Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Jens Christian Grøndahl har skrevet en lille smule harmløst, men måske derfor så appetitligt om sin tro

Forfatter Jens Christian Grøndahls nye bog om sin tro er skrevet som et vævestykke, hvor han henter tråde fra øjeblikke i sit liv
I ny bog af Jens Christian Grøndahl med titlen »Min svage tro« tager han et famlende og fint greb om et frygteligt stort emne, nemlig tro, inklusive tanker om kirken og kristendommen.

I ny bog af Jens Christian Grøndahl med titlen »Min svage tro« tager han et famlende og fint greb om et frygteligt stort emne, nemlig tro, inklusive tanker om kirken og kristendommen.

GREGERS TYCHO

Kultur
1. oktober 2021

Hvor fører mennesker os hen? En tavshed, et blik, en mildhed, som bevæger os. Og en dag vender vi tilbage til åstedet for at finde du af, hvad det var, det gjorde ved os. Hvad det var, det betød. Og forstår måske pludselig bedre nogle af de utallige afveje, som livet som regel består af. Sådan læser jeg en ny bog af forfatter Jens Christian Grøndahl med titlen: Min svage tro. Et famlende og fint greb om et frygteligt stort emne, nemlig tro, inklusive tanker om kirken og kristendommen. Men skrevet som et vævestykke, hvor Grøndahl henter tråde fra øjeblikke i sit liv. Billeder, som er blevet hængende som uforklarlige.

Men hvorfor skal en forfatter skrive om det, kunne man spørge. Det er oplægget i bogserien ’Kristendommen ifølge …’, at kunstnere og andre kulturpersonligheder (læs: ikketeologer) inviteres til at skrive deres bud. Og det er måske ikke nogen dårlig idé. Fordi teologer som regel er så forpligtet på det samlede hele, så de/vi kan være de absolut dårligste til at skrive allround og let om et emne, som i sit væsen er stort og tungt.

Det nye forhold

Som han starter med at skrive, at kristendommen ved han egentlig ikke noget om. Men det, han kan fortælle om, er sit forhold til den. Mit nye forhold, som han skriver, »efter næsten 50 års afstand og passivitet, til tider ligefrem fjendtlighed«. Og den ydmyghed bliver på en måde den røde tråd. Både for hans blik på kristendommen, men også for hans egen fortælling. For det er, som han også skriver, så let i en globaliseret verden at gøre sig klogere, end man er. Det er så let at lade sig nøje med det tilsyneladende velforklarede. Men at der findes noget uden for vores række- og mestringsevne, som det ikke desto mindre er værd at række efter, er det, der langsomt dæmrer for den aldrende forfatter.

Han giver sig i kast med at læse de bibelske skrifter, i stigende grad også at gå i kirke, og det udfordrer ham. Minder ham om en åndelighed, et udenfor, som ellers har trange kår i vores moderne irreligiøse kultur. Eller som han skriver: »For os der er vokset op i det tyvende århundredes afsjælede, videnskabeliggjorte verden, er det som at slå panden mod en mur, men det kan også være at læne sin pande mod muren. Støtte sit hoved et øjeblik mod grænsen for al fornuft, al viden, al bevidsthed«. Et andet sted beskriver han den samme bevægelse som en længsel »ud af jegets enecelle«.

Det får mig til at tænke på den franske forfatter Emmanuel Carrère, som skrev så vanvittig veloplagt om den tidlige kristendom i den halvvejs selvbiografiske Gudsriget, som udkom på dansk i 2017. Hvor urkristendommen, Peter, Paulus og alle de andre træder sprællevende, nærmest endnu våde, frem af skærene fra Carreres ægteskabsforlis. Også i et personligt tilbageblik er der noget, der trækker Carrere i en uventet retning. En gammel interesse for det bibelske bliver pludselig noget, han kan klatre op på i et moderne kaos af et liv midt i en skilsmisse. Og bogen ender morsomt med, at forfatteren tager på weekendkursus med forvaskning (som Jesus vaskede disciplenes fødder) som weekendens højdepunkt.

Bundfaldet op til ny ære og værdighed

På samme måde med Michel Houellebecq, nihilisten over dem alle, der i romanen Underkastelse ikke bare får underlagt det samlede Frankrig under islam, men også gennem sin hovedperson flirter let med katolicismen. Som noget, der ligner en (igen aldrende) forfatters sonderinger udi ukendt terræn. Og nu med Grøndahls bog får det mig til at tænke på, om det er det, vi er henvist til som senmoderne tvivlere, når det kommer til tro: det selvbiografiske. Kun i vores egen fortælling får det troværdighed, det her gamle gods, eller »bundfaldet«, som Grøndahl også kalder det.

Og i Grøndahls udgave er det ikke engang ham selv, der henter bundfaldet op til ny ære og værdighed. Det er kvinderne omkring ham. En farmor, en mor, en ny kone, som på hver deres måde peger på noget, han ikke lige selv havde set. Om det er et litterært trick eller en konsekvens af den tanke, som bogen skriver frem, at tro er en slags selvafhændelse, behøver man vel ikke beslutte sig for. Men det giver en ynde til fortællingen, at han skriver som en, der er blevet forført ud af sine egne baner.

Med fri fortolkningsret og et sprogligt overskud væver bogen sig frem til en kristendomsudlægning, som er ikke helt traditionel, men som jeg tror mange ville kunne være i. Og ikke fordi han går på listefødder. Det er ikke kulturkristendom endnu engang, gode værdier og sådan.

Det, vi får, er et vævestykket, velkendt men med nye betoninger. Et ord som venlighed får for eksempel en uventet central plads. Og det i en tid, hvor alle fortidens synder så gladeligt hentes frem. Og kirken som bekendt har sin del af dem. Og så hævder alligevel forfatteren, at i store dele af verden »er venlighedens historie groet sammen med kristendommen«. Og jeg tror måske, han har ret, trods alle kirkens uhyrlige overgreb, at der er en ofte overset forbindelse der. Grøndahl fremhæver også kristendommens utopiske karakter. Og det hører man uhyre sjældent om, efter de store ideologiers fald. At der er i bibelske fortællinger også ligger en vild utopisk kraft. Netop i sproget, som forbinder os til »det vildeste håb«.

Baner en sti i et viltret terræn

I Grøndahls udlægning er tro i høj grad sprog. Og med et overskud af ord baner han en sti (også for os andre?) i et viltert terræn. For sprog kan så meget mere end den »naturbeherskelsens fantasiløse håndbelæggelse«, som er det regime, vi i høj grad har levet og lever under, som han beskriver det.

Men det er måske også bogens svaghed, hvis jeg skal tale som teolog. Er tro bare sprog? Han skriver om kristendommens appel, som »den knap hørbare kalden fra den fjerne side af de sidste to tusinde år«. Men en appel til hvad? Til at blive pæne og gode kirkegænger med sans for kirkekunst og ordenes poetiske kraft, og så ender historien lykkeligt der? Det er vel ikke bare det, kristendommens »vilde utopi« handler om? Det urovækkende, det fremmede, som Grøndahl har så klar sans for, det forbliver med andre ord en lille smule harmløst, men måske derfor så appetitligt.

’Min svage tro’. Jens Christian Grøndahl. Eksistensen. 104 sider. 120 kroner. Eksistensen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nå endnu en kendis, der har set lyset. Utroligt så mange der i disse år, hopper på alt det kristne galimatias. Er det alderen, der trykker, og så vil de pågældende helgardere sig inden de skal stedes for Skt. Peter.? Eller gælder det bare om at følge tidens trend?
Vel er der brug for at finde et alterantiv til tidens golde materialisme, men at kristendommen - eller andre religioner for den sags skyld - skulle være løsningen!!!
Jo vist er tiden af lave, når de, der foregiver at kunne tænke, ikke kan finde andre udveje end det mest fortærskede.
My foot!

Iflg. anmelderen (teologen) mener Jens Christian Grøndahl "at i store dele af verden »er venlighedens historie groet sammen med kristendommen«"
I lighed med at jeg som barn troede at havregryn var Ota Solgryn.
Som så mange, flere og flere, ser JCG sig nødsaget til at støtte op om en af de monoteistiske religioner.
De religioner, hvis kultur og tro siden aksetiden, ca. 600 f.v.t. har ført os til den suppedas vi nu står i, med trusler mod klima og biodiversitet.
Jeg er ikke polyteist (endnu), men et opgør med monoteismerne er piskende nødvendigt, hvis vi skal have en lille chance for at redde kloden og os selv.