Iron Maiden er stadig i en liga for sig på deres seneste metal-epos om krigskunst, død og demagogi

Dagen efter at ABBA på sensationel vis udsendte to nye numre, landede de britiske heavy metal-veteraner Iron Maidens nye album, Senjutsu. Måske ikke en nyhed af samme format – dels har Iron Maiden aldrig for alvor været borte, selv om der efterhånden kan gå lang tid mellem nye plader (seneste album udkom i 2015), dels har Iron Maiden alt andet lige ikke haft samme bevågenhed i populærkulturen. Alligevel har de to grupper noget til fælles.

ABBA er om nogen nærmest indbegrebet af popmusik, og dog lyder de ikke helt som noget andet poporkester. På samme måde kan man hævde, at Iron Maiden nærmest er det arketypiske heavy metal-band, og alligevel lyder de helt og aldeles som sig selv.

Så genkendelige er de i deres udtryk, at en af mine bofæller, som ellers indrømmer, at han egentlig kun kender et par numre med gruppen, straks udbrød: »Er det den nye med Iron Maiden?«, da de første toner af åbningsnummeret gjaldede ud i køkkenet under madlavningen. Også i dette deler de en udfordring med ABBA: Nyt materiale skal på en eller anden måde både fodre en nostalgi efter en svunden tid, skabe øjeblikkelig genkendelse og argumentere overbevisende for, hvorfor nyt materiale i det hele taget er relevant, når man nu har alle klassikerne.

Episk totaloplevelse

Klassikere er der da mildest talt også nok af. I grunden er det vel svært at finde et band i heavy metal-genrens historie, som så træfsikkert har leveret klassiker på klassiker. Bandet, der blev grundlagt i det østlige London i julen 1975 af den visionære bassist og komponist Steve Harris, skød en ny æra for heavy metal i gang i 1980 med debutalbummet Iron Maiden og blev samtidig en af de absolutte spydspidser for den såkaldte New Wave of British Heavy Metal (NWOBHM). Det var en bevægelse, der formåede at bygge videre på arven fra heavy metalgenrens store britiske pionerer som Judas Priest og Deep Purple og forene denne med et mere råt og bistert lydangreb inspireret af den punk rock, som havde konkurreret med heavy metal om opmærksomheden, når det kom til hård musik.

Med sangeren Paul Di’Annos semipunkede vokal i front var Iron Maiden med deres to første plader om nogen indbegrebet af denne bølge. Her var et band, der kunne matche slagkraftigheden fra punken med en stor teknisk præcision, som kombinerede bloddryppende tekster med en sjælden melodisk tæft, og som helt fra starten havde et tårnhøjt kunstnerisk ambitionsniveau på plader, hvor de hurtige og hårde numre sparkede døren ind til en verden, der også kunne udfolde sig i storladne og til tider næsten filmiske dramaer, som tog det bedste fra tidlig progressiv rock og heavy metal og pustede nyt liv i det.

Det var dog først, da Di’Anno røg ud, og den tidligere Samson-sanger Bruce Dickinson blev indlemmet på det banebrydende album The Number of the Beast (1982), at Iron Maiden for alvor fik den helt særlige lyd, som de kendes for i dag. Dickinson havde både stemmen og den dramatiske scenefremtoning til at matche Harris’ ambitioner om at gøre heavy metal til en episk totaloplevelse, der både kom til udtryk på scenen og på en perlerække af mesterværker, som igen og igen skubbede til grænserne for, hvad heavy metal kunne, men som også på grund af det teatralske element balancerede på grænsen til camp (også her kan de minde om ABBA).

Med operetteagtig vokal, ekvilibristiske guitarsoloer og tekster, der blandede engelsk romantisk poesi, historiske foredrag og fantasy kunne bandet for kritikere af genren også agere billede på alt, hvad der var fjollet ved heavy metal. Ligesom de med førnævnte The Number of the Beast af konservative kristne grupper blev indrulleret i diskussion om, hvorvidt heavy metal var en direkte farlig satanistisk korrumpering af ungdommen.

Det var dog også en slags PR for bandet, der som et modtræk drillede kritikerne på det efterfølgende album Piece of Mind ved at indsætte kryptiske beskeder afspillet baglæns – på det tidspunkt var de konservative organisationer nemlig meget optaget af såkaldte subliminal messages, der animerede til djævledyrkelse, men i Iron Maidens tilfælde var det ren nonsens og et godt eksempel på den sorte engelske humor, som nok har medvirket til, at de har formået at balancere det campede gennem karrieren. Episke og ambitiøse, ja. Selvhøjtidelige, nej.

Vid og værdighed

Hvis 80’erne var Iron Maidens store årti, så var 90’erne ikke blide ved dem. Med deres teatralske stil fremstod de for grungegenerationen som spøgelser fra fortiden – også selv om Nirvanas Kurt Cobain var stor Iron Maiden-fan. Det hjalp heller ikke, at bandet selv bogstaveligt talt trådte ind i 90’erne med det meget ujævne album No Prayer for the Dying og rædselsfulde singler som »Bring Your Daughter... to the Slaughter« og »Holy Smoke«, der ikke var gode argumenter for fortsat relevans. Da Dickinson helt forlod bandet nogle år efter for at blive erstattet af sangeren Blaze Bayley på et par forglemmelige plader, var det svært at se det som andet end de sidste krampetrækninger.

Det var således mod alle odds, at de med Dickinson tilbage i folden vendte tilbage i 2000 med det ikke bare solide, men imponerende comeback, Brave New World. Siden denne genfødsel har de nydt status som levende legender, der fortsat begejstrer fans over hele verden med veloplagte koncerter og i ny og næ stiger ned fra bjerget med et nyt album.

I 2014 spillede Iron Maiden på Copenhell. Bandet vender tilbage til Copenhell i 2022 på dets ’Legacy of the Beast World Tour’, hvor man måske kan forvente, at heavy metal-legenderne spiller et nummer eller to fra deres nyeste plade ’Senjutsu’.

Jakob Dall

Man forventer ikke længere af dem, at de skal forny genren, men man forventer trods alt af dem, at de skal holde deres egen arv ved lige med værdighed, vid og en appetit på nye musikalske udfordringer. Det er lidt som dronningens nytårstale – ingen forventer for alvor nye indsigter, men man forventer trods alt andet end rendyrket gentagelse og tom ceremoni. Og Iron Maiden har for det meste indfriet den forventning. Hvor mange bands fra deres generation mest virker, som om de udgiver nye plader (hvis de da overhovedet gør det) som alibi for atter at tage på tour med de gamle hits, så har Iron Maiden tydeligvis ambitionerne i behold og også evnerne til at løfte disse.

Krigens ansigt

Senjutsu – bandets 17. studiealbum – er ingen undtagelse. Albummet kommer efter en albumpause på seks år, den længste i bandets historie. Og det kan straks konstateres, at jernjomfruens nytårstale også denne gang er værd at løfte glasset for. Bandets maskot, den monstrøse Eddie-figur, er på coveret iklædt gevandter som en japansk samurai, og titlen er da også et japansk ord, der både kan oversættes med taktik, strategi og trolddom. Krig som både mytologi, metafor og historisk realitet har altid løbet som en lyrisk rød tråd igennem Iron Maidens værk, og Senjutsu er ingen undtagelse.

Hvor mange af deres samtidige i heavy metal mere ensidigt har dyrket en macholadet og muskuløs krigermytologi, har de differentieret sig med en mere tænksom refleksion over krigens væsen. Senjutsus vagt orientalske indpakning sender hilsner til både japansk samuraikunst og kinesisk krigsfilosofi. »How do you read a madman’s mind / Teach me the art of war« lyder åbningslinjen fra singlen »Stratego«, der slår fast, at krig også er en mental øvelse og et arbejde med at forstå fjenden.

Hvem fjenden er, er til gengæld mere tvetydigt. For hos Iron Maiden kan fjenden også være bosat i én selv. I »The Writing on The Wall« synges der da også om imperier, der sejrer sig selv ihjel, og hvor sejrherrerne bliver slaver af deres eget system, mens det lange episke afslutningsnummer også adresserer moderne propaganda som del af krigens ansigt, samtidig med at der dystert synges om, hvordan børn gøres til soldater.

Selv om Iron Maiden så absolut er fascinerede af krigens teater og æstetik – denne gang inkarneret i samuraiens blanding af taktik, ære og nærmest graciøse bevægelser – så kan man ikke kalde dem krigsliderlige. Men krigen er i deres univers en slags permanent tilstand, et prisme, hvorigennem de betragter livet og døden. Døden er da også kommet tættere på for dem – ikke kun fordi de selv er blevet ældre herrer, som naturligt konfronteres med den.

Sidste år døde Martin Birch, der fulgte bandet tæt som producer helt fra starten og frem til 1992-albummet Fear of the Dark. Og Dickinson selv har i nyere tid både været ramt af kræft og COVID-19. Ikke underligt, at endnu en af pladens stort anlagte eposser, »Death of the Celts«, også udfolder sig til at være en meditation over døden og forberedelsen til denne: »Dying, a warrior Celt has no fear«.

Der er heller ikke noget at sige til, at Dickinson ikke helt har den triumferende slagkraft i stemmen, som han tidligere kunne præstere. Men både han og resten af bandet leverer en absolut værdig præstation på et album, der generelt holder et højere niveau end forgængeren, som havde både store højdepunkter og rene maveplaskere. Til sammenligning er der ikke noget decideret svagt nummer på Senjutsu, der dog stadig – som så mange af bandets sene værker – lider under mangel på begrænsningens kunst.

Less is more er ikke noget bandet praktiserer på sange, som af uransalige årsager skal overlæsses med lange mellemspil, soloer og temposkift, indtil alle andre end de mest dedikerede fans er stået af. Men på et nummer som »Days of Future Past« viser de så alligevel, at de sagens kan levere ægte Maiden-magi på lige omkring de fire minutter. Og på den mere melankolske »Lost in a Lost World« giver den næsten symfoniske opbygning mening som andet end bare postuleret epik. Begge numre slår i øvrigt fast, at bandet stadig er i en egen liga i heavy metal, når det kommer til at skrue stærke melodier sammen. Og de vil bestemt tåle en plads blandt de mange klassikere, når Iron Maiden næste sommer rammer Copenhell.

Iron Maiden: ’Senjutsu’ (Parlophone)