Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Baggårdsopera var en luksustreat af smuk musik, lette bobler og tunge tanker

Smuk operainstallation lukkede publikum ind til refleksioner om vores liv, og hvor tæt på hinanden, vi egentlig kan komme
Kultur
2. september 2021
En operainstallation i Admiral Gjeddes Gaard lukkede folk ind i et kontemplativt univers med sang og musik og en virkelighed tæt på virkeligheden

En operainstallation i Admiral Gjeddes Gaard lukkede folk ind i et kontemplativt univers med sang og musik og en virkelighed tæt på virkeligheden

Operafestival betyder opera i hele byen. Og hvis man tror, opera kun er noget med tykke damer i store kjoler eller mænd med korte ben på store scener, så har man ikke fulgt med. Dette års Copenhagen Opera Festival løb af stablen den 19.-28. august og rummede mange anderledes operaer og viste, hvordan genren er udvidet til i det hele taget at betyde musikdramatik af hvilken som helst art, hvori der indgår sang.

En operainstallation i Admiral Gjeddes Gaard lukkede folk ind i et kontemplativt univers med sang og musik og en virkelighed tæt på virkeligheden. Komponist Bent Sørensen og iscenesætter Anna Berit Christensen havde indsamlet lyde og udsagn og sat dem sammen i en fortælling om livet. Autentiske udsagn, måske, samlet i den fiktive hovedperson »baggården«.

»Groet ud af hverdagens lyde som teatralsk element suges publikum ind i baggårdens besynderlige rolle som kakofonisk katalog af bizarre, dagligdags, bevægende, usædvanlige, morsomme og ensomme liv og skæbner.«

Sådan forklares forestillingen i programmet med en kunstnerisk kompliceret syntaks. Hvad den oplevedes som, var en smuk opera om ensomhed.

Heldigvis for premiereaftenen havde store mørke regnskyer flyttet sig og givet plads for en smuk opklaring. Man blev kun lukket ind i Admiral Gjeddes Gaard 20 personer ad gangen. Inde i gården kunne man meget luksuriøst tage sig en taburet og et glas mousserende vin og selv vælge sig et hjørne i gården at installere sig i under den lille halve times operainstallation.

På jorden var der arrangeret hvide skyer meget lig de få skyer, der var tilbage på den babyblå aftenhimmel. Æg på højkant, viste det sig. Fine hvide skaller side om side, så de bare lignede skum og talte med boblerne i glassene. Efterhånden som mørket faldt på, sås der lys i skyerne ved et lysunderlag under æggene. Et bord stod dækket til to. Fint og højtideligt med avanceret service og en dug, man kunne snuble i, og nyopskænkede bobler i krystalglas. Der var drukket lidt mere af det ene end det andet, tallerkenerne var krakelerede, og den ene stol var væltet og lå på ryggen ned i æggeskyen. Smuk musik flød ud fra åbne vinduer og fra højttalere gemt i løvet, der voksede på en mur i gården. Det var omsider blevet vindstille, og en solsort, der vel bor i gården, kom med sine fedtede kaldelyde indimellem. Det hele var meget smukt, og det hele var meget trist.

Opiumsmusik og puslespil af stemmer

Musikken var smuk og egentlig ikke trist. Mere sådan honningdrukken, et sted mellem lykkedrukken og søvndrukken, dopet og opiumsagtig. Smuk ensemblemusik og en nynnende kvindestemme.

Oven i musikkens lydspor begyndte forskellige stemmer at udtale sig i fragmenter sat sammen i et puslespil. »Hun sover. Hun er væk,« gik igen mange gange, og noget i retning af: »Jeg kan ikke komme i dag, jeg kan ikke gå fra min mand i dag, han er så smuk og nøgen.« »Jeg har ikke engang fået stemt min violin – den mangler også flere strenge.« »Jeg trampede mig gennem byen med spande af galde.« »Jeg søndertrampede æggeskallerne med foden.« »Der er kun tre strenge tilbage: ensomhed, længsel, sorg.«

Jeg citerer her frit fra erindringen. Men i hvert fald: udsagn om ensomhed og forladthed blev hældt ud af højttalerne. I sådan en grad, at man kunne blive lidt provokeret og få lyst til at sige, at nogen skulle tage sig sammen. Men man kunne også gå med og kigge ind i dette kalejdoskop, der syntes at udstille ensomhed fra flere vinkler. Man kan selvfølgelig blive forladt og føle sig overfaldet af ensomhed. Man kan også lægge sig ned ved siden af sin elskede, der sover, og føle det samme. Og man kan opleve den elskede i gang med noget andet, spille på klaveret et andet sted i huset for eksempel og føle den elskede fjern. Eller selv være fjern! Eller man kan gå på arbejde og miste den elskede af syne. Den elskede kan forsvinde på mange måder. Og det kan gøre én melankolsk og trist og ulykkelig, og det kan gøre én fuld af galde, man synes skal hældes ud over nogen og give én lyst til at rive vægge og mure ned eller bare til at trampe på æggeskaller.

På et tidspunkt skifter musikken og dermed scenen. Et flaksende univers som trækfugle eller andet i bevægelse. Lydsporet talte om sommerfugle. Noget i retning af: »mit værelse er fyldt med sommerfugle, der flyver rundt, og jeg ligger her og lytter til, hvordan de rammer væggene og vinduerne – så føler jeg mig ikke så ensom.« Det sidste er man lidt i tvivl om. Gør det én mindre ensom at lytte til sommerfugleflaksen eller trækfuglefløjt eller at kigge op på universets stjerner? Eller er det bare lyden af ensomhed?

Eller at lytte til andre, der knalder? En stemme fortæller om, hvordan hun forleden hørte nogen i gang med deres seksuelle akt. »Så rytmisk. Så forudsigeligt.« Det kan både være livsbekræftende og smukt at høre, at der er nogen i gården, der er i gang med at nyde hinanden, men det kan også pege på den lyttendes ensomhed – eller det kan i al sin rytmiskhed og forventelighed minde én om, at selv det allermest intime liv, lyttet til udefra, bare er noget forbipasserende, der kan opløses til noget mindre originalt, end man måske bilder sig ind.

Komponerede illusioner

Bent Sørensen har en egen tone af noget sommerfuglesmukt, noget uindfangeligt, noget universelt, noget, der findes før og efter dette liv, som en skønhed man kan længes tilbage eller frem til. Her i denne opera lød det i mine ører som komponerede illusioner af skønhed i både deres virkelighed og uvirkelighed.

Den evigt nynnende kvindestemme. En stemme, der kan lyde af moderligt nærvær og trøst, af den skønnes tilstedeværelse, men også, så snart den kommer lidt på afstand, af den skønnes fravær og eget liv. Den kendte arie, en opera-arie par excellence, og en arie om den største illusion om ægte kærlighed, O mio babbino caro fra Puccinis opera Gianni Schicchi var flettet ind i den nynnende kvindestemme. Den handler om den unge pige, der vil overtale sin far til at lade hende gifte sig, for ellers hopper hun i floden. Så meget tror hun på kærligheden. Gifte-arien over dem alle. Efterfulgt af nogle meget smukke instrumentale passager, der kredsede om et dissonantisk tema i ånd med Didos arie fra Purcells Dido og Æneas, When I am laid, forladtshedsarien over dem alle, som dronning Dido synger, efter prins Æneas har forladt hende, og hun vil stige på bålet.

Frie associationer fra anmelderens side, men velegnede til at reflektere over menneskets muligheder med andre mennesker og at begive sig ind i illusionernes bobler af både forstillet og levet liv. Baggården fortæller historier om mennesker, tæt på, ved siden af, oven på hinanden og om deres skrøbelige forbindelser. Om kærlighed, der er skrøbelig som æg og lykkelig som bobler, og om at vi hver for sig er i vores egen boble, ligesom den elskede er i sin egen boble, sovende, på arbejde, ude af vores liv. Ret beset findes den store omelet ikke, og vi kan aldrig blive andet end æg stillet tæt op ved siden af hinanden. Naboer.

Sopranen Signe Asmussen var sangeren bag den smukke, nynnende kvindestemme.

Bent Sørensen og Anna Berit Asp Christensen: ’BACKYARD OPERA – en Scenatet-produktion’. Solist: Signe Asmussen. Sunget tekst: Tomas Espedal. Dirigent: James Sherlock. Musikere. Anna Melander, Jonas Frølund, Therese Iversen, Oriol Pares, Katerina Anagnostidou, Fei Nie, Mikkel Egelund, Louise Gorm, Iben Teilmann, Lea Emilie Brøndal Pedersen. Skuespillere: Birgitte Prins, Camilla Gottschalck, Charlotte Munksgaard, Claus Flygare, Henrik Birch, Louise Pøhler, Mikkel Trier Rygaard, Morten Klode, Rasmus Hougaard, René Kruse, Sophie Zinckernagel og Søs Uldall-Ekmann

Admiral Gjeddes Gaard 25.-28. august.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her