Jeg har et minde om en ganske forrygende koncert med Sorten Muld på Roskilde Festival i de sene 1990’ere. Det var kort tid efter, at de havde skabt overskrifter med deres elektroniske iscenesættelser af danske folkeviser og middelalder-melodier på albummet Mark II (1997).
Fra starten var Sorten Muld snarere et koncept end et band. Et forsøg med at koble folkemusikalsk arvegods fra middelalderen med elektronisk musik – fra techno til trip-hop. Men sjovt nok er det ikke så meget de elektroniske lag i musikken, jeg husker fra den dag på Roskilde Festival, men tværtimod hele den galej af fantastiske musikere med gamle folkemusikalske instrumenter, som bandet havde slæbt med. Dét var med til at åbne min nysgerrighed for folkemusikkens styrke, mens mødet mellem 90’er electronica og middelaldermarked på Mark II i dag fremstår en kende bedaget.
Uden tvivl har Sorten Muld været med til at bane vejen for en fornyet interesse for nordisk folkemusik, som blomstrer i disse år. Men kan de selv formå at fremstå relevante igen? I hvert fald genopstår projektet på Mark IV – Lånt Tid, udgivet af bandet selv på baggrund af en crowdfunding-kampagne. Det er første album fra Sorten Muld i 19 år, men det står hurtigt klart, at det er mere end bare en nostalgisk rejse tilbage til 90’ernes ofte lidt forcerede møder mellem electronica og folkemusik. Sorten Muld har faktisk opdateret deres æstetik og vision.
»Hillelil« er en effektiv åbner. Her trækkes tråde tilbage til den velkendte Sorten Muld-lyd og middelalderviserne, oven i købet med ravnen som mytologisk og skæbnetung figur, som i netop Sorten Mulds største hit, »Ravnen«. Men det er også tydeligt, at Sorten Muld anno 2021 i højere grad bruger de elektroniske lag til at bygge atmosfære. Den mere underspillede stil står godt til Ulla Bendixens drømmende stemme, som her, 25 år efter deres debut-EP, i øvrigt er fremragende.
Kalejdoskopisk og global vision
På Mark IV – Lånt Tid udfolder Sorten Muld en mere kalejdoskopisk revitalisering af den danske sangskat. Middelalderviserne er her stadig, men her er også inspiration fra jazz, højskolesangbog og moderne dansk poesi som i »Sang om Jorden«, der tager udgangspunkt i et digt af Inger Christensen. Titelnummeret »Lånt Tid« bygger videre på Emil Aarestrups digt »Angst« i en påfaldende ordinær pop/rock-ballade, som viser, at fornyelsen også rummer blindgyder.
I det hele taget fremstår albummet lovlig langt og ikke altid videre stringent. Sorten Muld har en tendens til at lade sig forføre af egne atmosfærer og lade ødsel musikalsk ornamentik stå i vejen for sangenes nøgne nærvær, og det skaber en del fyld.
Mere interessant er inddragelsen af mellemøstlige toner og næsten psykedeliske ekskursioner ind i et globalt lydbillede med hjælp fra blandt andet musikerne Orhan Özgur Turan (Hudna) og Luna Ersahin (AySay), som fungerer godt på numre som »Sov Sødt« og »Under Månens Blanke Tæppe«. Hvor Sorten Muld i 90’erne forsøgte at gøre den danske sangskat aktuel gennem tilførelsen af elektronisk musik, åbner de den i 2021 op for andre kulturelle horisonter. Ikke som en pladderhumanistisk gestus, men som en dybere markering af, at den folkemusik, der har rødder i vores muld, også tidligere har været flettet ind i et langt mere omfattende rodnet. Der skal nok være nogen, der opfatter det som et knæfald for tidens identitetspolitiske bevægelser, men det er samtidig et greb, som får Sorten Muld til at fremstå på højde med tiden og åbne for nye strømninger.
Pest og receptioner
»Kan du huske dengang i middelalderen?« spørger Mouritz/Hørslev Projektet flere gange på deres nye album Lykkelige Mennesker. Ja, også her bruges middelalderen som spejl for det moderne menneskes erfaring, men på ganske anden og noget mere ironisk vis end i Sorten Mulds sfæriske musik. Som teksten fortsætter: »Det var dengang, den sorte død raserede landskabet / dengang vi kun havde tre dage tilbage at leve i / Du var så simpel og sexet i din dødsangst.«
Som med Sorten Muld har der været stille om Mouritz/Hørslev Projektet noget tid, skønt vi dog ikke har skullet vente i 19 år. Projektet, der opstod i 2007 med albummet Så er det sagt, hvor musiker Mads Mouritz og digter Lone Hørslev slog de kreative pjalter sammen, har senest udgivet Allermindst dig selv i 2013, men med Lykkelige Mennesker tager de ufortrødent tråden op, og de er både lyrisk og musikalsk veloplagte.
At kalde Lykkelige Mennesker et konceptalbum er nok en tilsnigelse, men alligevel skaber de gentagne spejlinger mellem forestillingen om det simple liv i middelalderen (og stenalderen, vikingetiden etc.) og det moderne livs overload af data en fornemmelse af en rød tråd. Vi møder mennesker, der slukker for nettet om natten, fordi de er bange for usynlige bølger, men altså også mennesker, der gør sig forestillinger om en slags sexet lykke midt i dødsangsten under middelalderens pestepidemier. Det er en plade fyldt med gode oneliners, der ofte rummer noget sørgmodigt og urovækkende, samtidig med at de virkelig er sjove. Som i »Det hele kan hele« om en kvinde, der føler sig ensom og fremmedgjort midt i en reception, hvor det værste der kan ske er, at nogen kommer hen og spørger »om hun har gang i noget spændende«.
Opskriften er nogenlunde, som man kender den fra duoen, hvor Hørslev lejlighedsvist synger eller reciterer, men ellers skaber ordene, som Mouritz sætter til musik og synger. Han er ikke i nogen gængs forstand en stor sanger, men hans spinkle stemme passer godt til teksternes ofte lidt kejtede udsigelsespunkt, og han er absolut en dygtig melodi-smed, der forløser lyrikken i en blanding af organisk folk/roots og smægtende pop, men som minsandten også finder plads til et næsten disco-klingende univers på »Jeg ventede for længe ved døren«.
»Ingenting er kommet for at blive« konstateres det på titelnummeret. Det er måske sandt, men i hvert fald er der grund til at glæde sig over, at Mouritz/Hørslev Projektet er her lidt endnu.
Sorten Muld: Mark IV – Lånt Tid (selvudgivet).
Mouritz/Hørslev Projektet: Lykkelige Mennesker (Madmusic Records).
