En af de vildeste koncertoplevelser i mit liv har været, da jeg oplevede den amerikansk-græske furie Diamanda Galás i Berlins Passionskirche for omkring ti år siden. Galás har på mange måder nærmest opnået status af dronning inden for ekstrem vokalteknik, og selv for en garvet lytter af dødsmetal, punk m.m. er det mildt sagt chokerende at opleve hendes voldsomme skrig.
Yderst effektivt har hun brugt de simple skabeloner fra amerikanske genrer som blues, gospel og country som afsæt til at krænge sjælen ud, samtidig med at hun flere gange har demonstreret en særdeles kritisk holdning til religion som magtsprog. Blandt andet gennem sin hudfletning af kirkens modstand mod seksualundervisning og prævention – en mærkesag for Galás, der selv mistede en bror til aids. I 1989 blev hun arresteret under en demonstration i Saint Patricks Katedral i New York. Måske af samme grund virkede det ekstra voldsomt at høre hendes egen musik i et kirkerum den aften i Berlin.
Nu skal denne anmeldelse ikke handle om Diamanda Galás, men hun er næsten en uomgængelig nøgle til at lytte til nye udgivelser fra to yngre kvindelige ekstremvokalister – Lingua Ignota og King Woman. Ikke kun fordi de begge tydeligt henter inspiration fra hende i deres udforskninger af stemmens grænsetilstande og ekstremer, der flænser enhver forestilling om skønsang med alt fra dyster hvisken til fortvivlelsens angstskrig. Men også fordi de forener denne stemmeperformance med en slags arketypisk dommedagsblues og satanisk gospel i en musik, der kanaliserer traumatiske erfaringer og bruger den religiøse musiks sprog som et tveægget sværd.
Tonstung tungetale
Sangskriver og producer Kristina Esfandiari har gang i adskillige musikalske projekter, der spænder fra rap til noise. Om sit band, King Woman, har hun selv sagt, at musikken er en eksplicit bearbejdning af psykiske traumer fra barndommen. Esfandiari voksede op med en iransk far og en serbisk mor, der begge tilhørte en karismatisk kristen bevægelse, hvor man praktiserede tungetale, og hvor himmel og helvede var bogstavelige kategorier, ligesom kroppen kunne fyldes af helligånden, men også besættes af onde ånder.
King Woman.
»Lucifer falling from the heights
Lucifer falling from the heights«.
En påkaldelse af lysets engel, der på grund af sit oprør mod Gud blev dømt til fortabelse og forvandledes til en dæmon. Lucifer virker som en oplagt identifikationsfigur for Esfandiari, der i en af albummets mest intense sange »Entwined« beskriver relationen til Gud som et giftigt kærlighedsforhold baseret på lige dele tiltrækning og frastødelse. King Womans himmelske blues består vel netop i, at hun ved, at hun må vriste sig fri, men at selv et giftigt forhold kan efterlade en følelse af savn, en længsel efter at vende tilbage til den himmelske favn.
Det er en uhyre effektiv formel, King Woman leverer. Et sted mellem Chelsea Wolfes goth-udtryk og en mere metallisk version af PJ Harvey trækkes man ind i et dystert univers, hvor Esfandiaris vokal – ofte produceret i flere lag – skiftevis hvisker, snøvler og messer for så at bryde ud i udladninger, der synes at gennemleve barndommens tungetale og angstanfald.
Dog er det også en formel med visse begrænsninger. Det kan føles lidt som at se den form for gyserfilm, hvor det hele tiden er de samme tricks, der hives op af hatten for at skabe chok, ligesom sangene i opbygning minder om 90’ernes grunge, hvor det var et velkendt greb med et stille og melankolsk vers afløst af et råbeomkvæd med fuld hammer på guitarstøjen. Man kunne godt ønske sig, at hun og hendes i øvrigt dejligt velspillende band udfordrede denne formel lidt mere og fordybede sig mere i de atmosfæriske lag, som antydes, men sjældent foldes ud.
Overlevelseshymner
Diamanda Galás’ debutalbum Litanies of Satan var bygget over Charles Baudelaires digtsamling Syndens blomster, og synd som begreb interesserer også Lingua Ignota, der kalder sit nye album Sinner Get Ready. Bag Lingua Ignota, der betyder ukendt sprog, står Kristin Hayter. Hun brød for alvor igennem lydmuren med det chokerende album All Bitches Die (2017), en voldsom bearbejdelse af erfaringer fra et voldeligt forhold.
Hvis King Woman bruger et giftigt kærlighedsforhold som metafor for religion, så iklæder Lingua Ignota snarere en konkret voldserfaring symbolske klæder, så det tager form af lige dele kristen lidelsesfærd og græsk tragedie. Hun har tidligere kaldt sin musik for overlevelseshymner, hvilket må siges at være en rammende betegnelse for en dybt ubehagelig sang som »Many Hands«, hvor en næsten psykotisk salme samtidig antager karakter af en regulær voldtægt: »The Lord spat and held me by my neck ’I would die for you, I would die for you’ he wept«.
Voldsomme billeder som disse bliver selvfølgelig desto mere ubehagelige, når man kender til Hayters baggrund, men jeg vil æde min gamle hat på, at det også havde virket pænt ubehageligt uden denne kontekst. Det må dog samtidig siges, at Sinner Get Ready er Lingua Ignotas til dato mest nuancerede plade, hvor de voldelige mareridt kontrasteres af mere afdæmpede passager og decideret smukke stykker – som den hymniske »Pennsylvania Furnace«.
Med sin klassiske baggrund er hendes udtryk – skønt mange sammenfald – meget mindre rockorienteret og rifftungt end King Womans. Det er et lydbillede, som er sværere at afkode, men som i længden er mere interessant at fordybe sig i. Her blandes opera, kirkemusik og folk med industrielle collager, ekspressionistiske lydeksperimenter, der slægter den sene Scott Walker, og dokumentariske optagelser af gale prædikanter. Vi får blandt andet en længere optagelse af en kvinde, der hævder, at hun ikke kan få COVID-19, fordi hun er smurt ind i Jesu blod.
Lignua Ignota viser et vrangbillede af et samfund, hvor vold, kvindeundertrykkelse og religiøs fanatisme flyder sammen i en ubehagelig cocktail. Men som hos King Woman fornemmer man samtidig en dragning mod det religiøse sprog og et forsøg på at hele sårene gennem en vandring ind i lidelsen. Det er ikke let at lytte til, men det er et modigt udspil fra en vild og vedkommende kunstner.
King Woman: Celestial Blues (Relapse)
Lingua Ignota: Sinner Get Ready (Sargent House)
