Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Jan-Werner Müllers nye bog om demokrati er et godt værn mod opgivelse og håbløshed

Jan-Werner Müllers nye bog om demokrati er ikke helt tænkt færdig, men et godt sted at begynde, hvis man vil undgå den perspektivløse opgivelse og håbløshed
Tak til den tyske idéhistoriker Jan-Werner Müller for at have mindet os om, at der er fejl, der allerede er begået, og som vi derfor ikke behøver at begå igen.

Tak til den tyske idéhistoriker Jan-Werner Müller for at have mindet os om, at der er fejl, der allerede er begået, og som vi derfor ikke behøver at begå igen.

Casper Holmenlund Christensen

Kultur
17. september 2021

Den tyske idéhistoriker Jan-Werner Müller, der underviser i politisk teori på Princeton, er en af de ledende politiske observatører af den politiske udvikling i den vestlige verden og en skarp kritiker af den autoritære udvikling i Ungarn og Polen. Han slog sit navn fast med en formidabel analyse af den politiske idéudvikling i Europa siden 1945, Kampen om demokratiet (på dansk i 2018), og bruges meget som politisk kommentator, også i denne avis. Så det er vigtigt og godt, at hans nyeste bog om demokratiets krise og muligheder som styreform så hurtigt er kommet på dansk i en mundret oversættelse ved Johannes Riis.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Nej, man kan ikke fastholde repræsentation i en verden, hvor den enkelte opnår en stadigt højere grad af forståelse af nogle andre rettigheder og pligter end de socialdemokratiske hierarkiske: at man har ret til sig selv og pligt til at køre det af på samfundet, hvis man ikke vil majoriseres.
Man har det med at misforstå det græske demokrati: det er regeringen, der også er de eneste embedsmænd, der udpeges ved lodtrækningen, parlamentet består af alle frie borgere, der honoreres, når de deltager i folkeforsamlingen. Regeringen går på den måde på skift ret tit, men lokalt er der andre repræsentanter til at træffe beslutninger, således at det statistisk ville være to gange i løbet af voksenlivet, den enkelte græker ville skulle udøve eksekutiv magt på kollektivets vegne.
I dag ville man selvfølgelig nødvendigvis måtte organisere det anderledes, kollektivet er for stort, så bindingen af de udtrukne lederes kompetence ville skulle være større.

Jørn-Erik Rasmussen

En meget enkel forklaring på "demokratiets krise" er vel det som Tim Knudsen har beskrevet som bevægelsen fra folkestyre til markedsdemokrati.
I dag er der vel omkring 2-3 procent af befolkningen, som er medlemmer af et politisk parti - og så er vi vel nede omkring 1-2 procent der er aktive medlemmer af et politisk parti.
Medlemskab af et politisk parti er naturligvis ikke den eneste tilgang til en aktiv politisk interesseret og deltagende tilgang til demokratisk medborgerskab.
Men det er trods alt en indikator herfor.
Mine egne oplevelser og erfaringer fra hverdagen peger desværre i samme retning. Vi skal undervise og opdrage til demokrati og medborgerskab.
Det er vi tilsyneladende ikke gode til. I hvert fald er effekten - for nu at være ærlig - ikke særlig overbevisende.
Det er vel også indlysende, at når det omkringliggende (i forhold til skoler/uddannelsesinstitutioner) samfund, er det neoliberale markedsbestemte konkurrencesamfund, så må det være op ad bakke for folkestyret i sin ideelle udgave.
Det provokerende spørgsmål at stille er om epistokratiet kan komme på tale i en form, som ikke er antidemokratisk, og der ikke afvikler folkestyret som ideal og hensigt.
Men som støtter det demokrati, som vi i virkeligheden stræber efter?

"Det er en skam, for netop påpegningen af uvished som styrken ved demokratiet som styreform er vigtig og en årsag til, at det har en god chance for at overleve i konkurrencen med de tilsyneladende mere effektive autoritære alternativer i det kinesiske styre af veluddannede samfundsingeniører og de populistiske udfordringer fra Orbán, Trump og det polske PiS (Lov- og Retfærdighedspartiet)."

I denne gennemgang mangler det liberale demokratis tilsvarende dysfunktionaliteter; som Steffen Gliese er inde på bevirker udviklingen af de markedskonforme, neoliberale massesamfund at repræsentationskraften eroderes i takt med at magtdelegationen eleveres; færre tager beslutninger på vegne af flere - for netop at få bugt med det uvisse. For at foretage styring - hvilket i dennes logik fordrer governance.

Den nyere (beklager sprogforbistringen) neoliberalismes transformation af forvaltningsparadigmet til et flydende virksomheds- og forretningsparadigme, hvor markedskræfternes dynamikker og utilitarismen indlejres i alt, er både symptom på vor kapitalistiske samfundsordens selvdestruktive vækst-/udbytningsexcesser og medvirkende årsag til forceringen af samme. Vi har passeret adskillige tipping points, og der er sikkert flere på vej. Imens kan der så filosoferes over Trumpismen som årsag til problemer, der er flere hundrede år gamle. Særdeles virksomt.