Jeg foreslår at vi vågner er et selvportræt i sidste time. Den handler om Vilde, der er ved at dø af kræft. Men det er ikke en bekendelsesroman. For Vilde vil have, at livet skal være i fuld gang og vil ikke stoppe op og se sig tilbage. Hun vil være vågen.
Den norskfødte, men svensk bosatte dramatiker og forfatter Beate Grimsrud døde i 2020 af cancer, blot 57 år gammel. Hun færdiggjorde Jeg foreslår at vi vågner kort før sin død.
Og Vilde er lige som Beate Grimsrud en norsk født, men svensk bosat dramatiker og forfatter.
Men sygdommen gør verden fremmed for vores heltinde: Det ene bryst skæres lynhurtigt væk, håret ryger i strålebehandlingen, og »det er en gammel baby hun ser i spejlet«. Vilde tror, at hun er rask, men de syge celler deler og spreder sig i smug.
Samtidig med sygdomsberetningen opruller Vilde sit liv fra vugge til grav. Vi kommer med til opvæksten i Norges Dovredal, hvor også Peer Gynt mødte trolde og gubber. Morfaren har et særligt godt øje til Vilde, der er nummer fem i søskendeflokken. Han viser hende en magisk guldpen, der kan oversætte fantasi til virkelighed – men kun hvis man ikke beder om dens hjælp, før man er i akut nød.
Vilde tager dette norske fantasilandskab med sig og bliver selv et skrivende væsen. Undervejs møder vi hendes nu 90-årige mor, livsveninden O, naboer og venner, børneflokke og kolleger og hendes hjem i alle nordiske lande – samt Södersygehuset, der bliver et nyt og skræmmende pejlemærke.
Den stilistiske tilgang er impressionistisk.
Om det er lægen, der insisterer på, at man skal gå med ind på kontoret, for der gives ikke hverken gode eller dårlige beskeder i venteværelset, eller om det er en undselig gåtur fra sygehuset til bussen, så farvelægges scenerne af Vildes sindstilstand og småsansninger:
»Hun går med smertefulde skridt på Hornsgatan. (…) Universets syge øje har stirret på hende længe. Peget hende ud. Tiden tømt, foden fast, og hofterne … de er helt ødelagte. Er der blod på fortovet? Tyttebærsyltetøj eller sprukne læber, et smil der er gået i stykker? Hun stopper op og ser sig omkring.«
Vingefanget i de korte sætningers staccato er enormt, her kommer vi gelinde fra svensk nationalret til ituslået smil.
Fantasi mod sygdommen
Jeg foreslår at vi vågner er en bog, hvor man på hver side kan finde en lille poetik, altså en slags programskrift for, hvad litteraturen skal være. Den i mine øjne mest vellykkede udspiller sig, mens Vilde halvsover i et tog. Her har hun en diskussion om forskellen på løgn og digt med en stemme i sit hoved, som hun kalder Florian:
» – Både løgn og digt kræver fantasi og opmærksomhed. Men der hvor løgnen er luft, en aldrig gennemført idé som forbliver tom, rejser digtets ingenting sig op og tager form, siger Florian.
Hun læner sig tilbage. Armen er så slap at den hænger. Det har været en lang rejse.
– Digt kan vokse ud over alle grænser. Det kan blive virkelighed, vil jeg tro.
– Nej, Florian. Så er det ikke digt. Og digt er spørgsmål til alle tider. Løgneren, derimod, viger og går udenom. Som den feje viger. Eller den der har ondt.«
Her er Vilde, den syge, i krig mod Vilde, den skabende kunstner. Kan hun virkelig digte sig ud af kræften, kan fantasien sejre over sygdommen – eller er den barnetro et bedrag?
Spørge-jørgen med kræft
Lige den scene er magisk – men bogen har det med at blive ved og ved med at gentage den slags overlitterære spørgsmål. Jeg har en personlig aversion mod litteratur, der bruger side op og ned på at prise sit eget fag, skrivekunsten. Jeg foretrækker, at man viser mig litteraturens muligheder, ikke bare prædiker, at de findes.
Tag en sætning som denne, der ikke rigtig har nogen kontekst: »Den eneste måde at overleve på er at blive reddet af en fortælling.« Hmm, tja?
Løsrevet virker det måske poetisk, men i længden bliver det banalt. Vilde stiller halvfinurlige spørgsmål til alting, men virker efterhånden mere som en kræftramt spørge-jørgen end en karakter med eksistentiel dybde.
Den naivistiske stil er helt bevidst, og jeg tror, Grimsrud har forsøgt at skrive en slags Virginia Woolf-tankerækker tilført barnlig uskyld. Men ekvilibrismen går tabt.
For Grimsruds roman har ingen temposkift. Der er samme høje gear i både livsglæde og dødsens alvor, ingen lavmælt antydning, ingen hovedscene og ingen slutspurt, og derfor når form og indhold faktisk aldrig rigtig at krydse klinger, så det mærkes.
Pestens budbringere
Indimellem blander to andre stemmer sig: Rotten og Ræven. To magiske væsner, der springer ud af morfarens guldpen og fragter sorg, glæde og smitsomme sygdomme gennem Stockholms kloakker, mens de kurtiserer hinanden.
Deres dialoger, der er sat op som teaterreplikker, er noget af det fineste ved bogen, for de bryder den klaustrofobi, der indfinder sig, når man tilbringer 600 stive sider i Vildes hjerne. Sådan føles det måske at have kræft, altså klaustrofobisk. Men jeg er ikke sikker på, at det er et kvalitetstegn, at en roman kvæler livfuldheden med litterær overbehandling.
Jeg kommer i hvert fald mere forpustet end henført ud af Jeg foreslår at vi vågner – en bog, der vil vise mig alle sine tricks, men efterlader mig kold. Det er autofiktion, men måske for meget ’auto’ – og for lidt af det, der får fiktion til at pege på noget andet og mere end sig selv.
Beate Grimsrud. ’Jeg foreslår at vi vågner’. Oversat fra norsk af Jannie Jensen. Batzer & co. 640 sider. 350 kroner.
