Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Billedbogskunstnere har skabt et frugtbart møde mellem naturvidenskab og kunst i lyd og billeder

Ukrainske Romana Romanishins og Andrij Lesivs geniale billedbogskunst til børn og andre mennesker uddanner vores sanser
Ukrainske Romana Romanishins og Andrij Lesivs geniale billedbogskunst til børn og andre mennesker uddanner vores sanser

Illustration fra bog: 'Højlydt, stille, hviskende'.

Kultur
17. september 2021

Jeg har fundet en skat, eller en skat har fundet mig. To nærmest kvadratiske bogobjekter skabt af de ukrainske billedbogskunstnere, Romana Romanishin og Andrij Lesiv, ligger og lyser og kalder på mit bord. Den ene bog handler om synssansen, den anden høresansen. Rimeligt nok kan Forlaget Forlæns oplyse, at værkerne blev belønnet på den internationale børnebogsmesse i Bologna i 2018 med Bologna Ragazzi Award i kategorien ’bedste non-fiction’.

Der er med andre ord her tale om faglitteratur til børn, men samtidig også om meget mere end formidling af videnskabelige fakta om syns- og høresansen til en bestemt målgruppe. Det er kunst og kunstformidling til alle nysgerrige, det er internationalt udsyn og lydhørhed, det er et frugtbart møde mellem naturvidenskab og kunst i lyd og billeder – og så er det ikke mindst en uddannelse af læserens sanser.

Jeg tror, min helt Susan Sontag, der i 1966 i sit essaymanifest »Against Interpretation« skrev, at vi i stedet for at fortolke kunsten skulle se, høre og føle den, ville have elsket Romana Romanishins og Andrij Lesivs to bøger. Sontag opfordrede til en »kunstens erotik«, og at man trænede sine sanser i stedet for at tæmme kunsten med en snedig forklaring af den. Det er lige, hvad de to bøger her gør. De vækker begæret og lysten til at se, høre og føle, bare fordi det er fedt at gøre lige præcis dét. Eller fordi mennesket har brug for skønhed.

Gennemførte sanseværker

Den ene kæmpefirkant, den om synssansen, er neonorange og har en sneugle med hovedet lidt på skrå og store grønne øjne, der ser lige ud på læseren, på forsiden. Uglen sidder på en sort bowlerhat, der igen er placeret oven over et sæt ører og øjne og en næse i sort streg. Et par hvide briller rundt om øjnene forbinder sig med den hvide ugle og bogens titel i hvide bogstaver: Jeg ser det. Tre gange tre bogstaver placeret i en firkant, som var det et maleri. Det er godt gjort af forlag og oversætter at lege med på den måde.

Forsiden er så indbydende, at jeg er nødt til også at lade fingerspidserne glide hen over den. Den er god nok! Ører, øjne og næse er præget ind i pappet, så man også kan mærke dem, og de blå prikker på bowlerhatten ligeså. De viser sig at være punktskrift, men det lærer jeg først senere, da jeg har bladret mig frem i bogværket, hvor jeg også får at vide, at punktskrift har sit navn, Braille-alfabetet, efter Louis Braille, der bare var 15 år i 1829, da han fandt på det.

Det viser sig desuden, at forsidens ansigt med bowlerhat og ugle tilhører en pige, der følger med hele vejen igennem bogen. Hun er blot ét eksempel på, hvor gennemført Romana Romanishins og Andrij Lesivs sanseværker er, og i hvilken grad de har formået at forbinde de mange detaljer. Uglens grønne øjne på forsiden forbinder sig til faktateksten et par sider inde i bogen, hvor der står: »Den sjældneste øjenfarve er grøn. Kun omkring to procent af Jordens befolkning har grønne øjne.« Forsidens punktskrift forbinder sig med den blinde ledsager, pigen får undervejs. Prikkerne i Braille-alfabetet spejler sig på bogens sidste sider i stjernebilleder og bevæger sig herved, som om det var det letteste i verden, fra et lille menneskes fingerspidser mod det uendelige univers.

Bringer én i tætteste kontakt med verden

Bogen som medie udnyttes til fulde. På en side er man nødt til at vende bogen på hovedet for at læse, at »de første dage efter vi er født, ser vi utydeligt og helt omvendt, på hovedet. Senere lærer vores hjerne at vendet det, vi ser, rigtigt«. Et kort øjeblik var man baby igen.

For det gør værkerne også, rejser i tiden. Tilbage i læserens egen og i historiens. På et opslag står symboler og piktogrammer for »play«, »rulletrappe« og »genbrug« ved siden af australske aborigineres tegn for »bjerge«, »regn« og »fire personer om et bord« samt babylonske tegn for »ild« og »korn«.

I det hele taget er ældgamle fænomener og brandnye bragt sammen for at danne sammenhænge og linjer i verden (og helt konkrete linjer igennem begge bøger som strukturerende princip). Inuitbriller, som beskytter øjnene mod sneblindhed og »er lavet af træ, hvalrosknogler eller rensdyrgevir« er illustreret sammen med 3D-briller med tofarvet glas.

Jeg ser det omhandler også alt det, vi ikke kan se: atomer, luft, tyngdekraft, mørkt stof, sorte huller, tanker og sjæle, (hvis man tror på dem). Den omhandler synsbedrag og camouflage. Kigger man længe nok på det camouflagefarvede mønster af dyresilhuetter, ser man et par jægere og får måske et lille chok. Jægerne forbinder sig igen med et udsnit af Brueghels maleri Jægere i sneen på et senere opslag om skønhed, æstetik og menneskets forhold til smukke ting. Kanoniserede billedkunstværker glider over i landskabsmaleri og vinduesudsigt, og oplysningen om, at man i Japan opfatter landskabet som »et udsøgt kunstværk i sig selv«. Samme meditative ro er der på siderne med en solnedgang, som man yderligere kan se med fluens mangefacetterede øjne, med en ugles, en hests, en kats og en hunds.

Andrij Lesiv og Romana Romanishins.

Andrij Lesiv og Romana Romanishins.

Valentyn Kuzan

I søsterværket, Højlydt, stille, hviskende om høresansen, kan man læse, at »græshopper kan høre … med knæene«, at den lillebitte knipsereje og den kæmpestore blåhval er fælles om at kunne larme allermest i hele verden, og at naturens lyde ikke har forandret sig gennem tiden. Det vil sige, at man ved at bruge sin høresans ude i naturen kan høre det samme, som fortidens mennesker hørte.

Højlydt, stille, hviskende illustrerer uden problemer både larm og stilhed. Romana Romanishin og Andrij Lesiv tænker helt tydeligt i billeder og kommunikerer så klart via det universelle sprog, men det lykkes også at illustrere høresansen, fordi de går synæstetisk til værks den gennemgående, skriggule farve larmer, turkis og lilla hvisker.

Værket videregiver en oplevelse af, at alle lyde er spændende, at alverdens ting kan bruges som instrumenter. Uden at holde skåltaler er Højlydt, stille, hviskende en hyldest til lydfolket, helt indlysende til John Cage, der både har givet os kaotisk larm og stilhedssonaten 4’33”, men også til yngre lydkunstnere som The Vegetable Orchestra fra Wien, der spiller deres koncerter på grøntsager og koger suppe af dem bagefter og serverer for publikum.

Romana Romanishin og Andrij Lesiv udpeger alt det, der har inspireret dem, og som de er gjort af. Deres sanseværker og store familie af kunstnere og videnskabsfolk bringer én i tætteste kontakt med verden.

Illustration fra bogen: "Højlydt, stille, hviskende".

Romana Romanishin og Andrij Lesiv: ’Jeg ser det’ og ’Højlydt, stille, hviskende’. Oversat af Johannes Wamberg Andersen. Forlaget Forlæns, Hver bog er på 56 sider, 200 kr. pr. stk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her