Musik er objektivt set bare lydbølger, men inden for millisekunder fra deres afsendelse bliver de af modtagere fortolket, forstået og mærket som god, ligegyldig eller ægte dårlig musik. Det sker hele tiden og lige nu og overalt i verden. Også i tilfældet Kandis.
Det folkekære dansktopband fra Thy med Johnny Hansen i front opleves helt anderledes i Udkantsdanmark end for eksempel hos overborgerskabet, kultureliten eller i hipsterland i København. I den ene ende som dybt betydningsfuld, meningsskabende, skønt dansevenlig vellyd, i den anden som kvalmende sødsuppe og gumpetung suppe-steg-og-is.
Alt er relativt – eller relationelt, skulle man måske sige. Det ligger også fast i den fremragende dokumentarfilm Kandis for livet, hvor instruktør Jesper Dalgaards mesterlige træk er, at han fokuserer på fansene og på personen Johnny Hansen. Ikke på de musikalske meritter, men på den menneskelige relation til musikken og til forsangeren. Og det er stærkt medrivende.
Selv kalder Dalgaard meget præcist sin film for »en brobizz imellem finkultur og det, nogen vil kalde lavkultur«.
Kandis-passionen
Jesper Dalgaard er selv fra dokumentarfilmens location, egnen omkring Hurup i Thy, hvor også Kandis-Johnny har sit celebre hjem.
Det er tydeligt, at det er med dyb indsigt og betragtelig lokaltillid, at Dalgaard tegner et portræt af den mere ramponerede del af den danske folkesjæl.
Det sker med et formidabelt persongalleri – et enestående og gribende af slagsen i moderne dansk dokumentarfilmhistorie. Du kan ikke skrive dig til mere inderlige karakterer, og deres historier kunne dårligt fortælles med mere fintunet forståelse.
Der er den midaldrende elektriker Strøm, der lever alene med sin hund og ikke har magtet at skille sig af med sin afdøde mors tøj. Det skal under ingen omstændigheder gives væk – tænk, hvis han en dag mødte én, der gik rundt i hans mors bukser. Han brænder det en dag, lover han.
Der er Jonas med de blanke øjne og det nervøse smil. Han mistede sin far som 14-årig, og moren trøstede sig ved at gå til Kandis-koncerter. I dag er Jonas stikirenddreng for kvintetten fra Thy.
Han er et følsomt gemyt. I en rørende scene fra et omrejsende tivoli forsøger nogle drenge og Jonas’ kæreste at presse ham til at slå til en boksebold, men det vil han ikke. Han ønsker sig ikke noget mere end at kunne forsvinde ud på havet, hvor faren også arbejdede. Hvor man ikke behøver hverken tale eller snakke.
Der er René, som også har svært ved det med ordene. Han har været i fængsel, hvor han måtte hemmeligholde sin Kandis-passion. Da han kom ud, forsøgte han at begå selvmord, mens han spillede »Hotel Himmel«. Hunden Rocky gøede, og Kandis-Johnny sang så rigtigt om sit eget tab af en elsket, hans hustru: »Kære ven deroppe, du har fortalt, at livet skal gå videre.« Og så ombestemte René sig.
Der er Susan, som er romantisk og erotisk besat af Johnny Hansen og har skrevet en roman om ham. Han har kun fået lov til at læse udvalgte passager. Resten er for »krydret«.
Og der er den enlige Henning, der har fået tatoveret »Kandis – Rejsende i livsglæde« på armen. Han er den eneste, der lejlighedsvis har adgang til Johnnys hjem, men han ringer alligevel til fanklubbens telefonsvarer for grædende at fortælle, hvor meget Johnny og musikken betyder for ham.
Således er Kandis for livet et stykke egnshistorie, en højst tiltrængt udflytning af fokus fra storbyen til provinsen.
Tryghed uden uvante bølger
I dag har det godmodige danseband fra Thy-egnen solgt over 1,5 millioner albummer og modtaget 52 guld- og platinplader.
»Vores fans? Det er et mysterium,« siger Johnny Hansen. Han undrer sig over, hvorfor de tror, at de kender ham. Men samtidig siger han også, at der ikke er nogen forskel på Kandis-Johnny og privat-Johnny.

Han engagerer sig i sine fans. Ved en fanbegravelse er han med til at bære kisten, hvilket han selv beskriver som grænseoverskridende. Men han havde jo »kendt ham hele livet«, ræsonnerer han.
»Man skal være tro mod sine fans,« siger han. »Give dem, hvad de forventer.«
Kandis er en tryghed, en genkendelighed, en favn, man kan vugges i. Ikke nogen uvante bølgegange – eller rytmer – her.
Kandis for livet slutter således med billeder af folk, der vugger afsted med armene på hinandens skuldre. Langsomt zoomer kameraet ud og afslører størrelsen på begivenheden i en stor sportshal, de hundredvis af mennesker i kollektiv forbindelse, i et cirklende langsomt strømforhold, man kan blive helt elektrisk af.
Kandis har altid ret
Visuelt er Kandis for livet også værd at skrive hjem om. Fotograf Stroud Rohde Pearce giver hjemmenes simili og tvangshygge værdighed og de menneskelige dramaer intensitet.
Der er en række faste kameraindstillinger, der helt fremragende indrammer ensomhed, tab og vandet som en tilbagevendende metafor for flugt og følelser. Johnny Hansen, der svømmer i sin indendørspool. René, der i bar overkrop fodrer sine fisk i akvariet.
Og Dalgaard og Rohde Pearce har også blik for hyggens klaustrofobi. Sorgen, der ligesom ikke er plads til, og som er ved at kvæle hovedpersonerne. Se bare Susan i sit lillepigede værelse fortabt forstenet på sengekanten i endnu en sørgelig fast indstilling.
Og så er der Strøm, der fortæller, hvor meget den danske vinter piner ham. Siden ser man ham rulle ladens port ned, så det uigennemtrængelige gråvejr lukkes ude. Det kunne være et maleri af en nutidig Hammershøi.
Der er også den virkelig rørende og hyperintime optagelse – som vi ser flere gange – af René og hans kommende hustru. Set fra oven, som de ligger tatoverede med så smukt menneskeligt løst kød i deres dybe ske i sengen. Mens et mandskor synger noget højstemt ordløst.
Ordløs som René, der godt ved, at han ikke duer til at tale om følelser, men har fundet ud af, at han altid kan henvise til en Kandis-sang. Der er altid én, der fortæller præcis, hvordan han har det. Kandis har altid ret.
Større bliver det vel ikke for en populærkulturel sangskriver? At kunne skrive sange, som bare ét menneske føler, handler om ham. Ja, i Johnny Hansens tilfælde rammer han titusindvis af mennesker lige ud af posen og præcis på kornet med sange uden skygge af patroniserende analyse.
Smilet limet på tænderne
Johnny Hansen kender selv til tab. Hans hustru Helle Bekhøj begik selvmord i 2008, da parrets to piger var 12 og 16 år. Det er hende, »Hotel Himmel« og flere andre sange på albummet Kandis 13 fra 2009 handler om.
De kunne ikke finde ud af at tale dybere sammen, lød det i afskedsbrevet. Det vidste Johnny godt. Ved kisten holdt han den bryllupstale, som han havde for travlt til at skrive, da de blev gift.
Han er vred på hende, fortæller han, men det kommer ikke ud i sangene. Og man forstår, at de smilende læber nogle gange er tvangslimet på hans tænder. Det er hans brave face.
Johnny Hansen besøger aldrig sin kones gravsted, men det gør en fan, det bekender han grådkvalt. Han bliver stedfortræder for sin stjernes smerte, mens han friserer småstenene på graven.
En bjæffende tøjhund
Således bæres Kandis for livet af store centrale temaer i menneskelivet: Ensomhed, tab, og hvordan pokker vi håndterer disse. Nogle træner til ironman, binger Matador eller går i terapi. Andre fortaber sig i Kandis på en inderlig måde, der i dokumentarfilmen kan fremstå monomant besat, men altid rørende menneskelig.
»I har reddet mit liv op til flere gange,« fortæller en mand på den gammeldags telefonsvarer i Kandis-fanklubben. Og en anden: »Jeg har set mørket på den anden side.«

Dalgaard er på sine hovedpersoners side, uden at vende et blindt øje til humoren. Elektrikeren Strøm er sgu en ret så sjov gut derinde bag alle fedtdepoterne og den noget havregrødede udtale.
Det er ikke uden komik, når de tre krumbøjede herrer og Kandis-fans – kaldet Brødrene Fup – futter i slowmotiontog hen mod en moderne stålbænk og langsomt får sat sig én efter én foran et kæmpe rødt udsalgsneonskilt.
Og komikken kan være iblandet smerte, når Strøm på en tur til Costa del Sol forelsker sig i en lille mekanisk, bjæffende tøjhund, der agerer surrogat for hans virkelige derhjemme.
Tonesætter tragisk værdighed
Musikalsk er det også afgørende, at komponisterne Søren Stenager og Christian Balvigs soundtrack har en helt anden tyngde og patos end Kandis’ godmodige det-skal-nok-gå-altsammen-sange.
Her insisteres på persongalleriets tavse sider. Her tonesættes en mere tragisk værdighed i deres lidelser, når strygerne skaber sitrende violinspændinger eller sorgfulde cellostrøg. Eller et ordløst herrekor insisterer på det højstemte i det lavkulturelle persongalleri. Det fortæller os, at denne patos er ligeværdig med den, andre finder i Operaen eller i Den unge Werthers lidelser.
Kandis for livet lægger sig således i en ny og utrolig sund tradition i vores kultur for at respektere anderledes kulturelle udtryk. I erkendelsen af, at ingen kan tage følelsen fra et menneske. Det, du føler, er din autenticitet, den kan ingen beklikke. Og halleluja og Gud bevare Danmark, hvor de føler, disse mennesker.
Følelserne har ikke altid ret, men de har altid noget vigtigt at fortælle. I nogle tilfælde er det så også usunde følelser, der kommer til orde, i hvert fald burde Susan nok finde noget andet at være decideret besat af end Johnnys kærlighed.
Kandis for livet er bevidst om de dybere afgrunde i disse folks liv. Burde de se dem i øjnene? Gå til psykolog? Eller psykiater? Ja, i nogle tilfælde. Men de har fundet deres egne overlevelsesstrategier. »De er sgu bedre end en psykolog,« siger en fan om Kandis. »Man bliver glad i låget.«
Kuldslået ’Matador’
Det fabelagtige ved Kandis for livet er, at disse personer aldrig bliver statister i fortællingen om Johnny Hansen. Deres historier følges til dørs, ja, undervejs er det i høj grad en historie om Udkantsdanmarks vingeskudte eksistenser, mere end det er et portræt af Johnny Hansen. En mørk og kuldslået, moderne udgave af Matador.
Og når dokumentarfilmen slutter, sidder de smukke billeder af Jonas flydende i vand på denne anmelders nethinde. Han er ved at blive uddannet til at kunne overleve i oprørte vande – sikke en metafor for hans psyke – og er med sit hold i en vild, indendørs torden- og bølgesimulator.
Han flyder ovenpå med blikket indstillet på uendeligt, han virker lutret.
’Kandis for livet’ – Instruktion: Jesper Dalgaard. Fotografi: Stroud Rohde Pearce. Længde: 85 minutter. Biografer landet over.
Jeg var i praktik på et opholdssted for fysisk og psykisk handicappede børn og unge i 1998.
De ELSKEDE!!! Kandis.
Det gav dem en både individuel og fælles glæde.
At jeg så betragter Kandis som sødsuppe - min barndoms mest hadede ret - er noget helt andet.
Det kan hverken Kandis eller beboerne på døgninstitutionen gøre for; det er mit eget "problem" :-)
Tak for det dejlige indblik i fankultur - ikke mindst den hard-core af slagsen - fuldtids fankultur - som genfindes bl.a. på sportsstadions hver weekend i sæsonen - og forstå mig ret - i kirker og templer verden over. Det handler om at være elsket, set og hørt i sin egen genres ret. Og så er det live!
»Instruktør Jesper Dalgaards mesterlige træk er, at han fokuserer på fansene og på personen Johnny Hansen. Ikke på de musikalske meritter, «
Selvfølgelig ikke, for hvad skulle der komme ud af det? Forstanden er tydeligvis ikke afgørende for smagen, for så kunne vi erstatte de usikre smagsdomme med de stærkere forstandsdomme.
Og hermed er Kandis kultstatus så cementeret.
Det er absolut en seværdig film. På vej hjem fra bio talte vi om, at vi lige skulle gense "How Many Roads" fra 2006. Den handler om 12 amerikanske Dylan-fans.
Grundmekanismen er den samme: Når livet bliver svært at holde styr på, forsøger man at finde noget man kan klamre sig til - en frelserskikkelse.
Flere typer er gengangere - en yngre mand der har mistet en forælder tidligt og to unge piger der er dybt forelsket i onkel Bob - "Bob, one day we will blow your fuse".
Og ham der altid har en Dylan-sang, eller citat, der lige passer til lejligheden...
Instruktøren, Jos De Putter, er, som Jesper Dalgaard, helt solidarisk med de medvirkende. Ingen bliver hængt ud.
DR2 viste "How Many Roads" ved en tema-aften i juni 2006.