Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Filmfabelen ’Undine’ kaster havfruefiguren ud på dybt vand

Det fornemme ved den tysk-franske ’Undine’ er, at den i en blanding af realisme, fabel og drøm formår at fortælle om udødelig kærlighed som druknedrama
Paula Beer spiller titelrollen i den tysk-franske film ’Undine’, der foregår i et moderne Berlin, men trækker på gamle myter og drømmens irrationalitet. Foto: Christian Schulz/Camera Film

Paula Beer spiller titelrollen i den tysk-franske film ’Undine’, der foregår i et moderne Berlin, men trækker på gamle myter og drømmens irrationalitet. Foto: Christian Schulz/Camera Film

Kultur
9. september 2021

»Jeg er nødt til at slå dig ihjel,« lyder vores hovedperson Undines reaktion på, at hendes kæreste, Johannes (Jacob Matschenz), slår op med hende.

Hun mister dog snart interessen, for samme dag inviteres hun på en cafe på date af en fremmed mand, Christoph (Franz Rogowski). Undine (Paula Beer) tøver, bejleren bakker baglæns og får et akvarium til at vælte ned fra en reol. De oversvømmes af vandet fra det knuste akvarium.

Efter dét er Undine dybt forelsket i Christoph.

Han er erhvervsdykker, svejser under vand og tager hende med ned på dybt vand til en undersøisk bro, hvor de opdager, at hendes navn står skrevet. Han mister hende af syne, genser hende så på slæb med sin hånd boret ind i gællen på en kæmpe malle. Så er hun væk. Han finder hende siden bevidstløs i vandet.

Ekstrem lydlig bevidsthed

Skønheden ved den tysk-franske film Undine er, at den foregår i et moderne Berlin, men trækker på gamle myter og drømmens irrationalitet.

For at finde en slags nøgle til denne strålende film kan man med held google den schweiziske 1500-tals-fysiker og -filosof Paracelsus. I hans alkymistiske skrifter var Undine et mytisk vandvæsen, senere blev hun til en slags vandnymfe, der har fået sin mest berømte figur i H.C. Andersens Den lille havfrue – der må dræbe prinsen for at blive en havfrue igen og kunne vende tilbage til havet.

Undine er bevidst om sine forlæg, men vil mere end renovere gamle figurer. Den vil kaste dem ud på dybt vand.

Tyske Christian Petzold har skrevet og instrueret en fabel om udødelig kærlighed som druknedrama. Og med en ekstrem bevidsthed om de to centrale elementer, når det kommer til at svømme og dykke: luft og vand.

Overalt mindes man om dem, ikke kun i billeder, men i høj grad også i lyd og handling. Hovedpersonernes vejrtrækninger er skruet helt op, en respirator støder med menneskesuk. Luftboblerne i vandet knitrer i milliontal. Der er dybe basbevægelser i undervandsriget.

Dykkerens og byens fantomsmerter

Men der ligger også et spændende lag med et tredje element, jorden, og dét, der står på den, bygninger.

Undine arbejder som rundviser i Berlins Humboldt-institut, hvor hun fortæller om byens arkitektoniske udvikling. At historien viser, at skiftende magthavere fortæller deres ideologi gennem bygninger.

Tag bare Det Kongelige Palads i centrum, der blev revet ned af det kommunistiske østtyske styre i 1950. I stedet opførtes den beton-brutalistiske parlamentsbygning Palast der Republik. Men i en ny liberal tid efter Murens fald blev Palast der Republik i 2009 revet ned og slottet genopført, nu under navnet Berliner Schloss.

Under sin guidede rundvisning blandt bymodellerne i Humboldt-instituttet taler Undine om fantomsmerterne fra de nedrevne bygninger. Kort efter falder en dykkerfigur, hun har fået af Christoph, på gulvet, og benet brækker af. Kan figurer føle fantomsmerter? Siden får Christoph sit ben i en slem klemme.

Således ligger fabel og virkelighed, myte og arkitektur, kærlighed og dybdedykning oven i hinanden i et smukt drama, der ikke frygter det anelsesfulde eller decideret mystiske – fri af rationalitetens spændetrøje.

’Undine’ – Instruktion og manuskript: Christian Petzold. Fotografi: Hans Fromm. Længde: 90 minutter. (Biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Well, i det mindste handler filmen ikke om en filminstruktør og en manuskriptforfatter, som har svært ved at få nye idéer. Måske skulle man se den...

Grethe Kildegaard Nielsen

Det lyder meget fint. Jeg så den i går og syntes bare, den var sær.

@Grethe Kildegaard Nielsen

Prøv at se den igen. Da jeg så David Cronenbergs film Crash første gang var den ekstremt "sær". Den handlede f.eks. om mennesker som fandt sammen fordi de blev seksuelt opstemte af trafikuheld. Den forstod jeg absolut ikke, men fordi jeg var fan af Cronenberg så jeg den igen, og igen, og igen, og stædigt igen, og så en gang mere, før ti-øren faldt (tror jeg). Smitsom sindsyge. Det var dét filmen handlede om, men der er stadig mange som tror at Crash handler om noget andet :)