Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Gong Tomorrow-festivalen vendte op og ned på forståelsen af perspektiv og lydstyrke

Moderne kompositionsmusik i et tomt vandtårn, elektroniske dystopier i en rustik remise og et korværk spillet på soundbokse i det københavnske byrum. Årets Gong Tomorrow-festival skærpede denne musikanmelders lyttesans ved at markere, hvordan koncerter også er et samspil mellem rum og lyd
Damkapellet er et internationalt kollektiv af klassisk skolede musikere og komponister. Ved deres koncert i Brønshøj Vandtårn var der fokus på dyblytning.

Damkapellet er et internationalt kollektiv af klassisk skolede musikere og komponister. Ved deres koncert i Brønshøj Vandtårn var der fokus på dyblytning.

René Passet

Kultur
13. september 2021

Jeg sidder i skrædderstilling på et køligt gulv og forestiller mig, hvordan mine ører er hænder, der svømmer rundt mellem rummets klange og griber ud efter de mest uhåndgribelige toner i forsøget på at fastholde dem. Jeg sidder i Brønshøj Vandtårn og dybdelytter. Over mig danner store, sorte rør og søjler i armeret beton et bastant mønster. Som en kubistisk katedral. Som scenografien fra Fritz Langs Metropolis.

At dybdelytte handler om at skelne mellem at høre og at lytte. Høre gør mennesker med en velfungerende høresans hele tiden, mens lytning er en aktiv disciplin, hvor man fokuserer på de lyde, man er omringet af, og hvordan de interagerer, resonerer og på anden måde udfolder sig i det rum – og den krop – man befinder sig i. Denne bevidsthedsudvidende lyttepraksis, der er beskrevet af den amerikanske komponist og harmonikaspiller Pauline Oliveros, er en væsentlig inspirationskilde for ensemblet Damkapellet, der i anledning af årets Gong Tomorrow-festival har komponeret et værk til Brønshøj Vandtårn.

Vandtårnets konstruktion gav en helt speciel oplevelse af lyd

Vandtårnets konstruktion gav en helt speciel oplevelse af lyd

René Passet

Gong Tomorrow er en københavnsk festival for ny eksperimenterende musik og lydkunst. I år er temaet social lytning, og nok kan musikfestivaler være sociale begivenheder, men det er i lige så høj grad en rumlig erfaring. For stedet påvirker lyden i langt højere grad, end jeg almindeligvis er opmærksom på.

Det er det 35 meter høje Brønshøj Vandtårn et ekstremt eksempel på. Det tager mindst 15 sekunder for en lyd at klinge ud i det cylinderformede rum, så akustikken sætter med sin uforudsigelighed sine naturlige begrænsninger for den lydlige udfoldelse. Tårnet vender op og ned på ens intuitive forståelse af perspektiv og lydstyrke. Konferencierens velkomsthilsen opløses og forsvinder, mens den mindste lyd fra min egen krop mangedobles.

Damkapellet er et internationalt kollektiv af klassisk skolede musikere og komponister. De indleder med i stilhed at uddele små sedler med en opfordring til publikum om at eksperimentere med dybdelytning undervejs. For eksempel ved at føre hænderne op foran ørerne og undersøge, hvordan lyde og efterklange tager sig ud – allerede inden de har berørt deres instrumenter.

De åbner med nogle sagte knirkelyde fra en form for blokfløjte. Den er bygget af små trækasser og er på samme højde som musikeren, der skal spille på den: Kirstine Lindemann. Hun spiller dette fascinerende instrument ved at føle, smage og puste på og i det, så det responderer med dybe, varme toner, panfløjtelignende klange og et varieret repertoire af vindpust og luftbobler, der brister.

Kirstine Lindemann føler, smager og puster på et blokfløjtelignende instrument

Kirstine Lindemann føler, smager og puster på et blokfløjtelignende instrument

René Passet

De ni musikere er placeret forskellige steder i tårnet, hvis mange søjler skygger for, at de kan se hinanden. De lytter intenst og afventende, giver hinandens instrumenter plads og minimalistisk modspil.

Lydene bliver selv til søjler, der fremstår både statiske og sitrende. Cellobuen summer som et køleskab. Bratscherne hviner som våd hud på en rutsjebane. Trommen dundrer, og en stemme besvarer strygernes pizzicatoknips med et »dung«.

Publikum danner alene med deres tilstedeværelse et ekstra lag af perkussion i form af host, tøjknitren, rømmen og dåseøl, der åbnes. Nogle sidder dybt opslugt, andre har sværere ved at fastholde koncentrationen.

I sidste del af kompositionen rejser musikerne sig og tager bogstavelig talt tårnet i brug som instrument. De skraber, kurrer, skurrer deres skosåler mod gulvet, nogle nysgerrigt, andre mere aggressivt. De skaber et groft hav af reallyde, der bølger frem og tilbage. De gnider håndflader og fingerblommer helt tæt på publikums ører, mens de bevæger sig rundt imellem dem. Så placerer ensemblets sanger sig nogle trin oppe på en vinkeltrappe, der snor sig opad i tårnet, og synger mere og mere vidtløftige, eventyrlige triller.

Jeg får oplevelsen af, at Damkapellet bevidst har arbejdet med at komponere et værk, hvor musikken udfylder den plads i tårnet, som vandet tidligere har haft. For flere passager skaber en lydlig følelse af at være under vand. Det er smukt, men også et værk, der kræver meget af både dets tilhørere og dybdelyttere.

Kampala i mørke, Nørrebro i lys

Min festivaloplevelse går fra én højloftet, rå hal til en anden. Torsdag aften er der nemlig afrikansk danserave i en gammel sporvognsremise i grænseskellet mellem Vesterbro og Sydhavnen. Her står pladeselskabet Nyege Nyege Tapes for at afvikle et intenst maraton af ugandisk techno, noise, hiphop og elektronisk grindcore, der er en form for manisk og industriel hybrid mellem heavy metal og punk.

Nyege Nyege Tapes

Nyege Nyege Tapes

René Passet

Basbrummen og hårde beats tonser rundt mellem de fremmødte og de rå vægge på venuen Volumen. Med en tung perlekæde dinglende om halsen vrider den autodidakte musiker, producer og dj Don Zilla sig fra side til side. Han er en central figur i det elektroniske musikmiljø i Ugandas hovedstad Kampala og danser i spøgelsesbløde bevægelser bag sin bærbare computer, hvorfra han styrer et massivt mix af techno og dub. Det virker som spyer han med industrielle lyn, metalliske klik, intense trommer og samplede brudstykker af vokal. Det svirper og blitzer ud i den lumremørke hal.

Det forholdsvist unge publikum tramper på stedet; de ormer sig, men virker noget ude af danseform. Det kan til gengæld ikke siges om den spinkle, energiske forsanger i det eksplosive grindcoreband Duma. Martin Khanja eller ’Lord Spike Heart’, som han kalder sig, fjedrer omkring på scenen og laver djævlehorn med fingrene, mens han speedgrowler hæst ind i mikrofonen og brøler som en elefant i den elektriske stol.

René Passet

Lydstyrken er på samme øredøvende niveau, men stemningen langt mindre dunkel, da jeg dagen efter overværer den danske komponist Anders Lauge Meldgaards korværk Rejse som lys der bliver ved. Det er skrevet til det rytmiske kor Klang, der holder til i Holstebro, men opføres via fire soundbokse monteret på ryggen af fire kvinder, der tidligt fredag aften bevæger sig fra spillestedet Alices baggård tværs over vejen, gennem et lyskryds og rundt på Skt. Hans Torv.

De mobile højttalere spiller så højt, at korværket overdøver en forbipasserende ambulance og kirkeklokkerne, der slår halv syv. Flere forbipasserende standser op og lytter tænksomt og nysgerrigt med, mens højttalerne cirkulerer omkring på pladsen.

Teksten er skrevet af digter Amalie Smith og er formuleret som en undren over lydenes bevægelser i tid og rum. Koret hakker Smiths ord op i stavelser, hvis staccato udlignes af enkelte keyboardtoner og glitch.

»Hvordan bærer luften råbene?« lyder det et sted. Et spørgsmål, der kunne være taget ud af munden på Pauline Oliveros.

Gong Tomorrow blev afholdt den 3.-10. september forskellige steder i København. Festivalen er arrangeret i samarbejde med spillestedet Alice.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her