23, hvortil han flyttede med sine forældre, da han var seksten-sytten år. Og det, han forbinder med Store Kongensgade 23, er »den susende følelse af, at nu begynder fremtiden«.

Og så tilføjer han »som om dette hus ... på hemmelighedsfuld vis udgør selve stedet, hvorfra al fremtid for altid vil udstråle, selvom det selv tilhører fortiden.«

Skønt han således i en vis forstand opererer med en cirkulær tid, en tid, man kan vende tilbage til, handler hans essay i høj grad om tidens lineære fremadskriden, og det er disse to slags tid, der fletter sig sammen for ham, efterhånden som tiden går, og han selv bliver ældre.

Da han på et tidspunkt opdager, at døden er kommet ham i forkøbet, så han ikke kan få den vigtige information om sin daværende klasselærer, han er ude efter, konstaterer han:

»Fortiden var begyndt at falde. Foran mig.«

I en vis forstand er det derfor, man skriver, mener han: »For at udsætte døden, for at vinde sin elskede tilbage, for at indfange og eviggøre øjeblikke i håbet om, at de ikke vil hjemsøge en i det uendelige. For at bortøde sine erfaringer, så man med en ny uvidenhed kan fortælle den samme historie igen.«

Men først og fremmest reflekterer Søren Ulrik Thomsen over fremtidens betydning, dette at der er en fremtid. Han taler om begæret efter det næste, at det er selve forventningen om, at den nye dag vil være bedre, og det er den, der holder os i live.

Og så: Efter disse indledende refleksioner kommer døden, sygdommen, sorgen og rædslen og angsten.

Men også her kredses der om erindringer som den dag, han sad i S-toget og frygtede for »at synke sammen på S-togsædet en fredag eftermiddag på en af de højtliggende stationer syd for København«.

Han frygter også alderdommen, tilstår han. Alt dette ville imidlertid ikke være meget andet end ræsonnementer, hvis ikke det var svøbt ind i et sprog, der bringer øjeblikket langt ind under hornhinderne og ned i kroppen på læseren. Stykket med de højtliggende stationer fortsætter: »mens lyset fra et nærliggende industrikøkken brænder gennem novembermørket«. Så er man selv til stede. Også i følelsen, der hos Søren Ulrik Thomsen oftest er forankret i det konkrete.

I det hele taget har Thomsen en formidabel evne til at bringe sine refleksioner helt frem til scenekanten, så man ser for sig, hvad han skriver, som når »cigaretgløderne prikkede i halvmørket«, eller »lyssøjlen, der pludselig tændes i en opgang lidt længere fremme«.

Midt inde i alt dette befinder sig imidlertid morens langvarige depressioner og indlæggelser med et utal af elektrochokbehandlinger og vekslende medicineringer til følge. Her findes centrum, og med udgangspunkt i morens sygdom træder en anden side af bogen frem: Den skarpe, autoritative kritik af det psykiatriske system, hvor psykofarmaka udskrives i livstruende mængder, og diagnose og sygdom, ifølge Thomsen, bytter plads.

»Selvom det skulle være sandt, at psykisk sygdom kan konstateres som en dysfunktion i (neurotransmitterne), betyder det jo ikke, at denne defekt nødvendigvis er sygdommens tilgrundliggende årsag,« indvender han.

Psykiatrien leder det forkerte sted, når den absolut vil henføre det psykiske til det somatiske.

Og Søren Ulrik Thomsens mor blev da også kureret, da en psykolog, Mogens Jacobsen, i stedet for at fylde hende med medikamenter, satte sig ned og snakkede med hende om, »hvorfor hun var så ked af det«. Synsvinklen på psykiatrien er grundigt researchet og dokumenteret, men samtidig tilsat sproglige iagttagelser som, at medikamenter som Leponex, Midazolam og Zypresa ikke er navne på præparaternes aktive stoffer, men de navne som produkterne markedsføres under, og som »med deres forkærlighed for de ’eksotiske’ bogstaver z og x oplades med en særlig mystisk kvalitet«.

Samtidig med at essayet bogen igennem bevarer sin kredsende form, skifter tonefaldet markant fra den første erindrende del til anden dels opgør med det psykiatriske system. Og helt inde i midten finder man det kærlige portræt af moren. »På en gang humoristisk og alvorlig og med sans for netop den, hun sad over for, lyttede hun med intelligent indlevelse til, hvad der blev fortalt hende, uanset om det var på fortrolig tomandshånd eller i et livligt selskab.«

Man lytter selv engageret og opmærksomt til, hvad Søren Ulrik Thomsen har at berette.

Søren Ulrik Thomsen: ’Store Kongensgade 23’. Et essay. Gyldendal. 96 sider. 200 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her