Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

’Margrete den Første’ er en fuldfed storfilm, hvor det centrale drama udspiller sig i Trine Dyrholms ansigt

Det er ikke hvert år, der bliver lavet et dansk historisk drama af samme format som Charlotte Sielings ’Margrete den Første’: en gennemført flot og spændende storfilm om en kvindelig danmarkshistorisk helt i en urimeligt vanskelig situation
Kalmarunionen er fem år gammel, da dramaet i ’Margrete den Første’ udspiller sig, og det går godt, men freden er ikke en selvfølge.

Kalmarunionen er fem år gammel, da dramaet i ’Margrete den Første’ udspiller sig, og det går godt, men freden er ikke en selvfølge.

Dušan Martinček

Kultur
17. september 2021

Det er sjældent, at der bliver slået så stort et brød op i dansk film som Margrete den Første, og det er en fryd at se, at Charlotte Sieling er lykkedes med at lave et fuldfedt periodedrama. 

Her er solide kostumer, overdådige banketter, et bredt udvalg af dramatiske nordiske landskaber og flot lys, der rammer de mangefacetterede karakterer, når de fører fortrolige samtaler af danmarkshistorisk betydning.

Historien om en atypisk kvindelig regents vilje til magt og om, hvad der skal til for at holde på den, er gennemarbejdet, troværdig og fokuseret, og filmen er visuelt og stemningsmæssigt gennemført. Fotograferingen, scenografien og kostumerne ligner noget fra fantasyserien Game of Thrones, men danner her ramme om et politisk drama anno 1402, hvor Margrete 1. regerer og har forenet Danmark, Norge og Sverige i Kalmarunionen. Den varede frem til 1523 og sikrede nogenlunde fredelige forhold i Norden, der i perioden op til havde været hærget af krige og pest.

Unionen er fem år gammel, da dramaet udspiller sig, og det går godt. I en af filmens tidlige scener, hvor alt emmer af stilhed før storm, fortæller Margrete (Trine Dyrholm) sin nærmeste rådgiver og allierede, biskop Peder Lodehat (Søren Malling), om den fred og gryende velstand, hun har set på en rejse rundt i sine riger. De to veksler et blik, der afslører dyb tillid og stærk fælles tro på unionen og den fred, den skal gøre mulig.

Godt nok trues unionen af den gejstlige ridderorden Den Tyske Orden, som regerer over Preussen og har besat Gotland, men det lykkes Margrete at samle en fællesnordisk hær, der er stor og stærk nok til at holde fjenderne på afstand. Hendes adoptivsøn, den 29-årige Erik af Pommern (Morten Hee Andersen), der er konge af de nordiske lande, selv om de regeres af hans mor, skal ovenikøbet giftes med den engelske prinsesse Philippa, hvilket gerne skulle føre til en militær alliance med England.

Men bedst som Margrete skal til at styrke sin og unionens magtposition, dukker et mystisk menneske op og forstyrrer det hele, ripper op i fortiden, udfordrer planerne for fremtiden og sætter alle hoffets alliancer på prøve.

Dramaet om den falske Oluf

Margrete den Første tager udgangspunkt i en parentes i danmarkshistorien og udfolder den som en imponerende kompleks historie om loyalitet og ansvar: I 1402 dukkede en ung mand netop op i Preussen og sagde, at han var dronning Margretes søn, Oluf Håkonsson, og dermed den retmæssige konge af Danmark. Oluf var Margretes eneste biologiske barn. Han døde, mente man (og mener de fleste vist stadig), i 1387 i en alder af 16 år. Olufs død efterlod Danmark og Norge uden arvinger til tronen, men på bare en uge lykkedes det den ekstremt politisk begavede Margrete at få magteliterne i Norge og Danmarks opbakning til, at hun skulle regere over dem til sine dages ende. Herefter fik hun sin søsters femårige barnebarn Bugislav sendt til Danmark fra Pommern, gav ham navnet Erik og fik ham kronet som konge, først af Danmark og Norge, siden også af Sverige. Nogle mistænkte Margrete for at stå bag Olufs død, så hun selv kunne komme til magten. 

Den unge mand fra Preussen, der hævdede at være Danmarks retmæssige konge, er gået over i Danmarkshistorien som den falske Oluf. Hvis man slår op på hjemmesiden danmarkshistorien.dk, der udgives af Aarhus Universitet, beskrives han som en formentlig sindsforvirret mand, der angiveligt ikke talte dansk, og som tilsyneladende var blevet overtalt til at spille rollen som Oluf.

Dušan Martinček
I Margrete den Første er spørgsmålet om, hvem denne mand, der kalder sig kong Oluf, er, imidlertid langt mere åbent. Jakob Oftebro spiller den forhutlede og forbrændte skikkelse, der føres frem i tronsalen og gør krav på tronen. Det bliver begyndelsen på et middelalderligt retssalsdrama, som skaber splid blandt unionens magtfulde mænd og i den kvinde, der står i spidsen for den. Det gør heller ikke ægteskabsforhandlingerne med den engelske delegation nemmere, at der bliver sået tvivl om Eriks krav på tronen.

Med sin tilbageholdende spillestil formår Trine Dyrholm at gøre én godt og grundigt i tvivl om, hvorvidt hun ser på en søn, hun troede, hun havde fået dræbt, eller på en søn, hun har savnet og sørget over tabet af – eller om hun simpelthen er chokeret over det udspekulerede angreb på hendes med møje og besvær tilkæmpede autoritet. Der råbes og skriges under retsmøderne i tronsalen, men selv når en adelsmand trækker sit sværd i affekt, fokuseres der på dronningens underspillet plagede og uafkodelige ansigt, mens de vrede mænd fremstår grynede i baggrunden. Jakob Oftebro spiller rollen med fint doseret patos, men fremstår mere som en katalysator for en indviklet, men imponerende velafviklet intrige, end som en fuldt optegnet karakter.

Langt hen ad vejen er man nødt til at holde alle muligheder åbne, mens man prøver at regne ud, hvad de forskellige hoffolk har for. Måske er han en svindler, og måske har han faktisk overlevet et morderisk komplot, uanset om det var hans mor eller andre, der stod bag det. Uanset hvad kunne intet være mere forstyrrende for Margretes politiske livsværk, og tidspunktet kunne ikke være mere ubelejligt.

Godartet magtbegær

Indviklede intriger er meget tilfredsstillende, når manuskriptet er så gennemarbejdet, og instruktionen er så sikker, at man er i stand til at hænge på, og det hele faktisk viser sig at hænge sammen. Og sådan forholder det sig med Margrete den Første. Her er der ingen søgte vendepunkter, men masser af ugler i mosen samt drabelige og ikke mindst reelle dilemmaer. Margrete skal jo ikke bare vælge mellem at gøre det moralsk rigtige, men personligt omkostningsfulde eller det moralsk forkerte, men opportune. 

Uanset hvem manden er, er der mere på spil end bare hans velbefindende og Margretes eventuelle moderlige ansvar. Den fred, der hersker i Norden, er ingen selvfølge, og hvis den selverklærede Oluf bliver anerkendt som retmæssig konge, risikerer man at sætte freden over styr til skade for alle mulige helt almindelige mennesker.

Rasmus Videbæk
Margretes vilje til magt er altså ikke en led dæmon, der sidder på skulderen af hende og prøver at lokke hende i moralsk uføre, den er et udtryk for et idealistisk ønske om at mindske volden og en pragmatisk bevidsthed om, at hun med det formål for øje må søge al den indflydelse, hun kan få.

I filmens første scene ser man hende som lille pige stå bøjet over en fyldt balje. Med fingrene skaber hun ringe i vandet, som hun følger opmærksomt, indtil hendes far, Valdemar Atterdag, bøjer sig ind over hende og vasker sine blodige hænder. Næste kameraindstilling viser en slagmark fuld af døde mænd og små bål. Her har Charlotte Sieling og hendes medforfattere Jesper Fink (der også var med til at skrive det fremragende 1800-talsdrama Før frosten fra 2018) og Maya Ilsøe (der stod bag serien Arvingerne fra 2014-2017) taget sig en vis kunstnerisk frihed. Stridslystne konger havde næppe deres prinsesser med på jobbet på den måde, men den frihed skal de bare have lov at tage sig. Filmen kan fint bære sit symbolskladede anslag, der lader en forstå, hvilken voldspræget virkelighed Margretes politiske projekt er en reaktion på.

Kvindefred

At man har den forståelse for Margretes bevæggrunde, gør også, at man som typisk fredsnydende nutidsmenneske er positivt indstillet over for hende fra starten. Nok er der hverken tale om en rendyrket helgen- eller helteskildring, men man ser hende dog repræsentere et politisk ideal om fred og frihed for almindelige mennesker, som man dårligt kan andet end at heppe på. I begyndelsen ser man også Margrete slå et slag for det, vi i dag er enige om er det rigtige, da hun giver en reprimande til en sørøver, der på et togt har kidnappet en ung kvinde ved navn Astrid (Agnes Westerlund Rase), som besætningen på hans skib kunne voldtage. Margrete minder ham om, at der hersker kvindefred i hendes rige, og at voldtægt straffes med hængning. Hun har dog brug for hans assistance til at holde Den Tyske Ordens skibe fra Gotland og nøjes med at tage Astrid med sig og bruge hende som kammerpige.

Filmens dialog er holdt i et nogenlunde nutidigt sprog, så man undgår at blive mystificeret af et forældet ordforråd, og det kammer aldrig over og bliver så nutidsspecifikt, at det ødelægger illusionen. Man tror på det hof, filmen udspiller sig i, og på det billede, filmen derudover tegner af 1400-tallets Norden med evig grå tåge hængende over landsbyerne, hvor folk går rundt og passer deres daglige gøremål og håber på at slippe for krig, pest og andre ødelæggelser.

Trine Dyrholm er også i denne film en stor kapacitet, der evner at udstråle enorm autoritet, uden at karakteren af den grund fremstår forhærdet. Rasmus Videbæks filmfotografi har af gode grunde hendes ansigt som et fast holdepunkt i historien, det er her, det centrale drama finder sted i form af små trækninger eller et blik, der skifter karakter, mens resten af ansigtet er roligt. De velkendte dramatiske virkemidler, filmens fotografi og klipning benytter sig af, er så fint doserede og veltimede, at de virker friske. Når kameraet i tre ryk zoomer ind på Margretes ansigt, idet hun første gang ser manden, der siger, han er hendes søn, kunne det være en forstyrrende kliché, hvis ikke det var, fordi de tre ryk er så små og diskrete. Margrete den Første er ikke en film, der genopfinder genren historisk drama, den rammer bare genren helt rent.

Det giver mening, at man gør meget ud af at lade os se hende se på de andre iagttage, hvad der foregår omkring hende, mens følelserne buldrer løs inde bag facaden. Hendes ro og observationsevne er centrale egenskaber ved hende som regent, som det fremgår af en scene, hvor Margrete sidder til højbords til en festmiddag og lægger mærke til, at en tysk handelsgesandt kun lader, som om han drikker af sin vin. Det smitter, Margrete den Første aktiverer ens egen lyst til at slå antennerne ud og regne ud, hvad der foregår af sammensværgelser, fortielser og tillidsbrud. Og når man så sidder der med øjnene på stilke, belønner filmen ens opmærksomhed med en detaljerig og elegant billedside.

’Margrete den Første’. Instruktion: Charlotte Sieling. Manuskript: Jesper Fink, Maya Ilsøe og Charlotte Sieling. Fotografi: Rasmus Videbæk. Dansk. Varighed: to timer. Vises i biografer over hele landet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

En fantastisk film.
Se den før din nabo :)

Michael Slotsted

Meget kan man sige om Trine Dyrholm. Man kan fx sige, at hun er en dygtig skuespiller. Og så kan man give hende priser.

Men hun vandt aldrig Melodi Grand Prix, selvom hun dansede i måneskin.

Michael Slotsted

Meget kan man sige om Trine Dyrholms ansigt, men nu kan man også sige, at det centrale drama udspiller sig i samme. Det er godt gået af et enkelt ansigt, og jeg fornemmer, at Trine Dyrholm vil modtage endnu flere priser fremover.

Vi har vel ikke et ansigt i Danmark, i hvilket flere centrale dramaer udspiller sig.