Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Jens Albinus bruger sig selv som fandenivoldsk hovedperson i sin debutroman

Skuespilleren Jens Albinus er debuteret som forfatter med en dyster roman om en tvivlende skuespiller. Fængende og læseværdig med sit altopslugende selvhad. Funklende velskrevet – og sort som Beckett
Jens Albinus slipper sin indre livslede løs i rollen som desillusioneret og søgende kunstner i den velskrevne debutroman ’Kunsten at køre baglæns’.

Jens Albinus slipper sin indre livslede løs i rollen som desillusioneret og søgende kunstner i den velskrevne debutroman ’Kunsten at køre baglæns’.

Thomas Howalt Andersen Scanpix

Kultur
17. september 2021

»Man skulle tro, jeg var noget, nogen havde stjålet med hjem fra Munch-museet.«

Sådan skriver skuespilleren Jens Albinus i sin roman Kunsten at køre baglæns. Og jo. Når man læser denne vilde roman, så danner der sig undervejs et billede af en mand, der ligner et skrigende maleri af Edvard Munch: Et angstfyldt væsen med dødshigende øjne og forstenet mimik – alene på en bro mod intetheden og skrigende med en åben mund, hvor tænderne for længst er faldet ud.

Romanen er Jens Albinus’ debut som forfatter. En voldsom debut, men også en voldsomt velskrevet debut. Skrevet over en desillusion uden nåde. Sort som Beckett. Krigslysten som Norén. Med sig selv som fandenivoldsk hovedperson – nådesløst ærlig eller grænseløst fantaserende ind i et sammenbrud. Konsekvent med en flammende fascination af det dræbende øjeblik: Dét øjeblik, hvor en person kapper alle bånd til andre mennesker og flår sig løs af alle følelser og forpligtelser. Øjeblikket, hvor kunstneren kan sætte sin kunst fri, så den kan få betydning. Måske.

Arrogance og stille stemme

Kunsten at køre baglæns er en roman om en person, der minder forbløffende meget om skuespilleren Jens Albinus – manden, der blev folkeeje efter tv-serien Ørnen. Hovedpersonen hedder da også Albinus, og han er ved at indspille en tv-serie, der hedder ’Den Store Fugl’. Resten af navnene kan man så lege gætteleg om.

I begyndelsen læser man om filmverdenens koryfæer med pirret nysgerrighed. Men det viser sig hurtigt, at afsløringerne i sig selv er ligegyldige. For bogen handler om et kunstmiljø, der skaber kunst – teater eller film – blot for at holde produktionen i gang. Ikke for at skabe den store kunst, som Albinus drømmer om. Og så ryger man ellers som læser ind i scenekunstnerens destruktive centrifuge af tvivl og præstationsangst, arrogance og selvhad. Nogle gange indforstået. Andre gange på skønne poetiske omveje, som i en beskrivelse af italieneren Francesco Petrarcas bestigning af Mont Ventoux i 1336. Men for det meste skrækindjagende klart.

Af og til inddrager han også publikum: »De spinkle, vedholdende, uimponerede, men møgstædige ældre damer, dem, der til syvende og sidst bærer hele kulturlivet oppe, uanset hvordan vi så skaber os,« skriver han om teaterpublikummet. Tja. Det skal nok passe.

Teater eller kloak

Romanen indleder med nogle beske beretninger fra Kødbyen – dér hvor Husets Teater ligger. Altså det teater, hvor Jens Albinus var direktør fra 2016, indtil han i år sagde op. Bogen beskriver Københavns kulturpolitiske smålighed, når teatret skal genansøge om sin egen bevilling i pinlig konkurrence med kloakeringsprojekter og madpakkeordninger. Det er så grotesk, at det er til at tude over – eller bare skraldgrine. Skrevet i et levende reportagesprog, hvor hver magtliderlige gestus både hos teaterpersonalet og hos politikere registreres røntgenagtigt udleverende. Samtidig med at fortælleren beskriver sin egen apati med et sygeligt præcist udtryk. Som var han Hamsuns antihelt i romanen Sult. Vandrende hjemløst rundt efter noget, han ikke engang magter at bede om.

Ellers er det Hamlet, der oftest hvisker hen over Albinus’ skulder. For Albinus spejler sig i Hamlet som den, der besidder magten til at skabe forandring.  Men også den, som ikke følger magtreglerne. Når han forlader Shakespeare, glider han ubesværet rundt mellem  tyske forfattere – han behersker tysk eminent – og smider rundt med überkloge citater om eksistens. Også jordnære citater om ubehag. »At mislykkes er din mulighed,« er et af de foretrukne.

Fra vold til vold

Sortsynet smitter læseren. Følelsesløsheden breder sig til hænderne, der holder om bogen. Alligevel bliver hænderne ved med at bladre, så læsningen sker i ét stræk. 

»Jeg har brug for en Odysseus,« siger Albinus. Han kalder Odysseus-myten for »den europæiske grundhistorie over alle om at finde fred, om at vende hjem«. Denne Albinus skal finde fred og forstå, hvorfor han laver teater – og hvordan han skal være skilsmissefar for det barn, han aldrig rigtig ser. Eller også skal han vitterlig følge undergangsruten fra sine moralbefriede helte i litteraturens verden – og gå i opløsning.

Odysseus kommer til at virke som et overraskende indlysende forbillede: Den græske mytehelt Odysseus, der rejser væk i ti år fra sin Penelope på liderlige og krigslystne eventyr for så at komme tilbage under falsk identitet – og vinde hustruen og kongeriget tilbage. Men Albinus spejler sig ikke i Odysseus’ sejr. Nej, han er mest optaget af at bruge Odysseus til at bevise, at alt slutter, som det begynder: med vold. Og Odysseus skildres udtrykkeligt som en løgner. Eller som det lyder: »Han fortsætter med at lyve, han kan slet ikke andet længere.«

Albinus-skikkelsen lyver også for alle omkring sig. Men han slipper afsted med denne løgn, fordi den er så bragende velskrevet. Selv om man får røde kinder af lussingerne, mens man læser.

Jens Albinus: ’Kunsten at køre baglæns’. Roman. Forlaget 28B, 302 sider, 269 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Birgitte Moos Chalcraft

Wow endelig tales sandheden indefra. Den bog kan jeg ikke vente med at læse, om det er pga indholdet, eller en yderst velskrevet anmeldelse ved jeg ikke endnu.

Skuespillere, der skriver bøger om skuespillere, som anmeldes af Kulturgangen på Informeren. Det lyder da ikke særligt indspist. For 30-40 år siden ville en spirende forfatter, som ønskede at skrive om eget liv og egne erfaringer, få afslag ala "Hvis din fantasi ikke rækker længere end din egen næsetip...".

Så fik vi selfie kameraet og Instagram.

Christian De Thurah

Blot en lille pernitten detalje: Det er ikke manden, der skriger på Munchs billede “Skriget”, men naturen omkring ham (det er derfor han holder sig for ørerne). Det er i hvert fald Munchs egen forklaring.