Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Christian Jungersen kan ikke stoppe sig selv

Christian Jungersens fjerde roman er lang og ambitiøs og interessant, men den kæntrer fuldstændigt undervejs
»Det er så trist, at Jungersen insisterer på at lade sin fortæller stå dér med pegepind og staveplade, og det er det især, fordi alt det drama og al det whodunnit, som hans nye roman også lægger op til, ligesom drukner i pædagogikken,« skriver Informations anmelder.

»Det er så trist, at Jungersen insisterer på at lade sin fortæller stå dér med pegepind og staveplade, og det er det især, fordi alt det drama og al det whodunnit, som hans nye roman også lægger op til, ligesom drukner i pædagogikken,« skriver Informations anmelder.

Petra Kleis

Kultur
24. september 2021

De bedste to øjeblikke i Du kan alt, Christian Jungersens fjerde, kæntrede, alt for lange roman, falder i dens første bind. De minder også om hinanden. De viser det, Jungersen kan som forfatter, når det stikker ham, nemlig at give sine scener tid, give dem lov til at folde sig ud, lade sine skikkelser stå og simre over for hinanden i deres tydelige forskellighed – og så gradvist kippe i en uventet retning. Det gør de ikke på nogen overdramatisk eller katastrofal måde. Alligevel er det, som om en faldlem åbner sig, og så befinder man – både romanens skikkelser og os læsere – sig i en anden situation end den, de (og vi) regnede med, dybere og mere uforudsigelig, med mere på spil, end man egentlig troede.

I begge scener står Per Berg, hovedperson og fortæller, over for en anden mand på sin egen alder. I begyndelsen af Du kan alt er Per veluddannet, midaldrende, lidt vag, frustreret og på vej ind i en skilsmisse. Over de næste ti år bliver han terapeut og lægger ad flere omgange sit liv om – på et niveau er det det, Du kan alt handler om, at lave sit liv om som midaldrende. Men i begyndelsen skal han bare hjælpe sin søn, Silas, med at ordne sengen i den lejlighed, Silas er flyttet ind i.

I stedet ender de ude hos Ralf, udlejer for en af sønnens venner. Ralf er intens. Han plejer sin krop som et tempel. Han har mistet sine ben i en ulykke, men insisterer på, at han alligevel kan alt, for eksempel at slå Silas i bordtennis, og sætter alt ind på at gøre det. Derfra skrider aftenen længere og længere væk fra normalen, uden på noget tidspunkt at blive overdramatisk, uden noget behov for tortur, mord eller stærkt forstyrrede personligheder.

Det er sådan en fin sekvens, med en snert af den type udpenslet situationskomik, man i dansk litteratur ellers forbinder med Kristian Bang Foss, og samtidig helt alvorlig. Den fanger virkelig de mærkelige stemninger af åbenhed og irritation, der kan opstå, når man pludselig står over for et nyt menneske, som lever sit liv efter helt andre værdier end en selv. Alle de gode spørgsmål, Du kan alt gerne vil vække i sin læser, slås an allerede her, men gives ikke noget svar. Hvad vil det sige at være mand? Hvor hårdt skal man gribe ud efter lykken? Skal man gøre som Ralf, der hårdnakket insisterer på, at han kan alt – lægge sit liv om, være bedst til bordtennis – selv om hans ben er væk, eller er der noget både latterligt og skræmmende ved den gestus?

Per prædiker

Kan man virkelig flyve forbi de slag, livet giver en, bare ved at ville det? Gennem resten af bogen er det netop det, Per prædiker som terapeut, både på kurser for offentligt ansatte og til indsatte i danske fængsler. Til slut er han en veritabel anti-Svend Brinkmann, der skriver bøger om lykke og livstransformation, rettet mod alle dem, der er i deres to-en-halvte livsalder – efter børnene er flyttet, inden de selv er gamle. Med de rette åndedrætsøvelser og selvhjælpsråd kan man lægge sin fortid bag sig. Man kan blive noget helt nyt.

Og se, hans liv bliver på mange måder bedre, og han hjælper mange undervejs. Til slut lærer han endda at tvivle på sit eget evangelium. Det sidste kan ikke undre, for romanens handling betoner igen og igen – på mere og mere outrerede måder – at man ikke altid kan slippe fortiden, og at fremtiden kan gemme på nye ulykker.

Det sker i fem dele, der hver beskriver en relativt kort periode af Pers liv. Mellem dem kan der være spring på flere år. De dele bliver ikke bare længere og længere undervejs, de bliver også mere og mere ufokuserede, selvgentagende og kedelige. Det gør de selv om – måske fordi – handlingen nærmer sig krimiens og thrillerens miljøer og vilde handlingsforløb. Og de gør det i hvert fald, fordi Per som fortæller bliver mere og mere snakkesalig i løbet af Du kan alt.

Der er ikke nogen vej uden om det: Bogens tredje del føles allerede noget lang i spyttet, men dens fjerde og største del, 350 sider lang, er litterært set en katastrofe.

I den del bliver Per kæreste med den vildt begavede, stærkt antimuslimske Simin, der kom til Danmark som flygtning fra Iran som barn. Hele hendes familie er ødelagt af de år, hendes mor sad fængslet i ayatollahens torturfængsler. Pludselig er Per omgivet af mordbrande og af årtigamle intriger i det eksiliranske miljø. Han er også blevet terapeut for torturofre.

Giver lykkens evangelium virkelig mening for så ødelagte mennesker, spørger romanen, og også Per, læseren om. Undervejs i Du kan alt bliver han nemlig til den slags fortæller, der ikke bare viser sin verden og sit liv frem, men også forklarer og udlægger dens detaljer for os, og så gør det en gang til. Han er blevet det værste af alt, en alvidende, informationstung jegfortæller.

Vi ser ikke bare, hvordan Simins traumer har formet hendes personlighed, Per forklarer detaljerne i hendes psykiske relationer for os og udpeger præcis det sted, det er gået galt, og hvorfor det gør hende til den, hun er. Vi tvangsfodres undervejs med viden om tortur og medløbere og PTSD og narrative terapiformer. Side op og side ned mansplainer Per blødt for sin læser i et helt gråt, humørforladt sprog, mens enhver interesse visner ud af dig.

Pegepind og staveplade

Den slags var også en svaghed i Jungersens tidligere bøger. Ligesom alle hans romaner har kredset om selvet og dets fordoblinger og forvandlinger, så har han altid villet forklare for meget, og især videregive alle mulige detaljer, han har fundet i løbet af sin research.

I Undtagelsen, hans gennembrud, skulle vi læse uendeligt om krigsforbrydelser og personlighedsspaltninger og også opdage, at nærmest alle romanens personer led af den slags, når man så efter. Men der var i det mindste noget at opdage, og også et usædvanligt velturneret plot. Denne gang er intet overladt til læseren selv.

Det er så trist, at Jungersen insisterer på at lade sin fortæller stå dér med pegepind og staveplade. Det er det især, fordi alt det drama og al det whodunnit, som romanen også lægger op til, ligesom drukner i pædagogikken. De outrerede mord og mordforsøg, der finder sted undervejs, føles ikke bare påklistrede, men også, egentlig, halvhjertede, som noget romanen selv ikke er særlig optaget af.

Det er ekstra ærgerligt, fordi det jo er ti år siden, Jungersen udgav Du forsvinder, sin forrige roman – som forfatter er han tydeligvis ikke interesseret i mellembøger og små projekter, han satser alt hver gang. Men også, fordi Du kan alt samtidig viser, hvor interessant en forfatter, Jungersen kan være, når han formår at stoppe sig selv.

Så får man scener som bogens andet højdepunkt. I tredje del af Du kan alt har Per fået en udlejer, Michael. Michael har Per mødt på et kursus i et lukket fængsel, han har været barn i de allerhårdeste, kriminelle miljøer i Danmark, nu er han prøveløsladt efter en voldsdom. Han vil med hver fiber af kroppen gerne ændre sit liv, lige indtil han falder tilbage i sine gamle vaner. Per vil så gerne hjælpe.

Michael udnytter ham groft, og samtidig er Per et forbillede for ham, de laver åndedrætsøvelser og mediterer sammen. Nu skal de til clairvoyant, den gave har Michael givet Per. Og den clairvoyante, Bengt Schembri, viser sig at være et spejl af Per, en midaldrende mand, der har lagt sit liv om, som sikkert tror, han hjælper andre, og som måske også gør det! Ligesom Per prøver han at få sine klienter til at komme videre fra deres fortid, dvs. deres døde. Ligesom Per er han altid vildt opmærksom over for de mindste, kropslige signaler fra klienterne.

Det er en vild, komisk scene, der igen og igen snurrer ud af kontrol. Det er ikke en scene, man for alvor får udlagt som læser. Man må selv tænke videre. Det er meget rart.

Christian Jungersen: ’Du kan alt’. Gyldendal. 752 sider. 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg forudser endnu en kæmpe salgssucces for Jungersen - netop det faktabaserede oplysende er, hvad meget store dele af det læsende publikum efterspørger. Mange af dem gider ikke læse skønlitteratur i dag.

jens christian jacobsen

@Steffen Gliese
Øh, du mener ve, l at mange ikke gider læse FAGlitteratur idag? For hvorfor skulle de ellers købe Jungersens bog?

Nej, Jens Christian Jacoben, der er jo rigtigt mange, der ikke gider læse skønlitteratur, men sværger til faglitteratur.

jens christian jacobsen

.. men, Gliese, Jungersen er skønlitteratur. Så folk læser ham som fag-og ikke som skønlitteratur?
Lidt langt ude, ikke?

Måske det er en udfordring at læse hans lange romaner? Jeg har læst at JP er meget kritisk men nu trækker en anmeldelse tilbage, fordi de tikke var gået op for denne at der var/er to bøger. Er det det samme her?
Ingen forbyder jo at skønlitteratur kan have fagligt indhold!