Tidens ballet blomstrer af ung vildskab, livsglæde og kærlighed – mellem alle køn

Kammerballetten har netop bekræftet sin position som det mest forelskede balletkompagni i Danmark. Ved sin forestilling på Takkelloftet denne uge viser kompagniet igen, hvordan mødet mellem dansernes kroppe og musikernes instrumenter skaber en dirren i rummet, som forplanter sig til publikum. Hvordan legen mellem trinene og tonerne bliver en lykkerus, som gør hver bevægelse skarpere og hvert buestrøg mere sprødt. Hvordan kroppens skønhed og uro træder ind i musikkens dynamik og tvivl på ekvilibristisk beherskelse, så eksistensen lyser.

Men det er i det hele taget skønt at mærke, hvordan lysten til at skabe ny koreografi til balletdansere trives i øjeblikket. I disse uger pibler det frem med dans skabt til dansere, der er trænet i den klassiske ballets tradition med ranke kroppe, stærke balancer og evnen til at dreje piruetter og stå på tå. Det er ikke mindst glædeligt at se, hvordan flere balletdansere nu selv springer ud som koreografer. 

Kammerballetten er i sig selv et symbol på de nye tider. Sommerkompagniet opstod i 2019 som en fusion af de unge, stærke musikere i Trio Vitruvi – violinisten Niklas Walentin, cellisten Jacob la Cour og pianisten Alexander McKenzie – sammen med en håndfuld dansere og koreografer fra forskellige internationale balletkompagnier. I år er der seks koreografier til musik, der spilles af de tre forrygende musikere live. Dansernes strakte fødder er hele tiden i nærheden af en cellobue eller et flygelben. Derfra kommer nærheden og det særligt boblende og spændstige.

Lettere end let

I år er det ikke mindst værket Selvportræt, der fænger. Det er skabt af den engelske koreograf Paul Lightfoot, der netop er stoppet som leder af Nederlands Dans Theater. Han har koreograferet balletten til den russiske ballerina Maria Kochetkova, den danske Sebastian Haynes og den hollandske Toon Lobach. Der opstår en intens mystik, når han lader de to mænd stå ranke og spændstige foran de tre musikere, mens en port på bagscenen åbner og afslører kvinden iført en enorm herskerindekjole i sort. Kvinden skrider ind i rummet, skridt for skridt, og glider sidenhen ind og ud ad døre, der åbner sig for hende – som om hun er en drøm eller en sorg, der bliver ved med at dukke op. Hun sætter sig på klaverbænken ved siden af pianisten, peger eksakt udad med sine albuer og magnetiserer rummet med sin karisma, så hendes blikke nærmest skaber lysstriber ud fra hendes krop. Inden hun træder ud af sit enorme kjoleskørt og begynder at danse.

Maria Kochetkova er lettere end let. Hendes knæ skaber perfekte 90-gradersvinkler – løftet, liggende, drejende, springende. Hun dominerer de to mænd med en herskerindes selvfølgelighed. Sebastian Haynes bærer hende ubesværet og beundrende, men rummer samtidig sin egen fortælling om styrke og indre modstand. Ikke mindst i forholdet til den dynamiske og mere drengede Toon Lobach.

For de to mænd udvikler undervejs en stærk og dragende kærlighedsrelation, der trodser kvindens dominans. Alt dette sker til musikken, som Alexander McKenzie selv har komponeret. Et voldsomt trioværk med hilsner til minimalismemusik som hos Philip Glass, men også med en indre kamp som hos sovjetkomponisten Shostakovitj. Med stærk sitren hos strygerne og vild dundren i flyglet, som udfordrer dansernes balancer. Både i kamp og kærlighed.

Hed dans for to mænd

Netop det eminente samspil mellem musik og dans ses også i Sebastian Kloborgs mandeduet In Bright Gloom skabt til musik af Rachmaninov. Her står Ulrik Birkkjær fra San Francisco Ballet og Liam Redhead fra Den Kongelige Ballet i perfekte positioner, som de skubber sig selv ud af, mens deres forelskelsesdans bliver hedere og hedere. Danserne inddrager rask væk pianisten og insisterer på en anden slags musik: mere inderlig, mere nutidig … Og deres albuer flapper sammen med højlydte klap, når lidenskaben får frit løb. Her viser Sebastian Kloborg sin koreografiske tæft for at få dans og musik til at mødes i så levende en mandekærlighedsdans, at alting sitrer.

Den fremadstormende, 25-årige Tobias Praetorius har også skabt en ny ballet for tre kvinder. I Oenothera danser Astrid Elbo, Ida Praetorius og Stephanie Chen Gundorph poetisk til musik af Schubert. De har lange lyse skørter på, og deres arme bølger sig synkront. Ballethistorisk virker de faktisk som tre kvinder, der har revet sig løs fra kvindegruppen i Balanchines berømte ballet Serenade for at skabe deres egen nutidige fortrolighed. De holder om hinanden og danser tæt – fortroligt, bare de tre.

Bredbarmet senorita

På Pantomimeteatret har viceballetmester Per Lundsgaard skabt sin egen nye ballet – en stor, ny ballet for 12 dansere med titlen Tivolidrømme. Balletten er en guldalderhilsen til H.C. Lumbye med kendte melodibidder fra Champagnegaloppen og andre 1800-tals-hits. Koreografien rammer fint essensen af romantikkens nydelige ballet og dens sværmen for den spanske dans som særligt eksotisk. Her er så bare det ironiske greb, at den spanske senorita danses i drag af en bredbarmet Allan Clausen og hans señor af en vindtør Tommy Edvardsen med knaldsort paryk og flamencotics. Det er hylende sjovt. Og når så den smidige, brasilianske danser Luis Fernando blander sig med mobiltelefon og breakdance, mødes fortid og nutid i en fejende finale.

Pantomimeteatret var også i centrum, da tre danske dansekompagnier for første gang gik sammen om at skabe en koreografikonkurrence: Den Kongelige Ballet, Tivoli Ballet Teater og Dansk Danseteater afholdt konkurrencen Cph Made, hvor seks koreografer havde fået op til fire dansere til rådighed i to uger forinden. De skulle så hver skabe et danseværk på otte minutter, og de seks balletter blev så vist søndag aften på Pantomimeteatret i Tivoli som tilløbsstykke.

Koreografierne var meget forskellige, men alle var fascineret af den klassiske teknik – eller i opposition til den. Den japanske korpsdanser fra Den Kongelige Ballet, Rikako Shibamoto, havde skabt Chikuzan med kimonoer og japansk symbolik, mens Lukas Hartvig-Møller og Louella May Hogan fra Dansk Danseteater havde skabt duetten Name, Age, Gender, Occupation? for sig selv med kønsdebat helt ned i fodsålerne. Og den spanske korpsdanser Eukene Sagues fra Den Kongelige Ballet (som under coronaen skabte videoballetten Respira) havde skabt den smukke, mytologiske ballet To Those Who Leave om døden – med rygvendte, hvidklædte kvinder med udtryksfulde arme under et ophængt sejl fra båden til dødsriget.

Vinderen blev dog Robert Thomsen, der er danser ved Tivoli Ballet Teater, og som her debuterede som koreograf med Meet Cute. Denne koreografi virkede måske ved første blik lidt ’gammeldags’, fordi den foregik i Pantomimeteatrets gamle skovkulisser, og fordi den bød på en kvinde med 1930’er-frisure og to sømænd med matroshatte. Men der gik ikke lang tid, så bølgede humoren. For det viste sig hurtigt, at de to mænd tændte mere på hinanden end på kvinden. Her formåede Robert Thomsen at udtrykke sig gennem traditionelle ballettrin, men at skabe et plot med så stor sikkerhed i fortællingen og så træffende en timing i humoren, at mimikken blev en integreret del af dansen. Og danserne Vincent Vernal fra Tivoli Ballet Teater og den franske solodanser Jonathan Chmelensky fra Den Kongelige Ballet (gudedanseren fra Mahlers 3. symfoni) overrumplede publikum med et sublimt og forfriskende samspil i homodansen om at holde den ellers ivrige og sammenklappeligt smidige Jennifer Wagstaffe fra Tivoli Ballet Teater på kropslig afstand.

Netop humoren i denne fortælling var så opløftende. I det hele taget viste disse tretten nye balletter, at ballet ikke kun er alvor og perfektion og død. Det er også livsglæde og fandenivoldskhed og liderlighed – og kærlighed i alle kønskonstellationer. Masser af kærlighed. Med Kammerballettens kompromisløse fusion af ypperlige musikere og exceptionelle dansere som den mest sublime dans i sommermørket.

’Kammerballetten 2021’. Koreografi: Adam Lüders, Cesar Faria Fernandes, Tobias Praetorius, Paxton Ricketts, Sebastian Kloborg og Paul Lightfoot. Dansere fra Den Kongelige Ballet, Nederlands Dans Theater og San Francisco Ballet. Trio Vitruvi. Takkelloftet på Operaen til den 21. august 2021.

’Cph Made’. Koreografikonkurrence. Koreografier: Helena Casado, Rikako Shibamoto, Lukas Hartvig-Møller og Louella May Hogan, Robert Thomsen, Tara Schaufuss og Eukene Sagües. Dansere fra Den Kongelige Ballet, Dansk Danseteater og Tivoli Ballet Teater. Afholdt 15. august 2021. Værkerne danses igen 25.-28. august 2021.

’Tivolidrømme’. Koreografi: Per Lundsgaard. Koreografisk assistent: Tori Cooper. Kostumer: Kitt Houen og Stine Rolfsen. Musik: H.C. Lumbye og remix af Martin Guldmann. Pantomimeteatret til den 8. september 2021.