Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Stjernekurator har skabt en lukket fest for de indviede på KØS i Køge

Selv ikke gode kunstværker af navne som Rune Bosse og Lea Guldditte Hestelund kan løfte det internationalt orienterede udstillingsprojekt ’Hummings’ i Køge. Stjernekuratoren virker faktisk ikke til at interessere sig for det offentlige rum, man har valgt at udstille i
Den danske kunstner Rune Bosse har bygget deciderede fremtidskapsler i Tangskoven, som er en kunstig skov anlagt oven på en gammel losseplads. Her har han isoleret fire træer i hvert sit drivhus og vil observere, hvordan de klarer sig i indelukkets varme.

Den danske kunstner Rune Bosse har bygget deciderede fremtidskapsler i Tangskoven, som er en kunstig skov anlagt oven på en gammel losseplads. Her har han isoleret fire træer i hvert sit drivhus og vil observere, hvordan de klarer sig i indelukkets varme.

Torben Eskerod

Kultur
24. august 2021

KØS – Museet for Kunst i det Offentlige Rum har fået en mission. Museet vil gøre bykunsten fri af sit trælse ry for at være noget med beton i rundkørsler. Man vil ud i verden – og gøre noget helt andet med kunsten. 

Derfor har man lanceret en udstilling med titlen Hummings, der kan oversættes med nynnen, summen eller hvid støj. 17 kunstnere fra både ind- og udland har bidraget med helt nye værker, og udstillingen skal give stemme til alt det, man betegner »det usynlige, tavse, undertrykte og sårbare«.

Til opgaven har man udpeget den tyrkiske stjernekurator Fulya Erdemci, der har været med til at starte Istanbulbiennalen, været kurator på Venedigbiennalen og været tilknyttet museer i Amsterdam og Rom. Og værkerne – de er langt væk fra rundkørslen, men spredt ud over Køge by, strand og skov. 

Alt dette blev markeret med en storslået åbning den 14. august med performances, teaterstykker og ceremonier.

Den oplever jeg ikke, men ser udstillingen til en pressevisning, hvor jeg håber, at jeg selv kan nå at snuse lidt rundt – nu det jo skulle handle om alt det knap så storslåede. Jeg må ellers holde godt fat i læsebrillen, da jeg nærstuderer i programerklæringen: 

»Hummings ønsker at være et sted, hvor fiktion og virkelighed, levende og livløst, kultur og natur, videnskab og tro, fortid og fremtid, avanceret og ’tilbagestående’, selvet og ’den anden’ smelter sammen, fusionerer.«

Det kan man kalde store ambitioner. Selv om jeg ikke er helt sikker på, hvad de abstrakte modsætningspar egentlig … betyder? 

Omsorg i rundkørslen

Heldigvis bliver det hurtigt mere konkret. Den danske kunstner Rune Bosse har bygget deciderede fremtidskapsler i Tangskoven, som er en kunstig skov anlagt oven på en gammel losseplads. Her har han isoleret fire træer i hvert deres drivhus og vil observere, hvordan de klarer sig i indelukkets varme. 

Glashusene ligner montrer, man engang efter klimakatastrofen vil sætte på den oversvømmede klodes naturhistoriske museer. Hvis den slags findes. Lige nu sniger uhyggen sig i hvert fald med på gåturen.

Også skulptør Lea Guldditte Hestelund overrasker positivt. Hun har lavet en trilogi af værker, der forskellige steder i byen viser et væsen, der fødes ud af undergrunden. Den midterste skulptur, kaldet »The Keeper«, ligner ved første øjekast terrorsikring: Fra vejbanen i en rundkørsel kan man bare se en stor, grå sten. 

Men inde fra fortovet afslører skulpturen to store labber med kløer, der krammer om et æg i bugen. Man kan kravle ind i væsnets mave, hvis man vil. Midt i brosten og trafik har kunstneren skabt et glimt af omsorg. 

Lea Guldditte Hestelund har skabt et venligt monster til udstillingen. Men kuratorisk er ‘Hummings’ en rodet og pinlig oplevelse.

Lea Guldditte Hestelund har skabt et venligt monster til udstillingen. Men kuratorisk er ‘Hummings’ en rodet og pinlig oplevelse.

Torben Eskerod
Samme sans for kærlig protest har forfatter og kunstner Jakob Jakobsen, der har skrevet ’ANGST’ med store, gule graffitibogstaver på en væg i et dyrt udseende nybyggeri. Det kradser effektivt i pænhedens overflader.

To andre smukke værker udvider ømheden til også at omfatte dyreriget. Tyrkiske Ayse Erkmen har lavet et lillebitte mindesmærke for det sidste eksemplar af en nu uddød hawaiiansk snegl, som man lige kan skimte på et træ ved byens kirke. 

Og i brasilianske Jonathas de Andrades rørende videoværk i et skur ved stranden lægger en mand nænsomt kinden til en sprællende fisk. Som om han trøster et ulykkeligt barn. Først senere slår det mig, at fisken jo er midt i sin dødskamp.

Familiejournalen for kunst

Men så begynder korthuset ellers at vakle. Det sker for eksempel i svenske Kerstin Bergendals værk, der er en fotoserie af otte køgeborgere på det sted i byen, de bedst kan lide.

De portrætterede siger banaliteter om skygge og udsigt, mens værkteksten udråber projektet til at være et vidnesbyrd om kosmisk samhørighed. Jeg spekulerer på, om ikke selv Familie Journalens læsere ville finde den slags voxpop en tand for sukret. Det er et på sin vis klassisk relationelt værk, der vil skabe sociale situationer omkring kunsten, men åh, hvor er det fodformet.

Det samme må jeg sige om tyrkiske Hale Tegners lydinstallation i skoven. Fra en højttaler, der lidt nødtørftigt er tapet fast i en trækrone, hvisker en kvindestemme:

»Can you be like a bird on tree?«. »The water finds its crack. Can you be like the water?« spørger kvinden. Og endelig: »There is a crack in everything«.

Jeg har svært ved at se, hvordan verdens nok mest fortærskede Leonard Cohen-citat skulle kunne »fusionere kultur og natur«, eller hvad det nu var, udstillingen ville. Værket taler bogstaveligt talt ned til mig deroppe fra træet. 

Torben Eskerod
Et af udstillingens mange performanceværker er skabt af den tyske konceptkunstner Karin Sander. I hendes værk skal byboere balancere på ét ben på en ustabil brosten.

Men det kan jeg kun læse om i brochuren, og det er som et par andre performances ikke spor dokumenteret med video eller foto i byrummet. Var man ikke i Køge til den fancy åbning, kan værkerne kun opleves en eller to datoer igen. Så vidt jeg kan se, skal man endda troppe op på museet for at få fat i en brochure med tider – de ligger ikke på nettet. 

Her får jeg en følelse af, at Hummings er en lukket fest for de allerede indviede. Det er lidt som at høre et eksklusivt diskotek med hemmelig adresse brande sig som det nye, demokratiske mødested for alle samfundslag. 

Hekse over hjemløse

Et andet event, jeg ikke har været til, er forfatter Olga Ravns lancering af et mindesmærke for de kvinder, der blev anklaget for at være hekse i middelalderens Køge. Det blev fejret med »en ceremoni med urtedrinks« den 14. august, som ikke gentages. 

Ravn har udover ceremonien forfattet en bog, der digter videre over de 16 trolddomsanklagede med monologer, hvor de ser syner og beder til Satan. Men hov. Var pointen ikke, at kvinderne blev uskyldigt dømt, at de var syndebukke, syge, bare kvinder og uheldige? Værket synes ret hurtigt at glemme den dødsens alvor, der var forbundet med hekseri, og syrer ud i sjov metaforleg. 

Det havde måske været fin, poetisk retfærdighed, hvis ikke også bogen indeholdt passager, hvor et digterjeg kommer med S-toget fra København til Køge. Hun vil »lade de trolddomsanklagede komme til mig«. Digteren udfører så en række halvmagiske ritualer og betragter de nutidige provinsbeboere, der i hendes øjne stadig befinder sig i middelalderen rent mentalt:

»På ruden ind til en boligbutik, mottoet: »Alt det naboen ikke har«. Det er så core-Køge, både nu og i 1612. Køge, you haven’t changed«.

Pamfletten indeholder trylleformularer hentet fra folkemindesamlinger og en række opskrifter på, hvordan man kan naturfarve sit eget tøj.

Men i mine øjne ender værket ikke så meget med at mindes, som det får dyrket hekseskikkelsen som en lidt moderigtig form for skrøbelighed; bogens guides ligner reklamer for en nynordisk livsstil, hvor man drikker gin med hyldeblomst og hjemmefarver genbrugshør. 

Alt det understreges af en barok situation, der udspiller sig under pressevisningen.

Olga Ravn fortæller om at besøge den samme grønne sti i Køge flere gange for at åbne sin krop for stedets historie. Imens står en Hus Forbi-sælger ved siden af og råber forbipasserende op. Han har et stort, hvidt skæg, læderbrun hud og kunne med sin cowboyhat godt gå for at være det 21. århundredes Merlin.

Og det er jo ham, tænker jeg, der hver dag må finde et nyt sted at sove, ham, der faktisk ved, hvordan græsset dufter i morgenduggen. 

Ikke alle os kulturjournalister og kunstnere, der skuler til manden, når han overdøver os, men nikker begejstret, bare nogen siger fine ord som »rituel gentagelse«. 

Pinlig kuratering

Hummings på KØS har affødt et par gode værker, der går kærligt i kødet på byens materialer og betingelser. Rune Bosse, Lea Guldditte Hestelund og Jakob Jakobsen har et fint blik for, at byrummet er både barskt og ulige. At det har en historie, men stadig kan påvirkes.

Men kuratorisk er Hummings en rodet og pinlig oplevelse, der ikke virker til at interessere sig oprigtigt for sit genstandsfelt: Det offentlige rum med alle dets lag og modsætninger. Alt for mange af de værker, man har inddraget, er for simple og for selvforelskede. 

Det, der skulle være et flerstemmigt projekt, er blevet pakket ind i overdådige, men uforståelige fagtermer. Det, der skulle være inddragelse af borgerne, er endt som en række eksklusive arrangementer. Og det, der skulle præsentere ufortalte historier, kommer til at virke dybt gammeldags, når man bare får lov at høre lidt Leonard Cohen, snakke om sit yndlings hængudsted og hygge sig med en halvhekset drink.

’Hummings’. KØS. Til den 29. september.

Otte køgeborgere er blevet bedt om at fremvise deres favoritsted i byen. Det minder mere om voxpop end om kunst.

Otte køgeborgere er blevet bedt om at fremvise deres favoritsted i byen. Det minder mere om voxpop end om kunst.

Torben Eskerod

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her