Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Ikke alt er spændende i Mia Degners digte om moderskabet, men de lever i et sikkert sprog

Mia Degner skriver om moderskabet, men glider også væk fra det
Kultur
27. august 2021
Der er ikke noget drama i ’Lyset bærer ikke nag til nogen’, ingen fødselsdepression, ingen store kriser, højst et parforhold, der virker noget slidt.

Der er ikke noget drama i ’Lyset bærer ikke nag til nogen’, ingen fødselsdepression, ingen store kriser, højst et parforhold, der virker noget slidt.

Christian Klintholm

Mia Degners digtsamling Lyset bærer ikke nag til nogen er skrevet fra det, der efterhånden er en grundsituation i ny dansk litteratur: den udmattede småbarnsmors perspektiv på verden.

Digtene følger deres jeg nogenlunde fra graviditeten og frem til barnets første sætninger, til stede er også et du, faren, og en intimt tonet hverdag, som digtene så skiftevist stiller skarpt på og flimrer ud af, lidt ligesom et kamera, der lader et velkendt motiv opløse sig i lyspletter og farveglimmer.

Der er egentlig ikke noget drama i bogen, ingen fødselsdepression, ingen store kriser, højst et parforhold, der virker noget slidt. Faren, duet, kommer i al fald jævnligt med replikker om jeget, der er fortrolige og syrlige – »du siger, det er sjældent, du ser mig på afstand/ på afstand ser jeg mindre farlig ud/ derhjemme fylder jeg hele stuen« – men først og fremmest er tonefaldet stilfærdigt. Digtene fortæller om følelsernes slitage og et let ubehag, men gør det, så det mest fremstår som en del af det normale, en del af forældrepakken.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her