Jeg er blevet meget klogere på tysk politik af at læse Moritz Schramms ’Kampen om midten’

Hold op, hvor er det en god bog, Moritz Schramm har skrevet om tysk politik i det 21. århundrede. Jeg mente på forhånd nok at vide et og andet om tysk politik og kultur, men jeg er blevet meget klogere af at læse Kampen om midten. Meget klogere på de store linjer, mønstre og de logikker, der er forudsætningen for, hvad Tyskland er i dag foran en ny epoke. Efter 16 år med Angela Merkel som tysk kansler skal der på søndag ikke bare vælges en ny, der skal også angives en helt ny retning for det, der stadig må betegnes som Europas vigtigste land.

En bærende tanke i bogen er, at vi i Danmark grundlæggende misforstår Tyskland, fordi landet bliver en projektionsflade for vores egen historie og aktuelle udfordringer. Vi ser ikke objektivt på Tyskland, men ser landet gennem vores eget troldspejl og ud fra egne politiske dagsordner. Ofte fremstilles Tyskland i Danmark som et land, hvor de radikale yderfløje vinder frem og truer demokratiet. Det gælder ikke mindst det store fokus på det højrepopulistiske parti Alternative für Deutschland (AfD). Men, siger Moritz Schramm, frygten for ekstremisme i Tyskland er stærkt overdrevet. Fremkomsten af det nye højre i Tyskland er, siger han, en konsekvens af en marginalisering af holdninger, der allerede længe har trivedes på den tyske højrefløj. Han viser, at den politiske kamp i dagens Tyskland i virkeligheden foregår på midten, som desuden gennem de seneste årtier har flyttet sig markant mod venstre. Ja, især er det konservative CDU under Merkels ledelse blevet flyttet til venstre.

Moritz Schramm viser, at AfD slet ikke repræsenterer noget nyt i tysk politik. Mange af partiets positioner ligner til forveksling nationalkonservative positioner fra 1980’erne og især 1990’erne. I 1990’erne var disse positioner stadig udbredte på CDU og CSU’s nationalkonservative højrefløj. Men efter valgnederlaget i slutningen af 90’erne blev den interne erkendelse i partierne gradvist, at man ikke ville kunne genvinde magten uden først at generobre den liberale midte, som SPD og De Grønne i mellemtiden havde indtaget. Det er sådan, man på den anden side af årtusindskiftet må forstå Merkels ’moderniseringskurs’, hvor partiet fulgte vælgerne i midten og især på det historie- og værdipolitiske område gennemførte et brud med den nationalkonservative højrefløj.

Murens fald udsatte liberaliseringen

Moritz Schramm har flere overraskende pointer undervejs. En er, at Murens fald i 1989 og den heraf følgende forening af DDR og Vesttyskland (forfatteren, der selv er født og opvokset i Vestberlin, undgår omhyggeligt ordet ’genforening’) faktisk på mange måder var en bremse af en samfundsmæssig udvikling og fornyelse. De to tyske staters forening udsatte nemlig liberaliseringen af det tyske samfund, hvis nødvendighed ellers havde presset sig på i mange år. Der lagde sig med Helmut Kohl som det forenede Tysklands nye kansler en dyne af uforanderlighed over nationen, samtidig med at en etnisk funderet nationalisme igen fik lov at vokse sig stærk, som det især også skete i det opløste Jugoslavien og i andre dele af det Østeuropa, der ikke havde fået lov at udforme sin egen historie og skæbne under sovjetisk hegemoni. Nationalismens genkomst i Tyskland som en genkomst af etnisk funderet nationalisme.

I Moritz Schramms bog er 1990’ernes Tyskland en lang ørkenvandring med historikerstrid og såkaldt normalstatsdebat frem for reelle reformer og omfattende liberalisering af samfundet. Den kommer først, da Kohl må slippe tøjlerne, og SPD’s Gerhard Schröder kommer til magten. Og den er fortsat under Angela Merkels lange regeringsperiode.

Hele den efterhånden lange periode er en lang demonstration af, hvor meget Tyskland har gjort op med fortiden og på det social- og værdipolitiske område har flyttet sig. Yderfløjene findes, men er blevet betydningsløse, hvilket også kommer til udtryk ved, at alt tyder på, at de tre partier SPD, CDU/CSU og De Grønne, der alle søger den politiske midte bliver afgørende i en ny regeringsdannelse efter søndagens valg.

Den store styrke i bogen ligger i, at Moritz Schramm kører med det lange lys tændt. Han søger forudsætningerne for nutidens politik i fortidens afgørende kulturelle debatter. Bogens første kapitel, ’Spøgelserne fra Weimar’, er uden at ty til banale sammenligninger mellem Weimarrepublikken og i dag en suveræn gennemgang af, hvad den periode har efterladt af spor i nutidens politiske landskab. Og det fortsætter i bogens øvrige kapitler. Det særlige ved hans gennemgang er også, hvordan han i høj grad i sin analyse inddrager kulturdebatter og kunstværker. Således får han sagt noget yderst prægnant om den tyske modernisering efter årtusindeskiftet ved at tale om tysk fodbold og senere ikke mindst i en analyse af striden omkring den tysk-tyrkiske fodboldspiller Mesut Özil, der forlod det tyske landshold i 2018 med de berømte ord, at han er tysker, når holdet vinder og immigrant, når det taber.

Også den berømte film Der Untergang, der ofte bliver set som et kulturelt pragteksempel på en afgørende vending i tysk selvopgør med fortiden, har Moritz Schramm et nyt og overraskende blik på. Læs selv hvordan i denne meget veloplagte genfortolkning af den nyere tyske historie.

Moritz Schramm: ’Kampen om midten’. Gads Forlag, 200 sider, 250 kroner