Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Tam fiskeriforestilling med kvotekrise og Jolly Cola på Bornholms Teater drukner i klicheer

Bornholms Teater har dedikerede skuespillere og sjov fiskekassescenografi i den nye musikteaterforestilling ’Fisk’. Men historien om fiskerikrisen i 1980’erne bliver tynd og langtrukken, og figurerne drukner. Ikke i havet, men i klicheer
Solidaritet og pengemangel kæmper med kvindefortrolighed og flirt i ’Fisk’ på Bornholms Teater. Her fanger Sune Skuldbøl Vraas mellemleder de fire kvinder i en selvindlagt musikalsk pause: Lisbeth Gajhede, Christine Gaski, Margit Watt-Boolsen og Signe Mannov.

Solidaritet og pengemangel kæmper med kvindefortrolighed og flirt i ’Fisk’ på Bornholms Teater. Her fanger Sune Skuldbøl Vraas mellemleder de fire kvinder i en selvindlagt musikalsk pause: Lisbeth Gajhede, Christine Gaski, Margit Watt-Boolsen og Signe Mannov.

Martin Thaulow

Kultur
30. august 2021

»Jeg kan bare ikke finde på noget, der rimer på FISK!«

Sådan lyder det komisk nok, da fire hvidklædte kvinder i gummistøvler står ved deres fileteringsborde og renser torsk og kuller, mens de forsøger at skrive en sang til deres band i Bornholms Teaters forestilling Fisk.

Bag dem står fiskekasser i alverdens farver stablet i sindrige mønstre. For vi er på Bornholm i 1980’erne. I kvotetid og krisetid med truende konkurser og arbejdsløshed. På klippeøen dengang ’fangst’ rimede på ’angst’.

Musikforestillingen Fisk er anden del af teatrets ambitiøse krøniketrilogi om Bornholms nyere historie. Første forestilling var Besat i 2019 – Jesper Bræstrup Karlsens vellykkede stykke, der handlede om tyskernes besættelse af Bornholm helt frem til april 1946. Fisk skulle derefter have haft premiere i 2020, men måtte udskydes på grund af coronaen.

Denne Fisk har altså været ventet med særlig stor spænding. Netop derfor er det så ærgerligt at måtte konstatere, at den ikke er blevet nogen helstøbt forestilling. Den rummer ikke dén stærke fiskerfortælling, som kunne have gjort den til en ny bornholmerklassiker. Den lykkes heller ikke som teaterparallel til filmen Bornholms stemme fra 1999. 

Samtidig rammer Jens Svane Boutrups iscenesættelse af Fisk ikke balancen mellem musical og historisk realitydrama. Det bliver altså en sær fortælling, når dramaet igen og igen bremses af en sang med en karikeret showkoreografi. En tam forestilling med for synlig skabelon og for lidt mærkbart hjerteblod.

Åndehul

Dramatikeren Thomas Markmann har ellers tydeligvis skrevet teksten ud fra masser af historisk research. Men i teaterforestillingen samler denne viden sig aldrig til en interessant handling. Figurerne bliver enstrengede og uden udvikling, og de drukner i replikker med klicheer om at folde vingerne ud og tage på eventyr. 

Hen mod slutningen er der ellers en scene, som kunne være blevet omdrejningspunktet for hele forestillingen. Her går en gammel kvinde på fileteringsfabrikken nemlig pludselig i standsning. Hun er så presset af akkorden og sine gigtplagede hænder, at hun ikke kan følge med mere.

Det er skuespilleren Lisbeth Gajhede, der træder frem i sit hvide fiskefabrikstøj. Hun tager sine briller af. Og så stormer der et vidunderligt fantasiblik ud af hende. For lige foran hende står hendes afdøde mand – tror hun da. Man mærker hendes overrumplede glæde – og de andres bekymring for, om hun er blevet vanvittig.

Men man mærker også, hvordan man ville ønske, at det ikke blot var et drømmesyn – og at forudsigelsen fra hendes sprøde fortolkning af »Fiskerpigens sang« med den lykkelige ’her har du mig tilbage’-slutning faktisk blev til virkelighed, så hun fik sin druknede mand tilbage.

Dette hop væk fra den påtagede musicalrealisme er et åndehul. Men det er den eneste scene, hvor der egentlig sættes noget psykologisk på spil.

Eksplosiv skuespiller

Skuespillerne knokler ellers for at skildre en troværdig kvindefortrolighed. Christine Gatski med den stærke sangstemme har masser af overleverkraft og overbærenhed i rollen som kvinden, der er gift med en fyr, der netop har investeret alt i en stor trawler.

Margit Waat-Boolsen har en god, velmenende klodsethed i rollen som den unge ’det skulle bare have været et sommerferiejob’-pige, som ikke kan forstå, at de ældre er så bange for krisen. Lisbeth Gajhede spiller fint og sårbart den gamle kvindes skam over ikke at kunne holde akkorden ved samlebåndet.

Og den sprudlende Signe Mannov har en eksplosiv energi og en stærk kampånd i rollen som hende, der samler de andre til faglig kamp – og som nægter at få personlige fordele af, at mellemlederen har set sig lun på hende.

En mellemleder, som spilles charmerende og råflirtende af den multitaskende Sune Skuldbøl Vraa, der også underlægger sig et trommesæt med klangfulde tønder fra sit glasbur omme bag samlebåndet, hvor kvinderne til gengæld falder ind i musikken med larmende indlevelse og godt med bas.

Hilsen til ’Klumpfisken’

Visuelt er forestillingen dog yderst vellykket. Rikke Juellunds scenografi består effektfuldt af gråhvide plastikforhæng, der trækkes gennem rummet som fiskefabrikkens vådkolde rammer, og overalt står der stabler af fiskekasser, der virker som en fin hilsen til fiskerikriseklassikeren og Hirtshals-fortællingen Klumpfisken på Får 302 tilbage i 2008.

Samtidig spreder 80’er-kostumernes farvesammensætninger af pink og lilla masser af godt humør i sig selv: med matchende plastikøreringe og Jolly Cola, naturligvis. Desuden har lysdesigneren Sonja Lea leget nuanceret med både fabriksneonrør og diskoteksspots, der gør alt for at puste liv i forestillingens scener. Sådan at publikum alligevel ender med at kvittere med taktfast bifald.

Det er spændende og vigtigt, at teatre skaber forestillinger over lokale skæbnefællesskaber. Thomas Markmann har selv tidligere beskrevet betonindustrien på flotteste vis i teksten til den eminente forestilling Beton på Aalborg Teater i 2014. 

Fisk tyder bare på, at Bornholms Teater denne gang ikke har taget de underjordiske i ed – eller hvad der nu skal til for at få teater til at lykkes på Bornholm.

’Fisk’. Tekst: Thomas Markmann. Sangtekster: Thomas Markmann og Jens Svane Boutrup. Iscenesættelse: Jens Svane Boutrup. Scenografi: Rikke Juellund. Lysdesign: Sonja Lea. Lyddesign: Michael Brøndum. Koreografi: Johanna Fridell. Bornholms Teater i Rønne. Til 18. september 2021.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Mens jeg godt forstår, hvad Anne Middelboe mener, så var jeg selv meget glad for forestillingen - netop til dels på grund af det enorme spring i spillestil, vi oplever i dag, hvor det teatralske sprog i høj grad erstattes af et ukunstlet og genkendeligt talesprog, der bryder med den store katastrofe, dødsspiralen, vi har levet med så længe, hvor skuespillere mudrer deres sprog for at efterligne almindelig tale, der mudrer endnu mere for at efterligne det sprog, der høres på tv, i film og fra landets scener.

Poul Krogsgård

At tyskerne skulle have besat Bornholm helt frem til april 1946 er en temmelig overraskende oplysning.