Politik, religion, krig, undertrykkelse, magtkamp, miljø, økologi, økonomi og afhængighed. Der er meget på spil i canadiske Denis Villeneuves nye, amerikanske science fiction-film, Dune – og den berømmede bog af Frank Herbert, den er baseret på. Filmen, der nu har premiere over hele verden, også i Danmark, er længe ventet, ikke kun fordi corona har forsinket den et års tid, men også fordi fans af bogen har drømt om, at den ville blive filmatiseret, siden udgivelsen i 1965.
I 1970’erne forsøgte den excentriske chilenske mystiker og instruktør Alejandro Jodorowsky i to år at udvikle et visuelt- og indholdsmæssigt koncept for en film, men Hollywood turde ikke binde an med så dyrt et projekt med ham ved roret. En underholdende dokumentarfilm, Jodorowsky’s Dune, fortæller historien om filmen, der aldrig blev, men som ifølge Jodorowsky skulle være en profet i sig selv, et lsd-trip, hvor man ikke behøvede at tage lsd.
Har glædet mig siden jeg hørte om en ny filmatisering til at komme ind og se den, men jeg er lidt skuffet over at den - ganske vist økonomisk skrabet, men stadig ganske udemærket hvis man ikke lige ser den for filmkunstens skyld - Dune mini-serie, der i sin tid blev produceret af Sci-Fi Channel, ikke blev nævnt i artiklen. Den med Alec Newmann som Paul Atreides, og en ung James McAvoy i rollen som dennes søn (senere i serien).
Bjørn, hermed lidt om Dune-serien:
https://m.imdb.com/title/tt0142032/
https://m.imdb.com/title/tt0287839/
https://www.google.com/amp/s/gizmodo.com/6-things-i-liked-about-the-dune...
Hans Zimmers musik har ødelagt mange film.
Meget bombastisk musik. Enig. Men så frygtelig synes jeg nu heller ikke det var. Bevares. Til tider sidder man lige og krymper sig, men i det store hele synes jeg faktisk at lydsporet klæder filmen ganske godt.
Tænk at glæde sig til at se sine forestillinger filmatiseret.
Det er lidt sådan noget, man gør, når man er teenager. Men tydeligvis også som lidt ældre.
Vi bliver vel aldrig ældre, hva'? Vi drømmer altid om, at nogen skal sætte vores drømme på film eller skrift, og når produktet så ikke svarer til vores drømme, er den eneste reaktion et forsmået "nå, du kunne heller ikke, ER I ENIGE!"
Tænk sig at føle et behov for at være så nedladende overfor andres kulturforbrug. Det er lidt sådan noget, man gør når man er teenager.