Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Vellykket LGBTQ+-teaterfestival med skrøbelige sind og saftige kroppe

Cph Queer Theatre Festival blev et tilløbsstykke på Folketeatret med intense teaterforestillinger om at finde sin seksualitet. Med sextekster og overgrebsberetninger, men også med humor og masser af håb
Den spanske teaterkunstner Marco Magoa i ydmygelse og kimono i ’On the Way to the Sawmill’.

Den spanske teaterkunstner Marco Magoa i ydmygelse og kimono i ’On the Way to the Sawmill’.

Ainhoa Raparaz

Kultur
23. august 2021

Folketeatrets foyer er proppet med mennesker. Et regnbueflag vajer ude i Nørregade, og indenfor hersker Pride-festivalens slogan #YouAreIncluded. Det er vi tydeligvis alle sammen: Inkluderet!

Det vrimler i hvert fald med mennesker af alverdens slags eksotisk udstråling og LGBTQ+-observans. Samtidig føler en lille, gummistøvleklædt heterokvinde som mig sig også velkommen. Her er simpelthen en rar stemning. 

København er denne uge værtsby for WorldPride 2021, og Cph Queer Theatre Festival byder på forestillinger, hvis historier typisk handler om mennesker, der søger deres egentlige identitet – og som bryder op fra deres heterodominerede omgivelser og søger nye fællesskaber inden for LGBTQ+-spektret.

Forestillingerne har altså et åbent menneskesyn, som binder dem sammen – og de videregiver ikke mindst stærke følelser af at være set ned på og at være forfulgt og kanøflet. For disse skrøbelige sind bor i saftige og længselsfulde kroppe.

Festivalen spreder derfor i sig selv en stærk varme mellem disse mennesker, der tydeligvis har været gennem mere modgang end de fleste. Derfor er det også et klart og vigtigt signal, at ikke mindst Folketeatret og Det Kongelige Teater så tydeligt har inviteret queerteatret indenfor.

Fanget af ensomhed

Følelsen af at være uden for præger ellers forestillingen On the Way to the Sawmill af den spanske dramatiker og instruktør Marco Magoa fra den spanske teatergruppe Teatro4m. Egentlig er forestillingen fire monologer om fire mennesker, der alle sammen er ved at bukke under af ensomhed.

Indledningsscenen byder på en ung, japansk fyr, der tackler følelsen ved at vende ryggen til samfundet som en såkaldt ’hikikomori’ – en person, der ikke forlader sit værelse i halve eller hele år. Den statuariske skuespiller Kuni Tomita sidder i hvert fald isoleret på bagscenen i et plastiktelt, omgivet af papirer med japanske tegn og barbiedukker i farvestrålende tøj, mens han apatisk betragter tre skæbner:

Først en hvid, tjekket homoglobetrotter, spillet af Marco Magoa selv, der ender med at ydmyge sig totalt over for en ung fyr, som han forelsker sig hovedkulds i – uigengældt – hvorefter han både føler trangen til at begå mord og selvmord. Derefter dukker en kvinde op spillet af den eksplosive, spanske skuespiller Ruth Salas.

Den japanske skuespiller Kuni Tomita spiller den unge, ensomme mand, der skamfuldt isolerer sig selv, fordi han som LGBTQ+-person ikke kan rumme smerten ved at være uden for fællesskabet i ’On the Way to the Sawmill’.

Den japanske skuespiller Kuni Tomita spiller den unge, ensomme mand, der skamfuldt isolerer sig selv, fordi han som LGBTQ+-person ikke kan rumme smerten ved at være uden for fællesskabet i ’On the Way to the Sawmill’.

Ainhoa Raparaz
Hun ønsker at tage hævn over sine overgrebsmænd: Hun drømmer om at være den første kvinde, der formår at bore sine negle helt op i himlen af vrede. Til sidst spadserer en ung, sort fyr ind på scenen, spillet af den kantede, engelske charmespiller Maxwell Chartey. Denne bøsse er blevet udsat for hate crime, og nu føler han trang til at melde sig til terror, så han kan sende volden tilbage til alle sine bødler.

Ideen med at sammenstille disse skæbnehistorier er fin. Som dramatik bliver det bare temmelig bastant og patosfyldt. Enetalerne skaber simpelthen ikke variation nok i det æstetiske udtryk. Men menneskeligt gør det stærkt indtryk, at disse mennesker åbenbart føler, at de er ’på vej til savmøllen’, altså på vej til at blive dræbt på grund af deres seksualitet. 

I en ’aftertalk’ fortalte Marco Magoa publikum om de næsten umulige vilkår, han har arbejdet under som ikkehetero kunstner, ikke mindst i lande som Egypten, Sudan og Irak. Det forklarede lidt af forestillingens ujævne struktur. Alligevel smilede han og satte pris på friheden ved at være kunstner. »Håb er kamp,« som han sagde.

Bøsser fra Jylland

Nede i Folketeatrets foyer skiftede stemningen til det muntre, da den danske trio Schwanzen Sänger Knaben gik på scenen med Perler for svin fyldt med kække bøssesange og herlige fortællinger fra de gode gamle dage i spejderlejren.

De tre herlige sangere Brian Grønbæk Jensen, Bent Jacobsen og Ole Håndsbæk Christensen har netop fejret, at de har optrådt sammen i deres faste kostumetrio af guld, pink og grøn i hele 25 år. Denne aften stod de også på kabarettrappen med deres sædvanlige, overdrevne blå øjenskygge og sang deres kinky sange, som med deres egen humoristiske beskrivelse ’søger den hårfine balance mellem pornografi og blasfemi’.

De tre syngende bøssehumorister fra Schwanzen Sänger Knaben på cabaretscenen på Folketeatret.

De tre syngende bøssehumorister fra Schwanzen Sänger Knaben på cabaretscenen på Folketeatret.

PR Foto

Jublen ville ingen ende tage. De sang trestemmigt med blæret barbershopoverskud og smukke klange – selvfølgelig med plirrende uskyldige blikke. Og det internationale publikum lo med, når de tre herrer forsøgte at oversætte pointerne fra deres righoldige ’børnelokkerrepertoire’ til engelsk, ikke mindst temaet ’bøsser fra Jylland’.

Det var svært ikke at føle sig taknemmelig over, at vi lever i et land, hvor satire er en dyd – og hvor sanglinjen ’Jeg ligger i en fremmed seng’ gerne må rime på ’sex i flæng’.

Sex i flæng

Netop drømmen om sex i flæng blev skildret yderst levende nede i Skuespilhuset i midnatsforestillingen Berghain. Den energiske og sansende turbotekst er skrevet af den unge dramatiker Magnus Iuel Berg, der blandt andet har skrevet soldaterstykket I støvet fra regnen.

Berghain har tidligere været vist som en natklubforestilling med performerne på rulleskøjter. I det propfyldte skuespilhus var det dog en koncertversion – med Simon Muschinsky som vild komponist ved musikpulten i baggrunden og med psykedeliske projektioner på storskærm.

Hvilken vidunderlig energi! Publikum omringede scenen og stod op i en hel time og rockede med – parate til at lukke øjnene og følge med på drømmerejsen, der dog hurtigt blev til mareridt. De fem fysiske performere tiltrak sig rockstjernestatus. De optrådte i læder og netstrømper med tunge støvler, og de peakede med tvungne kys og lir. Replikkerne pumpede, som var de sanglinjer i et endeløst omkvæd, og så kom der ellers fart over den grumme eventyrfortælling om den unge ’uskyldige’ fyr, der opsøgte Berghain-natklubben for første gang, og som blev grundigt indviet i ravekulturens orgie af ecstasy og sex – eller forsøg på sex. 

Jeremy Thomas-Poulsen har iscenesat den effektive og hallucinerende tekst med en dunkende rytme, så det er oplagt, at Daniel Niel Ashs stilfærdige hovedperson i hvid T-shirt selvfølgelig ikke kan modstå fristelserne. Klubkongen Chris Vincent spankulerede spændstigt omkring med sine læderremme og styrede showet, hvor Kristen Flanagan blafrede med sine bryster i rød korsage og med turboacceleration i lårene. Og Theresa Mangara smilede brutalt hen over sine neongule kryds på brystvorterne, når hun bremsede ham, hver gang en ny, ukendt pille skulle betales, mens Jon G. Vopnfjörd trampede med støvlerne og spærrede for nødudgangen. Her kan man tale om at blive fanget i eget bræk!

Syretrip med sexdrømme og hallucinationer ruller veloplagt gennem natklubben i Magnus Iuel Bergs stykke Berghain om en ung fyr, der opsøger et raveparty. Her med Chris Vincent som dynamisk anfører.

Syretrip med sexdrømme og hallucinationer ruller veloplagt gennem natklubben i Magnus Iuel Bergs stykke Berghain om en ung fyr, der opsøger et raveparty. Her med Chris Vincent som dynamisk anfører.

Laura Ioana V

Fanget i egen kliché

Helt så vildt blev det dog ikke i den selvbiografiske monolog Den unge Elias’ lidelser, der er skrevet og doku-performet af den dansk-marokkanske, aarhusianske digter Elias Sadaq, der nu spiller forestillingen live, efter han i foråret viste den digitalt som coronavideo.

Og knap så vildt blev det, da den højtelskede dragqueen Ramona Macho senere indtog Folketeatrets kabaretscene med sit stramtsiddende workoutoutfit i regnbuefarver og kunstige negle, der fløj rundt om ørerne på hende sammen med de mange pophits.

Men man kan også tale om at blive fanget i egen kliché. Det gængse billede af LGBTQ+-verdenens farverige partykultur med hang til seksuel dominans og stoffer blev i hvert fald understøttet af dette udvalg af festivalens forestillinger.

Der er desuden overvægt af bøssefortællinger; der er tydeligvis et stykke vej til, at lesbiske og transpersoner indtager teaterrepertoiret med samme kraft. Det interessante er imidlertid, at kønsidentiteten i de bedste glimt fremspilles så psykologisk sprødt og sårbart – eller netop så overdrevent råt og herskeragtigt – at alle tilskuere uanset seksuel orientering kan mærke smerten nedenunder. 

Festivalen på Folketeatret afsluttes med den digitale liveforestilling Glory Box på Folketeatret med den australske queerqueen og miljøaktivist Moira Finucane. Under Cph Stage i sommer viste hun sin begavede badekarsperformance live på en skærm, direkte fra Melbourne, og er der nogen, der kan fremstille queerskrøbelighed og proteststyrke i samme krop, så er det hende. Desuden spiller Østerbro Teater Kærlig hilsen hadet af Tomas Lagermand Lundme på Østerbro Teater, og Det Kongelige Teater spiller Pride af Falk Richter.

Som Cph Queer Theatre Festival beroligende skriver: #YouAreIncluded.

Cph Queer Theatre Festival 2021:

’On the Way to the Sawmill’. Tekst og iscenesættelse: Marco Magoa. Teatro4m (Spanien). Folketeatret.

’Pearls for Pigs’. Kabaret med Schwanzen Sänger Knaben. Brian Grønbæk Jensen, Bent Jacobsen og Ole H. Christensen. Folketeatret.

’Berghain’. Tekst: Magnus Iuel Berg. Iscenesættelse: Jeremy Thomas-Poulsen. Musik: Simon Muschinsky. Koncertversion. Skuespilhuset. (Spilles som rulleskøjteversion i Bøssehuset på Christiania 27.august-11.september 2021).

’Den unge Elias’ lidelser’. Tekst: Elias Sadaq. Iscenesættelse: Silje Shearman Poulsen. Folketeatret. (Anmeldt som digitalt teater af Trine Wøldiche i Information 13. marts 2021).

Ramona Macho. Kabaret. Folketeatret.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her