Karin Boyes ’Kallocain’ er en glemt økofeministisk klassiker

Den svenske forfatter Karin Boye er en central figur i mellemkrigstidens kulturmiljø. Som medlem af det radikale tidsskrift Spektrum introducerede hun T.S. Eliot i Norden og oversatte hans modernistiske langdigt The Waste Land fra 1922. Lige så dyster som Eliots Ødemarken er også Boyes egen dystopiske fremtidsroman Kallocain, som udkom i 1940 og er skrevet på baggrund af den voksende totalitarisme i Europa. Ikke kun i Sverige, men i hele Norden har romanen længe været en klassiker.

At den netop i år bliver genudgivet i en ny flot oversættelse til dansk, er imidlertid ikke en tilfældighed. Ud over at romanen retter søgelyset mod en stats undertrykkelse af individet, stiller den nemlig også skarpt på naturens ukuelige og frisættende kraft. Med sit næsten eventyragtige præg af en grøn utopi passer Kallocain derfor perfekt til vor tids optagethed af den grønne omstilling. At forlaget Palomar nu udgiver bogen i et lækkert mørkegrønt omslag, understreger dens økologiske relevans. Og det samme gør det centrale citat fra romanen trykt på forsiden: »Jeg ville så gerne tro på at der fandtes et grønt dyb i mennesket, et hav af uskadt grokraft der kunne smelte alle døde rester i sit kæmpemæssige kar, og som i al evighed lægede og skabte …«

Når Boye læste op af sin roman på et forfattermøde i det okkuperede Danmark i januar 1941, var der imidlertid ikke meget at mærke af denne grønne kraft. Krigstruslen lå koldt og tungt over landet. Kun få måneder senere tog Boye sit eget liv.

Kallocains hovedperson, den lydige »medsoldat« og kemiker Leo Kall, virker mere robust. Han er krigsfange i 20 år og har haft tid nok til at reflektere over sit liv og skrive sine erindringer og overvejelser ned. Bogen, som vi læser, fremstilles som det litterære resultat af hans erindrings- og selvransagelsesproces. Den går ud på at komme i kontakt med noget skjult, nærmere bestemt med menneskets indre kræfter, som, når de endelig er frilagt, hjælper til at omdanne mennesket, at bringe det tilbage til livet.

Sandhedsfrembringende serum

At Karin Boye var påvirket af tidens interesse for psykoanalyse, kommer tydeligt frem i romanen. Det gør den dog ikke mindre interessant at læse. Tværtimod. Afdækningen af menneskets psykiske strukturer sker i romanen nemlig ikke ved, at det lægges på psykoanalytikerens sofa, men gennem indsprøjtning af en mærkelig grøn væske, »sandhedsserummet kallocain«, som har navnet efter dets opfinder Leo Kall. Dette serum skal få folk til at blotte deres inderste hemmeligheder, det vil sige deres illoyalitet, skepsis og modstand mod statens ideologi. Serummets sandhedsfrembringende evne har imidlertid andre konsekvenser end forventet. Stoffet roder ikke kun op i samfundets ’forbryderiske’ lag, men også i menneskenes egne ubevidste følelser. I sit fine efterord til bogen betegner Ida Marie Hede rammende kallocain som en »længselsfremkalder«.

Den længsel, som opstår i folk, er, ubevidst for dem selv, ikke kun længslen efter deres undertrykte indre natur, deres følelser og drømme, ømhed og kærlighed, men også efter den konkrete, ydre natur. Den er nemlig også blevet bortrationaliseret. Når man ikke har det så godt, får man »lidt

Senere i bogen tales der imidlertid om en ørkenby, hvor der formodes at findes rester af den gamle natur. Mens statens magthavere betragter dette sted som fuldt af farer, fordi »i revner og sprækker har kolonier af bakterier overlevet«, håber andre, at der alligevel findes en underjordisk kilde, der vil bryde frem i lyset igen. Vejen hen til denne frigørelse beskrives i romanen imidlertid som en lang og besværlig proces – og kræver en vis tålmodighed af læseren. Men efter at Kall har lyttet til de mange bekendelser, som hans forsøgspersoner under indvirkning af kallocain fremlægger, kommer han endelig tættere på sine længsler.

Spændende og højaktuel

Vekslingen mellem folks udsagn, der fremføres helt uden skam eller skyld og ofte har en tranceagtig, til tider nærmest ekstatisk tone, og Kalls langvarige tilslutning til statsdoktrinen, giver romanen ikke mindst stilistisk set en særlig spænding. Spændende og højaktuel er den desuden, fordi den også rummer en slags økofeministisk tankegang. På et af kallocainseancerne fortæller en kvinde om en kristuslignende mand, som mange oplever som én, som man kan være tryg og rolig hos som et lille barn hos sin mor. Dette tillidsforhold uddybes senere som en oplevelse af en organisk samhørighedsfølelse:

Også Kalls kone Linda har haft sådan en oplevelse. Da hun er gravid med sit tredje barn, oplever hun sin krop, der ellers er blevet betragtet som en produktionsmaskine, som noget organisk voksende, der er indlejret i en større sammenhæng. I en næsten naturmystisk ekstase forklarer hun: »Jeg var en gren der blomstrede, og jeg vidste ikke noget om min rod eller stamme, men jeg mærkede hvordan træets safter piblede op fra ukendte dybder…”. Det, som gør denne vision interessant i en nutidig sammenhæng og Karin Boye til en moderne og inspirerende forfatter, er, at den ikke går ud på et særfeministisk moderskabsideal, men på en politisk relevant queerteori, der forsvarer et skævt verdenssyn. Linda forklarer: »Måske kan der vokse en ny verden frem af dem der er mødre – om det er mænd eller kvinder, og om de har født børn eller ej.«

En økokritisk vending

Mens synet på moderskab som en livgivende kraft, der ikke nødvendigvis er knyttet til det kvindelige køn, bygger videre på ældre svenske forfattere som Ellen Key og Elin Wägner, er Boye nyskabende ved at give tanken en økokritisk vending. På grund af kallocains grønne farve og takket være dens frisættende kraft, kan den tolkes som en form for naturgenopretning. Den kan bringe mennesket tilbage til sin sande, ikke længere fastlåste natur, som det sker, når drænede vådområder genskabes. At det hele endda får en kosmisk dimension, kommer frem i romanens afslutning, hvor Kall i et øjeblik kommer i kontakt med hele kosmos’ livskraft. Han fornemmer vindens pust og oplever den som nattehimlens åndedrag, som vokser ud af mørket som et barns suk i søvne.

At Kall kort efter denne erfaring bliver taget til fange, og derfor ikke kan realisere sit håb om et nyt fredeligt, naturligt og følelsesmæssigt befriet samfund, giver romanen et realistisk, måske ligefrem resigneret eller nihilistisk præg. Men det ændrer ikke ved, at oplevelsen som sådan har frigjort Kall følelsesmæssigt. Som romanens begyndelse vidner om, er det blevet muligt for ham at se tilbage på sit liv med en indre befrielse. Om resultatet af dette refleksionsarbejde, romanen Kallocain, vil påvirke folk på en lignende måde som serummet kallocain, kan man godt tvivle på. Helt sikkert vil man ikke have injiceret romanen. Men hvis man læser den frivilligt, vil den med stor sandsynlighed ikke forblive uden virkning.

Karin Boye: Kallocain. Oversat til dansk af Juliane Wammen og Birgitte Steffen Nielsen. Forlaget Palomar. 256 sider. 250 kroner