Han ser med foragt på de mænd, der har været hans venner siden barndommen: »Når jeg ser over på hans åndssvage hat, som skal dække de høje tindinger, mærker jeg en morbid glæde.«
Han føler generelt en lede ved andre mennesker: »Jeg har altid fundet de fleste af mine medmennesker grænseløst irriterende.«
Han er i et åbent forhold med sin kæreste, da han vil »have frihed til at se andre«, men han kan ikke håndtere det følelsesmæssigt. Han betaler gerne en prostitueret 600 kroner for blot at få lov til at komme ud i hendes ansigt: »Med et sidste ryk forlader skummet min krop og den hvide, klæbrige masse lander med et tykt, vådt plask mellem hendes øjne.«
Om hans barndomsven, Nick, gælder det, at han allerede som baby blev forladt af sin mor, hans far slår ham, hans livs eneste kæreste er ham utro, han torterer dyr, hader kvinder, er voldelig, ender i et misbrug og tager som 33-årig livet af sig selv: Han sætter sig på knæ, læner sig frem og hænger sig med et bælte i et dørhåndtag ved at holde hænderne på ryggen i en rum tid – angiveligt for at dyrke døden demonstrativt og skide på de efterladte.
En anden ven, Alexander, er selvfed, egoistisk og aggressiv, og endnu en ven, Johan, fremstilles som en udbrændt »samfundstaber« på coke.
Eksistentiel desillusion
Hele horisonten i Kristoffer Linds debutroman, Dødsruten, er eksistentiel desillusion og social krise. Romanen bliver et kynisk blik på noget ved sin samtid: Der er et eller andet galt med det mellemmenneskelige, og individet fungerer ikke rigtig. Det er svært ikke at skænke Michel Houellebecq og Jan Sonnergaard en tanke.
Omend vi er et stykke fra den litterære liga, er den bærende komposition i Dødsruten fint tænkt og leverandør af et vist drive i fortællingen: Dagen før Nicks begravelse skal hans fire barndomsvenner fra Odense – jegfortælleren, Bugge, Alexander og Johan – mødes i Odense for at gå på druk på den stribe af barer, de kalder for ’dødsruten’, og mens vi følger denne aften og den gamle vennegruppes disharmoniske genforening i nutid, er der indlagt en lang række flashbacks til jegets og gruppens fjerne og nære fortid.
Her hører vi om jegets familiehistorie med skilsmisse og en resigneret far, Nicks barske liv, jegets relation til ham helt frem til få dage før selvmordet og meget andet. Det er i enkelte af disse flashbacks, at bogens litterært bedst fungerende stykker er at finde.
I et stykke er Nick og jeget 13 år, og en leg med myrer udvikler sig til opfindelse af forskellige måder at henrette myrer på, og kort tid efter presser Nick jeget til at kaste et kanonslag efter en and, som bliver sprængt i luften. 20 år senere, lige før sit selvmord, opsøger Nick jeget for at sige undskyld for episoden. I disse afgrænsede stykker bliver fortællingen levende og stoffet sanseligt og påtrængende. Dette er dog, hvad romanen som helhed savner.
For mange spor
Noget slående ved Dødsrutens blot 127 sider er dens meget strittende væsen. Der er indlagte beretninger om Lars Elstrup, Kim Larsen, Elvis og perifere personer, som det er svært at se relevansen af, og romanen indeholder en stribe af tematiske spor – nogle tidsbundne, nogle mere almene – der nok kan overlappe en smule, men som alle skrives betonet frem og indebærer en mangel på dybde og stoflig koncentration.
Ét spor handler meget eksplicit og lidt studentikost om døden som livets endeligt; det vil jeget gerne tale om, hans far er optaget af kroppens forfald, Bugges mors forældre har hængt sig, og bogens titel kan blandt andet betyde livet hen imod døden. Et andet spor handler om social arv og forarmelse, særligt fortællingen om Nick og til dels jeget, der gentager sin fars distance til livet. Et tredje spor kredser om storby over for provins (vi hører til stadighed om provinstræk ved Odense), et fjerde om ansvar, etik og gensidig afhængighed, et femte spor er om det, at en vennegruppe efter ungdomsårene kan miste betydning; det er det, der meget pointeret sker for gruppen. Et sjette spor om kærlighed og parforhold opstår, når vi får oprullet jegets kærestehistorik i detaljer og hans forældres forliste parhold. Et syvende spor, som nok stikker dybest, udgår af forholdet mellem jegfortælleren og det fortalte og handler om hans rodløse omverdensforhold: hans uforpligtethed, menneskelige distance, lettere misantropi.
Som en anden kriseramt æstetiker forlanger han kritisk en masse af sin omverden og medmennesker, men kan ikke selv forpligte sig og finde varig betydning.
Dødsruten rammesætter en stedvis interessant fortælling med visse gode kompositoriske træk, men mangler helstøbt gestaltet pågående virkelighed. Måske skal det strittende og distancerede afspejle de senmoderne menneskers retningsløse liv. Men den idé ville alt andet lige fungere stærkere i en fortælling, der mere stabilt lader læseren mærke stoffet og dets nødvendighed.
’Dødsruten’ – Kristoffer Lind – Byens Forlag – 127 sider – 199 kroner
