Det var et monsterorkester, der fyldte scenen fra væg til væg. 111 musikere til at løfte opførelsen af Hans Abrahamsens 10 stykker for orkester. Han har selv kaldt det for et Gurrelieder-orkester med hentydning til Arnold Schönbergs senromantiske storværk, men man kunne i lige så høj grad tænke på Richard Strauss’ Alpesymfoni. Blot havde man indtryk af, at Abrahamsen udklasserede både Schönberg og Strauss. Og en afgørende forskel til disse to var, at vi med Abrahamsens stykker kunne høre en helt tredje og meget personlig behandling af det store orkester.
Torsdagskoncerten var sæsonåbning for DR SymfoniOrkestret og Fabio Luisi, det var i sig selv en begivenhed, fordi man for første gang siden engang i december kunne vende tilbage til en slags normaltilstand i Koncerthuset uden coronapas og mundbind.
Abrahamsen havde selskab af Gustav Mahler, fire orkestersange og adagioen fra 10. Symfoni. Med hensyn til den sidstnævnte sats var det godt tænkt, fordi Mahler her med dristige fornyelser kaster et blik ind mod fremtidens musik, og tilsvarende sender Abrahamsen med sin orkestrale sanselighed ikke så få postkorthilsner til Mahler og de dengang moderne wienere, Arnold Schönberg og Alban Berg.
Koralagtig kroning
Den 68-årige Hans Abrahamsen er internationalt prisbelønnet og har i de senere år skabt stor opmærksomhed med sangcyklussen Let me tell you og operaen Snedronningen. Abrahamsens orkesterstykker er komponeret over en periode på 20 år, og egentlig går projektet helt tilbage til nogle klaverstykker i midten af 1980’erne. Der er altså tale om en gedigen modningsproces.
De første fire stykker blev uropført af DR SymfoniOrkestret og Thomas Dausgaard, da han tiltrådte som chef i 2004. De næste tre blev skrevet til og uropført af Berliner Filharmonikerne og Simon Rattle i 2008. Og de tre sidste stykker blev til sidste år, uropført i torsdags, og således var også den samlede opførelse af de ti stykker en premiere.
Allerede da han arbejdede med klaverstykkerne, drømte Abrahamsen om at transformere dem til et orkester med en enorm messingbesætning, som har sin oprindelse i Wagners musikdramaer og Bruckners symfonier – otte horn, heraf fire alternativt på wagnertubaer, bastrompet, to almindelige tubaer foruden godt med trompeter og basuner. Sådan blev det i sidste ende, men på den måde, at det voluminøse blæseropbud og det vildt varierede slagstøjsinstrumentarium godt nok kunne eksplodere, men i lige så høj grad blev ressourcerne anvendt med en uhørt forfinelse. De 10 orkesterstykker af Hans Abrahamsen blev for første gang spillet samlet til DR Symfoniorkestrets sæsonåbning.
Der var afgjort en narrativ linje, sådan som man i et andet tonesprog oplever i Bruckners vidtstrakte symfonier, begyndende med mystiske tågebanker i det første stykke og sluttende med en koralagtig kroning i det tiende. Herimellem åbenbarede en række fascinerende tableauer sig.
Et djævelsk mareridt i hurtige urolige bevægelser bliver afløst af en mere moderat aggression ført frem i en kantet rytmik. Derpå noget fuldstændig magisk. Rørklokker og fløjter bereder et klangrum bestående af en enkelt udholdt, undertiden vibrerende tone, der går som en langsom stafet mellem grupperne og næsten fordamper i et fatamorgana.
En splintret verden
Noget tungt marcherende melder sig, forskudte huggende rytmer, det er som at stå i et savværk med knaster flyvende om ørerne. Abrahamsen fremtryller derefter den yderste kontrast med to piccolofløjter, klokkespil og klaverspil i diskanten, en forunderligt indtrængende stemning af uskyld og barnekammer. Som afløses af en besværet elefantmusik, de delte kontrabasser fører an, stillet over for en usvigelig sikker puls fra en wood block og to knap hørlige rytmeæg. Igen den overrumplende, subtile polarisering af orkestrets grupper.
Et ganske andet klangregi bliver skabt af den behændige instrumentation af blæserkorps, harper og klaver, hvor man på et tidspunkt fornemmer Debussys La mer om havets bevægelser og lysrefleksioner resonere langt ude i horisonten. Og i det niende stykke udbryder efterhånden en splintret verden, faldende linjer i rytmiske spasmer, men det løber ud i dur-tertsen fra afslutningen af det første stykke – et spinkelt håb, der initierer den harmoniske vision i det sidste stykke.
Fabio Luisi og DR SymfoniOrkestret holdt et højt niveau gennem hele opførelsen, hvor de overbeviste os om dette usædvanlige samleværks fremtidige betydning i internationalt perspektiv. Og i forlængelse heraf: i 2022 uropfører det fremragende Cleveland Orchestra et nyt værk af Hans Abrahamsen.
Mahler og Rückert
Som nævnt var Mahlers adagio fra 10. Symfoni en interessant kontravægt i koncertens anden del, men de fire – tilfældigt udvalgte, forekom det – orkestersange hang umotiveret i luften over de to symfoniske værker. Det var to sange fra samlingen Des Knaben Wunderhorn og to sange til digte af Friedrich Rückert. Når programmet nu skulle fyldes ud, ville det have givet mere mening med alle fem Rückert-sange og kun dem, fordi en sådan koncentration af klanglig raffinement og personlig bekendelse ville række dybere ind i sammenhængen.
Solist var den sydafrikanske sopran Golda Schultz, en smuk stemme som gjorde det bedst i Rückerts »Ich bin der Welt abhanden gekommen« – meget godt hjulpet af orkesterledsagelsen med en bevægende engelskhornsolo. »Det er en følelse, der stiger op til læberne, men den kommer ikke ud over dem – det er i bund og grund mit selv,« sagde Mahler om sangen ifølge hustruen Alma Mahlers erindringer Mein Leben (1960).
Den anden Rückert-sang, »Ich atmet’ einen linden Duft«, er et lille mirakel af gennemsigtighed og forfinelse, en enkel kærlighedssang, båret af den søde duft af en gren plukket fra et lindetræ. Men det gjaldt her som i Wunderhorn-sangene, at Golda Schultz havde et vist besvær med at gengive det tyske sprogs vokalfarver og rytmer, og det efterlod i hvert fald anmelderen med en del frustrationer.
Endelig kom den fuldendte åbningssats fra den ufuldendte 10. Symfoni. Mahler betragtede adagioen som en højere form end alle andre satstyper i symfonien, et sted, hvor alt bliver opløst i ro og væren. Sådan kan man høre det på forskellig vis i slutningen af eksempelvis den Tredje og den Niende, men i den Tiende konfronterer Mahler os med en mere foruroligende og destabiliserende musik. Hans udgangspunkt i symfonien fra 1910 er ganske profetisk, når man tager i betragtning, at den nært forestående Første Verdenskrig ville lægge den gamle harmoniske verden i graven.
Fabio Luisi var muligvis engageret i den problemstilling, men den var ikke helt klart formuleret. Den vældige udtryksfrodighed, som han fik frem i Abrahamsen, gjorde sig ikke gældende i Mahlers splittelse mellem tradition og opbrud. Det var uforståeligt, ud fra hvordan musikken er komponeret, at de to violingrupper ikke var placeret på hver side af dirigentpodiet, som var den almindelige praksis på Mahlers tid.
Grupperne udfylder lige selvstændige og ofte vildt grænsesøgende roller. Faktisk er der tale om to førsteviolingrupper, og man bør derfor opleve dem stereofonisk, tydeligt adskilte i stedet for i én samlet gruppe til venstre for dirigenten, som Luisi generelt foretrækker. Med andre ord gik der en uhyre vigtig dramaturgi tabt, man kunne virkelig have undt andenviolinerne at få den plads i solen, som Mahler ønskede.
Hans Abrahamsen og Gustav Mahler. Golda Schultz (sopran) og DR SymfoniOrkestret under Fabio Luisi. Koncerthuset 2. september
Tak til Valdemar Lønsted for altid at skrive indsigtsfuldt om den klassiske musik.