Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Alex Schulman har skrevet en stærk personlig fortælling om at vokse op i skyggen af misbrug

Den selvbiografiske roman ’Glem mig’ er en kompleks kærlighedserklæring fra en søn til sin alkoholiserede mor
Den svenske journalist og podcastvært Alex Schulman skriver om sin opvækst og forholdet til sin alkoholiserede mor

Den svenske journalist og podcastvært Alex Schulman skriver om sin opvækst og forholdet til sin alkoholiserede mor

Kultur
10. september 2021

Glem mig fra 2016, som nu er kommet på dansk, handler om at vokse op med en mor med alkoholmisbrug og om forsøget på at bevare et forhold til hende som voksen. Den svenske journalist og podcastvært Alex Schulman har udgivet en række selvbiografiske værker om egne familiemedlemmer, blandt andet faren og morfaren. I 2020 fik han sit internationale gennembrud med den fiktive roman Overleverne, hvor tre voksne brødre rejser til deres barndoms ødegård for at sprede morens aske, mens der i tilbageblik fortælles om en opvækst med dystre familiehemmeligheder. I den selvbiografiske Glem mig strækker fortællingen sig fra efteråret 2012 til sommeren 2015. Ved begyndelsen af romanen er Alex og den ene af hans to brødre, Calle, kørt til familiens ødegård i Värmland for at overtale deres mor til at lade sig indlægge på et behandlingshjem for alkoholisme.

Barndomserindringerne trænger sig på i Schulmans autobiografiske roman. Når Alex kører den velkendte strækning mod ødegården, og når vi følger ham i de otte måneder, som leder op til dette øjeblik – otte måneder, hvor morens misbrug, som har varet i over tre årtier, bliver mere og mere alvorligt – dukker de ustandseligt op. »Det er, som det altid har været. Vi er 30 år gamle, vi er fem år gamle.«

Der er kærlige minder om moren fra den tidlige barndom, små glimt af ren lykke og sommeridyl. Men også mørke historier om en opvækst i skyggen af misbruget, hvor de tre børn i smug panter flasker og vasker glas for at skjule morens hemmelighed. Da Lisette, som moren hedder, begyndte at drikke, forsvandt de trygge rammer i familien, og Alex og hans brødre måtte gå på æggeskaller omkring en utilregnelig, utålmodig og vred mor. En mor, man kunne blive bange for.

Stærk personlig historie

Som voksen har Alex bevaret evnen til at komme sin mors vredesudbrud i forkøbet, til at afværge katastrofer: »Jeg er dårlig til at reparere relationen, men jeg er god til at reparere situationen.«

Vi møder ham, når han er gift og småbarnsfar til to. Han er veletableret og succesfuld i sit arbejde, men kæmper med angst. Forholdet til morens afhængighed er komplekst. Alex vil ikke have, at hun drikker, og samtidig frygter han de situationer, hvor hun ikke har adgang til alkohol: »Angsten for, at hun skal drikke, er ofte præcis lige så stor som angsten for, at hun ikke skal drikke. Alle de gange i barndommen og som voksen, hvor jeg har set det som min fremmeste opgave at gøre det lettere for hende at sørge for, at hun får sit glas.« Ingen i familien har nogensinde talt om Lisettes misbrug. Når den voksne Alex endelig konfronterer hende med det, så hun kan få hjælp, risikerer han helt at miste hende.

Glem mig er en stærk personlig historie. Sproget er enkelt og ligefremt. Der er et højt tempo i romanen, minde efter minde afløser hinanden, fremkaldt af et blik, en håndbevægelse eller en sætning – Alex husker i glimt alle de gange igennem årene, hvor han har set det blik eller hørt den tone før. Romanens titel er et ekko af morens uforsonlige besked til sin søn, da han konfronterer hende med misbruget: Glem mig. Men frem for at glemme moren og opgive relationen – noget som til tider fremstår som den eneste mulighed – er romanen et forsøg på at forstå og en mulighed for at begynde forfra. Alex vil have sin mor tilbage; ikke hende, som sender hadefulde beskeder om natten, eller som kunne finde på at ignorere ham som barn, men den mor, som findes bag alkoholen, før alkoholen.

Schulman fremskriver et komplekst portræt af sin mor med både humor og ømhed. Hun er intelligent, velartikuleret, grov og underholdende: »Det er på de tidspunkter, når vi skændes for sjov og driller hinanden, at jeg føler mig tættest på hende. At jeg kan lide hende. Men hendes humør kan hurtigt skifte.«

Lisette er heller ikke den eneste i romanen, som drikker. I en tragikomisk scene tager forældrene de tre børn med på pizzeria og bestiller vodka, mens børnene spiser; den ældste dreng på 14 får lov til at køre bilen hjem. Senere tager de voksne sønner deres alkoholiserede mor med på natklubber: »Hvordan kunne vi gøre sådan mod hende? Måske fordi den eneste måde at være sammen med hende på, uden at få det dårligt, var ved selv at være beruset.«

På første side af Schulmans selvbiografiske roman står der: »Til mine brødre, Calle og Niklas, med respekt for, at dette er min historie, og at jeres kan være en anden.« Glem mig er en kompleks kærlighedserklæring fra en søn til sin mor. Den er også en fortælling om forsoning og om arbejdet med at tilgive en person, som selv har glemt; som ikke kan sige undskyld for det, hun ikke husker.

Alex Schulman: ’Glem mig’. Oversat af A.E. Glahn. Lindhardt og Ringhof, 240 sider, 250 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her