Så sidder Winnie igen fast i sin jordbunke med sit lille spejl og håndtasken, mens hun smiler ud til publikum i teaterstykket Happy Days. Det er den underfundige skuespiller Sue Hansen-Styles, der spiller rollen som den ukuelige kvinde, der ikke kan komme ud af stedet, men som alligevel opretholder dagligdagen og håbet.
Og det er hendes engelsksprogede teater Why Not Theatre Company, der har opsat stykket, så det passer perfekt ind i det lille sorte teaterrum på Teatret ved Sorte Hest, hvor jordbunken næsten fylder hele scenen.
»So much to be grateful for!« siger denne fastlåste ensomhedsheltinde til sig selv: »Så meget at være taknemmelig for!«
For der findes en kolossal optimisme i Happy Days. Den paradoksale tekst fra 1961 af den irske dramatiker Samuel Beckett (1906-89) er kendt som et af det absurde teaters kernestykker – ved siden af Mens vi venter på Godot fra 1953, som Teatret ved Sorte Hest opsatte sidste sæson i Maria Vinterbergs prisbelønnede opsætning. Beckett er i vælten.
Coronaritualer
Beckett spidder meningsløsheden. Hans figurer befinder sig hele tiden et sted mellem håbet og opgivelsen. Man tolker da også ofte Becketts tekster som en reaktion på tiden efter Anden Verdenskrig, hvor fremtidstroen hurtigt blev erstattet af desillusion og magtesløshed.
Under forestillingen Happy Days her i september 2021 er det slående, hvor let det også er at sammenligne stykkets bølgende følelser med sindsstemningerne i coronaens skygge. Hvordan isolationen under coronanedlukningerne svarer til isolationen hos stykkets Winnie, der af uforklarede grunde sidder komplet fast i en bunke jord.
Alligevel forsøger hun at opretholde dagligdagens ritualer: At børste tænder, at rede hår, at tage læbestift på. Akkurat som alle os, der blev nødt til at holde fast i vores ritualer for at få coronahverdagen til at give mening. Winnie sidder endda fysisk så låst fast, at hun ikke engang kan se manden Willie. Hun kan kun høre ham – og han kan høre hendes kværnende ordstøm ...
Loyal instruktion
Sue Hansen-Styles er en stærk skuespiller. Hun er englænder, men har boet i Danmark i 20 år. Hun skabte Why Not Theatre Company tilbage i 2007, og hun har siden skabt et kontinuerligt engelsksproget teaterrepertoire i København.
Som skuespiller har hun blandt andet imponeret i rollen som kræftsyg kvinde i WIT instrueret af Peter Dupont Weiss på Bådteatret. Her i Happy Days demonstrerer Sue Hansen-Styles overlegent, hvordan hendes diktion er i særklasse: Hver eneste konsonant kan høres i hendes halvanden time lange monolog.
Samtidig viser hun, hvordan hun kan justere sin figur med minimale stemningsskift – og hele tiden få figuren til at boble af liv. Hendes indre glød lyser. Winnie smiler sit lille smil, uanset hvor mørkt der er omkring hende.
Det er instruktøren Peter Dupont Weiss, der står for både instruktion, scenografi og kostumer. Opsætningen følger loyalt Becketts krav, og fortolkningen får vitterlig alle figurens styrker med: venligheden, glæden, musikaliteten og viljen til overleve.
Isolationskrisen får ikke Winnie til at sløje af på sine rutiner. Tværtimod. Selv når jorden stiger hende til hagen, og hun ikke længere kan nå tandbørsten med armene, kan man mærke, hvordan denne ordentlige kvinde børster tænder i tankerne. Hun er et civiliseret menneske.
Valget af kostume virker som en hæmsko for publikumsspejlingen, mener anmelder Anne Middelboe Christensen.
Lidt for nydelig
Den stærke realisme er dog også iscenesættelsens svaghed. For denne Winnie spilles så naturalistisk, at det bliver svært for det groteske også at spire op gennem jorden. Alle replikker er gennemført psykologisk velbegrundede. Men det forhindrer faktisk tekstens vilde brud i at blusse op med den klovnekraft og den komik, der også ligger i replikkerne. Galskaben i det absurde univers får ikke lov til at skeje ud.
Desuden virker valget af kostume som en hæmsko for publikumsspejlingen. Winnie er iklædt en nydelig skjortebluse, en perlekæde og en hat, som om hun var en overklassekvinde i 1960’erne – og ikke blot en voksen nutidskvinde.
Måske ville et mere nutidigt kostume have gjort hende mere oplagt som en spejlingsfigur i dag. Ikke mindst for de unge, der tydeligvis valfarter til forestillingen med deres engelsklærere. Samtidig kunne et egentligt lyddesign have skabt en stærkere fortætning af fortællingen. Der er heller ikke meget solskin over Winnie under den brændende sol, og lysdesignet af Lasse Svarre kunne i det hele taget have leget med flere nuancer mellem gravmørke og nat.
Truet art
Det er her i det dunkle mørke, at mandefiguren Willie huserer som et stækket væsen – klagende, skrigende, sukkende. Kun kanten af hans avis stikker op bag noget jord, når skuespilleren Kevin Kiernan-Molloy som Willie voldsomt og uhyggeligt desperat besvarer Winnies spørgsmål. Brølende uartikuleret og dog præcist. Som om han var et læsende dyr fra en truet art.
Her 60 år efter, at Beckett skrev sin tekst, har vi mennesker effektivt gjort os selv til en truet art på vores klimabelastede klode. Nu er det os alle sammen, der sidder sammen med Winnie i jordbunken og bare venter på, at oversvømmelser og jordskred får bugt med os.
Forskellen er, at Winnie bevarer sin optimisme og taknemmelighed. På Teatret ved Sorte Hest går Sue Hansen-Styles i hvert fald undergangen i møde med et uforglemmeligt smil.
’Happy Days’. Tekst: Samuel Beckett (1961). Iscenesættelse og scenografi: Peter Dupont Weiss. Lysdesign: Lasse Svarre. Why Not Theatre Company på Teatret ved Sorte Hest på Vesterbrogade. Spilles på engelsk. Spiller til den 25. september 2021.
