Forventningerne til teaterforestillingen Generation 9/11 var tårnhøje. Selvfølgelig ikke så høje som ’Twin Towers’, men ganske høje set med danske teaterøjne. For når to så markante teatre som Mungo Park og Betty Nansen Teatret går sammen om at skabe en nyskrevet forestilling om den vestlige verdens terrorknæk den 11. september 2001, så rummer det muligheden for at resultere i stærkt og aktuelt teater.
Derfor er det ærgerligt at konstatere, at Generation 9/11 faktisk ikke er en synderligt vellykket forestilling. Faktisk er forestillingen så symbolsk overtydelig, at den virker som en teenageforestilling - med en bastant fortolkning af det amerikanske udsagn om, at ’enten er du med os eller imod os’. Forestillingen byder heller ikke på overraskelser. I hvert fald ikke, hvis man kender det mindste til terrorangrebet – og slet ikke, hvis man selv overværede flybillederne på sin tv-skærm dengang i 2001.
Effektiv terrorformidling
Dramatikeren er Nanna Plechinger Tüchsen, der debuterede med stykket De hovedløse om ’de gule veste’ i Frankrig på Mungo Park i 2020. I Generation 9/11 beskriver hun tre skolebørn på 10-11 år i New York den dag, hvor terrorangrebet sker. De tre voksne skuespillere præsenterer sig selv med navn og alder, og så går de ellers i gang med at spille børn i sneakers: Pigen, der bare vil hjælpe. Drengen, der mister sin mor og går i standsning. Og drengen, der mister sin far og bliver følelsesløs og voldelig. Tekstens danske vinkel er, at pigen egentlig er dansker, der bor i New York, fordi hendes far skal arbejde der nogle år. Replikkerne er skrevet med fin omsorg for figurerne. Men børnefortællingerne fra pressens traumatiserede historier fra 9/11 er genkendelige.
Sprækker i den amerikanske drøm
Scenografien af Ida Grarup har ellers en interessant symbolik. En videoskærm viser glidende skyer og det amerikanske flag, mens selve scenen består af skrånende podier beklædt med græs og fliser i Christian Albecks showagtige lysdesign – som urbilledet på ’The American Dream’ om frihed og rigdom til eget hus med forhave. Pointen er, at terrorangrebet skaber revner i græsset, så der opstår dybe sprækker i dette samfunds flotte overflade. Instruktionen bruger da også den oplagte mulighed for at lade personer forsvinde ned gennem sprækkerne, antagelig ned til en fortrængt, amerikansk samfundspsykologi. Men det bliver kun behersket sjovt.
Skuespillerne kaster sig ellers helhjertet ind i kampen - med skolehøjttalerudkald som effektiv lydkulisse i Emil Bølls design. Den høje, rolige Søren Birch Plum spiller stolt den selvsikre fyr, hvis verden pludselig krakelerer. Og den fysisk finurlige Sebastian Aagaard-Williams spiller den ubekymrede dreng, der først reagerer udad for sidenhen at gå ind i sit eget ingenmandsland, som ingen voksne hjælper ham med at komme ud af.
Men det er den lille, vævre Ellaha Lack, der er forestillingens motor. Hun spiller som pigen, der ikke selv mister sine forældre den forfærdelige septemberdag. Ellaha Lack har et stærkt nærvær og en oprigtig medfølelse, som stråler tilskueren i møde, når hun forsøger at udvise omsorg for sine kammerater - og når hun selv faktisk bliver syg af at have været så tæt på katastrofen. Dermed personificerer hun de komplicerede, psykologiske konsekvenser for 9/11-ofrenes pårørende, som nok er forestillingens stærkeste bud på en generationsfortælling:
Generation 9/11 defineret som de børn, der lærte, at de intet kunne gøre for at undgå smerten efter terrorangrebet. Og at de formodentlig ender med at give traumet videre til næste generation.
’Generation 9/11’. Tekst: Nanna Plechinger Tüchsen. Instruktion: Anna Malzer. Scenografi: Ida Grarup. Lyddesign: Emil Bøll. Lysdesign: Christian Alkjær. Co-produktion mellem Mungo Park og Betty Nansen Teatret. Spiller på Edison til 9. oktober og derefter på Mungo Park i Allerød 18. – 22. oktober 2021.
"Generation 9/11 defineret som de børn, der lærte, at de intet kunne gøre for at undgå smerten efter terrorangrebet. Og at de formodentlig ender med at give traumet videre til næste generation."
Og dermed repræsentanter for en amerikansk befolkning, som aldrig fik genuin belysning af, og bearbejdet, 9/11's mange paradokser, implikationer og konsekvenser - hvilket er helt efter bogen når samme befolkning er i hænderne på en kynisk, hensynsløs og mafiøs magtelite, som tjente trillioner på at iværksætte krigen mod terror. Måske illustrerer de fastfrosne karikaturer af børnene i teaterstykket ufrivilligt virkeligheden på en stærkt lærerig facon.
Det er vel en ret beset også tænkt som en ungdomsforestilling - og der er immervæk kommet en del unge til, der var børn eller ufødte i 2001. Som vi vokser til, glemmer vi, at nye generationer ikke har vores primære oplevelse fra hændelsen og derfor står som os, når det gælder mange fortidige hændelser, vi heller ikke kan forstå uden en indvævet pædagogisk formidling.
Seriøs historieskrivning og -undervisning har der alle dage været brug for.
Hvis vi ikke forstår, fortæller og analyserer tidligere begivenheder i historien, får vi et seriøst problem med at håndtere fremtiden.
Rolf Andersen, ganske enig. Og hvad er så vor (generations) historieskrivning om 9/11? Hvad giver vi videre - eller med Steffen Glieses ord; hvad er den pædagogisk indvævede formidling? Og hvad vil dén få af betydninger? Artiklen peger på at traumet vil gå i arv.
Det viste sig at være en forestilling, der faktisk stillede spørgsmålene på andre måder og på en bizar måde måske i virkeligheden handlede mest om det danske ignorante blik på det amerikanske samfund. På den måde pegede den videre imod de udviklinger, vi har set i form af radikalisering de seneste år. Jeg fandt den tankevækkende og er ikke færdig med at overveje den.
Men det er jo så bare ikke det unge publikum, den spiller for - bortset fra de venner og kolleger, der selvfølgelig skal ind at se.
Den kommer på turné, så jeg vil anbefale, at man ser den, hvis man er i nærheden af et egnsteater.